 (Foto: TDS Racing)
Mikkel Jensen, Hunter McElrea og Steven Thomas imponerede for andet år i træk, da trekløveret natten til søndag kørte sejren hjem i Petit Le Mans og samtidig forsvarede Endurance Cup-mesterskabet. Trekløveret havde inden da sikret sig pole position efter en stærk kvalifikation fredag, men blev efter en straf sendt ned bagest i det 12 biler store LMP2-felt. Dette – sammen med en del forhindringer undervejs – forhindrede dog ikke bilen fra TDS Racing i at være den første over målstregen.
 (Foto: TDS Racing)
– En fantastisk følelse! Jeg er så glad på hele holdets og ikke mindst Stevens (Thomas, red.) vegne. Dette løb var hans og dermed også holdets sidste, og vi kunne ikke ønske os en bedre måde at afslutte de seneste tre års samarbejde hos TDS Racing på. At vinde sæsonens to sidste løb, Indianapolis og Road Atlanta, og generobre Endurance Cup-titlen, er noget, vi kan være stolte af. Det føles virkelig godt, lyder det fra Mikkel Jensen.
 (Foto: TDS Racing)
Det var Steven Thomas, som startede det 10 timer lange løb lørdag aften dansk tid, og amerikaneren havde kørt sig op fra en 11. plads til en føring i LMP2-klassen, da han efter to og en halv time afleverede bilen til Mikkel Jensen. Holdet dominerede herefter LMP2-klassen og formåede med nød og næppe at holde sig uden for problemer i et ellers kaotisk løb med masser af sammenstød og gule flag.
 (Foto: TDS Racing)
Med to og en halv time tilbage af løbet blev Hunter McElrea imidlertid ramt bagfra af en konkurrerende LMP2-bil, hvilket kostede en snurretur, en tur i pitten på grund af et ødelagt baglys – og en tabt føring. Føringen tog Mikkel Jensen dog tilbage, da han som sidste mand i bilen beviste, at holdet ikke havde mistet gejsten. Danskeren kæmpede sig tilbage til toppen af LMP2-klassen og kunne slutte løbet med et solidt forspring på næsten 49 sekunder.
 (Foto: TDS Racing)
– En fuldstændig fantastisk start af Steven – han kørte formentlig sine to bedste stints nogensinde. At starte bagest og give bilen videre til sine teamkammerater på en føring er jo virkelig elegant. Vi frygtede, det var ude med os, da Hunter (McElrea, red.) blev ramt, men igen lykkedes det os at kæmpe os tilbage. Jeg synes ærligt talt, at vi kørte et af vores bedste løb nogensinde. Tak til hele holdet for en fantastisk indsats og for den bedste sæsonfinale, slutter Mikkel Jensen.
 (Foto: TDS Racing)
Med sejren på Road Atlanta slutter Jensen, McElrea og Thomas som vindere af Michelin Endurance Cup – mesterskabet for IMSA-seriens fem langdistanceløb – mens Steven Thomas slutter på andenpladsen i det generelle LMP2-mesterskab. Efter afslutningen på årets IMSA-opgave kan Mikkel Jensen nu se frem til finalen i FIA World Endurance Championship den 8. november i Bahrain, hvor han er tilbage hos fabriksholdet Team Peugeot TotalEnergies.
 (Foto: TDS Racing) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mikkel JensenRoad Atlanta11/10/25 - Road Atlanta - SportsCar Championship - Internationalt |