| Årets sæson havde resultatmæssigt været en ørkenvandring for racerkøreren fra Nymark Racing Academy, der for anden gang i karrieren vandt en finalesejr i Selected Car Group Super GT.
 Lørdag aften kunne Alex Maansen kalder sig vinder af Night Race. (Foto: Grippo)
”Det betyder så uendeligt meget for mig,” sagde Alex Maansen, der sluttede 2025-sæsonen af med to løbssejre. Men hvis bedste resultat inden lørdagens Night Race var en beskeden sjetteplads.
”Vi har i år været ramt af motorproblemer, fejl på setup og uheld. Endelig kæmpede vi med i den rigtige ende af feltet.”
Fredag eftermiddag kvalificerede Alex Maansen sig til årets første super pole-deltagelse, hvor han blev sekser. Både første og andet heat udløste femtepladser, og da starten gik klokken 21.30 indtog han startposition fem. Foran ham befandt sig Simon Seiersen, Assentoft, og Casper Pilgaard, Ryomgaard, der havde vundet det indledende heats, samt 2025-mesteren Martin Andersen, Viborg, og den tidligere Super 2L-mester, Jakob Steffensen, Viborg.
I starten var der trængsel i det dobbelte venstresving efter langsiden. Simon Seiersen og Casper Pilgaard kom for langt ud. De tre efterfølgende kørere trak indenom og begyndte at kæmpe om føringen. På fjerde omgang dykkede Alex Maansen forbi Jakob Steffensen og tog andenpladsen. På syvende omgange gentog han trækket på Martin Andersen, gik i front og udbyggede en solid føring på 2,3 sekunder til Martin Andersen ved det ternede flag.
 Nymark Racing Academys Alex Maansen sejrede ved årets Night Race. (Foto: Grippo)
”Der kom lidt regn til sidst – det pirrer altid sanserne,” fortalte Alex Maansen og indrømmede: ”På sidste omgang kunne jeg mærke, at den var der, og så begyndte jeg at græde. Det var højintenst.”
Night Racet fik ikke blot en intens og følelsesladet afslutning. Aftenen i det sønderjyske betyder også, at den er lagt op til en tæt finale i Selected Car Group Super GT, når årets sjette og sidste weekend i DEKRA Danish Supercar League afvikles på Padborg Park i den første oktoberweekend.
Den mesterskabsførende Kasper H. Jensen, Rønde, fra Mascot Motorsport havde et svært Night Race. Efter en dårlig kvalifikation tog han en tredjeplads i heat 2, men blev ramt af uheld i finalen lørdag aften. Rivalen Martin Andersen fra Selected Car Racing kunne derimod køre to andenpladser hjem og rykkede tættere på den mesterskabsførende. Kun fire point adskiller dem nu!
Fik du ikke oplevet Night Race på Padborg Park live, kan du gense lørdagens løb på YouTube-kanalen @DanishSupercarLeague.
Selected Car Group Super GT Danmark
Læs mere om: Alex MaansenNymark Racing AcademyPadborg Park05/09/26 - Padborg Park - Super GT Danmark |