Teamtilbageblik - Seat Racing Team

 
26/12/04 - Fortsat plads til forbedringer
For Seat Racing Team endte sæsonen med en fjerdeplads i såvel kører- som teammesterskabet, hvilket kun kan betegnes som overordentlig flot.

Godt nok bestod kerneelementerne i teamet af gengangerne fra sidste sæsons Seat Valvoline Racing, men Seat Racing Teams deltagelse i årets Danish Touringcar Championship blev først en realitet få uger inden sæsonstart. Samtidig havde fem af de 14 konkurrerende teams to biler til at score deres points, og set i det lys, var det flot af Michel Nykjær, Tappernøje, at han som ene mand bragte sit team så langt op i tabellen.


(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Sydsjællænderen havde som helhed også en flot sæson, der viste, at hans imponerende debutsejr ved Grand Prix Danmark i 2003 ikke var nogen enlig svale, ligesom indsatsen samtidig indikerer, at han bliver et navn, man skal have med ind i sine overvejelser, når der favoritterne til næste års mester skal udpeges. Men der skal også ske ting og sager, hvis Michel Nykjær skal kæmpe med om titlen.


(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Der hersker ingen tvivl om hans evner og Seat Toledoens hurtighed på FDM Jyllands-Ringen, hvor han bl.a. takket være nogle utroligt frække, men samtidigt meget sikre overhalinger vandt Åbningsløbet og siden også nuppede to sejre i pre-finalerne. Men på de andre baner, som DTC-serien besøgte i 2004, kom Michel Nykjær slet ikke i nærheden af sejre, endsige podieplaceringer.

For mens han ved tre af de fire DTC-afdelinger, der blev kørt på FDM Jyllands-Ringen, sluttede med de højeste pointtal, så kom han aldrig længere frem end placeringer mellem nummer syv og ti på Ring Djursland, Ring Knutstorp og Padborg Park. Og der skal altså mere til, hvis man skal kæmpe med om medaljer i bilsportens superliga.


(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Havde DTC-sæsonen således blot bestået af årets fire afdelinger på FDM Jyllands-Ringen, så havde Michel Nykjær vundet mesterskabet med 27 points forspring. Men lige så stærk han og Seat Racing Team var i de midtjyske søhøjland, lige så svagt stod de andre steder. Var 2004 kun blevet udkæmpet på de tre andre baner, så var Tappernøje-køreren havnet på en beskeden tiendeplads, 75 points efter vinderen! Men for folkene i Seat Racing Team er det da også rart at vide, hvor der skal sættes ind til næste år.

Teamresultat: nr. 4.
Kørerresultater: Michel Nykjær nr. 4.
Bedste resultater i finaler: Michel Nykjær - en sejr.
Bedste resultater i pre-finaler: Michel Nykjær - to sejre.



Copyright 2001-2004, Michel Nykjær og Motorsporten.dk.