Har man oplevet klassen på nært hold, vil man have konstateret at der bliver byttet placeringer i alle dele af feltet, og med 17 tilmeldte biler til weekendens løb på den bakkede bane øst for Aarhus Lufthavn ser det ud til, at trenden fortsætter.
Claus Møller har været stærkt kørende i sin Honda S2000 og er med fire ud af seks heatsejre førende i det samlede mesterskab såvel som i Light-klassen. Ikke langt efter er Tino Vang Jørgensen, der som førende i Evolution-klassen har meget at kæmpe for på Ring Djursland; både for at indhente den røde Honda i det samlede mesterskab, og for at holde Brian Johannesen bag sig i Evolution-stillingen.
Der er igen lagt op til masser af spændende racerløb i Basic-klassen, hvor Kim Villebæk Thomsen fører an med en solid føring foran Boris Dekic og Victor Odin Soria. Basic-kørerne har indtil videre været garanter for underholdende racerløb, og meget skal gå galt, hvis ikke det fortsætter i weekenden.
Et par nye kørere er klar til start i weekenden. Lasse Genz har opgraderet fra Toyota Corolla til Peugeot 208, og Palle Nielsen stiller op i en BMW E46 fra Graabæk Racecars. Det bliver spændende, om de kan gøre sig gældende i henholdsvis Basic- og Light-klasserne.
Selvom der ikke er livestreaming af weekendens tre løb på Ring Djursland, er der alligevel godt nyt til de, som hungrer efter levende billeder af TCCD-klassens helte. I samarbejde med Racetv.dk bliver løbene optaget til senere visning på TV3, TV2-regionerne samt på Racetv.dk.
Tidsplan for Touring Car Championship Denmark på Ring Djursland
Lørdag d. 7. juni
15.10 - Tidtagning
Søndag d. 8. juni
13.35 - Race 1
14.50 - Race 2
16.30 - Race 3
Touring Car Championship Denmark Kim Gripping Læs mere om: Ring Djursland08/06/25 - Ring Djursland - Touring Car Championship Denmark |