I weekenden er han, co-driver Carina Møller og deres backing-group, trioen Henning Christoffersen, Mads Boutrop og Michael Thomsen, i Holland for at forberede sig på dette års DM-opgør.
Allerede inden starten i Holland var Carina Møller igang med opvarmningen DM-rally 2015, da hun i tre vinterrallyer med succes har været co-driver for norske Viktor Danneborg i en Citroën DS3 R5
- Først skal vi besøge en hollandsk specialist, som skal optimere indstillingen i motorens elektroniske styreboks og dels skal vi til start i det hollandske Tank S Rally, som er første runde både i det hollandske mesterskab og West Euro Cup Rally-turneringen, forklarer Tim Svanholt i en kort pause under forberedelserne til weekendens 240 kilometer lange rally med 110 kilometer hastighedsprøver.
Mads Boutrop, Henning Christoffersen og Michael Thomsen er med for at holde Tim Svanholt og Carina Møller optimalt kørende
Tim Svanholt, som i 1994 var den første danske rallykører til at erobre et officielt FIA-EM rallymesterskab, har i de seneste syv-otte år været med i forreste række i DM-rally, dels som guld-, sølv- og bronzevinder i det 2-hjulstrukne klassement og i de seneste to sæsoner som guld- og bronze-vinder i den 4-hjulstrukne Division A; først med en standard Lancer Evo X og nu i den mere magtfulde R4-udgave.
Tim Svanholt med den 4-hjulstrukne Mitsubishi Lancer Evo X i nyt og mere sprælsk antræk.
- Kampen om mesterskabsmedaljerne bliver utvivlsomt endnu hårdere i år, så vi er nødt til at optimere både formen og materiellet, understreger Tim Svanholt, som efter ”springturen“ til Holland varmer op til DM-sæsonen med en start i første afdeling af Yokohama Cup i Tåstrup den 2. april. Årets første DM-rally køres i Sønderjylland den 25. april.
Carina Møller og Tim Svanholt vandt DM-guldet i 2013 og bronze i fjor - nu gælder det opgøret om mesterskabsmedaljerne 2015
Men forinden varmer Svanholt Motorsport op i det hollandske rally ved Emmenloord og får ved samme lejlighed til at se nærmere på en ny svenskbygget R5-udgave af Mitsubishi Spacestar og vurdere, om den er et reelt match til hans egen R4-model og biler som f.eks. Peugeot 208 T16 og Citroën DS3 R5, som konkurrenterne Christian Jensen og Ib Kragh stiller med ved DM-starten i april.
Svanholt Motorsport
|