Den regerende verdensmester Bartosz Zmarzlik har i år fået kamp til stregen af australske Brady Kurtz med kun tre points forskel op til sidste afdeling af det individuelle VM i speedway.
Dermed er der lagt op til en særdeles spændende finale, som køres på dansk grund i Vojens på lørdag d. 13. september.
 Britiske Robert Lambert henter sin første grandprix-sejr ved SGP i Vojens 2024 foran Bartosz Zmarzlik og Maciej Janowski. (Foto: Frank Cilius)
De danske fans kan også glæde sig til at opleve tre danske kørere på hjemmebane, når startsnoren går i weekenden.
Både Anders Thomsen og Mikkel Michelsen har været faste VM-kørere gennem sæsonen. Og selvom de ikke er med i kampen om en VM-medalje, er chancerne altid gode for at hente en podieplads med lokale fans i ryggen.
Dertil er årets danmarksmester, Michael Jepsen Jensen, med til årets VM-afdeling i Vojens som wildcarddeltager. Så det bliver spændende at se, hvordan den formstærke dansker klarer sig mod resten af årets verdenselite.
Se stillingen her
Speedwayfesten starter allerede fredag
Vojens Speedway Center er ikke kun vært lørdag for årets sidste afdeling af SGP - Speedway Grand Prix.
Fredag afholdes ligeledes tredje og sidste afdeling af U21-verdensmesterskabet, SGP2, hvor Danmark har tre kørere med.
William Drejer ligger lunt i svinget til en VM-medalje med sin nuværende tredjeplads i den samlede stilling.
Dertil har Mikkel Andersen muligheden for at vise sine evne foran et dansk publikum, sammen med landsmanden Bastian Pedersen, der er wildcarddeltager i SGP2-finalen.
Se stillingen her
SGP4-finalen køres også lørdag
Kan man ikke få nok speedway, er det også muligt lørdag formiddag i Vojens at opleve årets ungdoms-VM for kørere i alderen 11-13 år.
SGP4 køres som et enkeltstående finaleløb på 190cc-maskiner og har i år deltagere med fra 11 lande. Løbet afholdes på speedwaycentrets lille bane.
Line-up tæller flere danskere, heriblandt danske Victoria Coopersen, der er med som reservekører og dermed kan blive den første kvindelige kører til at deltage i SGP4.
Feltet består af:
1. Ondrej Trnik (Slovakiet)
2. Theo Trofast (Sverige)
3. Johannes Ebel (Tyskland)
4. Ludvig Lundgren (Sverige)
5. Harald Fohlin (Sverige)
6. Ravi Nijenhuis (Holland)
7. Odd Leo Vigre (Norge)
8. Tino Stjernegaard Olsen (Danmark)
9. Cooper Antone (Australien)
10. Simon Jul Vindum (Danmark)
11. Riley Rearick (US)
12. Valters Buss (Letland)
13. Will Nico (Tyskland)
14. Fraser Buckle (UK)
15. Harry Møller (Danmark)
16. Augusto Camoriano (Argentina)
Res. Victoria Coopersen (Danmark)
DMU - Danmarks Motor Union |