Længe tegnede det til, at Aalborgs noget vandsensitive brintbil måtte lade chancen for at få et tidligt resultat på scoretavlen passere. Men en afventende taktik med nervøs skelen til vejrradarer betød, at risikoen for at regn satte det delikate, elektriske system ud af drift, drev forbi.
Dermed kunne den delvist 3D-printede bybil gennemføre 10 fine omgange og notere en flot placering efter første gennemkørsel ved Shell Eco-marathon. Nemlig en foreløbig dukseplads med et forbrug, der omregnet svarer til cirka 575 km/l - et resultat identisk med det, der i 2014 sikrede holdet en fornem andenplads i løbet.
AAU lægger stærkt ud (Foto: Shell)
Godt begyndt
”Vi er rigtig tilfredse med at få et godt resultat på tavlen i første gennemkørsel. Vores afventende taktik virkede perfekt. Dels undgik vi vand, og samtidig var der stort set ingen trafik, som forstyrrede, da vi endelig kørte ud”, sagde Lasse Nørby Nielsen, studerende fra Team Aalborg Energy.
”Nu er der lidt mere ro på, og vi kan arbejde med at optimere på de små ting, der kan løfte vores præstation i de kommende tre forsøg på banen. Og så bliver det spændende at se, hvordan vores konkurrenter klarer sig”, tilføjede han.
Blandt andet kigger holdet fra Aalborg Universitet fortsat på at montere en hækspoiler på bilen, så aerodynamikken bliver bedre. Frem mod aftenens forsøg på banen kører holdets 3D-printere derfor på højtryk for at fabrikere de beslag, der skal bruges til formålet.
Dansk Shell Læs mere om: Bilbrand og nordjysk sindighed Prins Joachim sendte årets Eco-marathon hold godt på vej |