Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

C1 Scandinavia

Tobias Andersen blev C1 Scandinavias bykonge

C1 Scandinavia 
02/06/25 

Tre ud af fire heatsejre gik til samme kører, da den voksende C1-klasse leverede tæt racerløb til Classic Race Viborg.
 


(Foto: Grippo Motorsport PR)

I en tæt tidtagning lykkedes det Kasper Hansen at fortsætte det høje tempo fra Padborg Park og sætte pole position til det første af fire sprintløb foran Anders Bruse Fyllgraf og Kaj Jakuzevicius. René B. Nielsen var med syvende hurtigste omgangstid den bedste af weekendens tre debutanter, der også talte Michael Nielsen og Michelle Henriksen.

En let nervøsitet kunne fornemmes inden første heat mellem de tonstunge betonklodser, men da først lamperne slukkede og løbet gik i gang, blev der kørt racerløb for fuld fart. Anders Bruse Fyllgraf fik en god start og kunne tage føringen fra Kasper Hansen, der i stedet for at kæmpe tilbage måtte forsvare sig mod teamkammeraten, Tobias Andersen, på tredjepladsen. Bag den førende trio var der intens kamp mellem Casper Olsen, Daniel Genz og René B. Nielsen, der alle forsøgte at sikre fjerdepladsen. Det blev Casper Olsen, som sluttede forrest af de tre.

Med nerverne på plads blev der igen i andet heat kørt helt til grænsen - og måske en smule over - da C1’erne blev sluppet løs i Viborgs gader. Tobias Andersen fik en perfekt start og skød forbi Kasper Hansen, og efter et par omgange kunne han også kæmpe sig forbi Anders Bruse Fyllgraf, som til gengæld gjorde sit for at hænge fast på den unge komet. Det måtte han til sidst opgive, og ved målstregen var der godt otte sekunder mellem de to.


(Foto: Grippo Motorsport PR)

Kaj Jakuzevicius viste også sine talenter frem for sit hjemmebanepublikum. Den lokale bilsælger måtte udgå fra første heat med bremseproblemer, men i andet heat kørte han sig i sikker stil fra 13. pladsen helt frem til fjerdepladsen. Undervejs måtte han bruge alle sine talenter for at kæmpe sig forbi Casper Olsen, der efterfølgende blev angrebet bagfra af en velkørende Daniel Genz, som lykkes med at komme forbi og henvise Olsen til sjettepladsen.

Lørdag bød på endnu to heat, og igen var der kamp om placeringerne. På trods af en god start måtte Tobias Andersen se Anders Bruse Fyllgraf køre forbi sig i første sving, men efter et par omgange blev der byttet om på placeringerne igen, hvorefter Andersen igen stak af og kørte et stærkt heat frem mod målstregen. En hård kamp mellem Kaj Jakuzevicius og Kasper Hansen stoppede brat, da sidstnævnte sluttede sit løb i dækvæggen. En god kamp var der også mellem Frederik Sieverts og Casper Olsen, som længe kæmpede om fjerdepladsen. Til sidst fandt Casper Olsen en smule mere fart og kunne trække fra Sieverts.

Weekendens sidste heat gav endnu en heatsejr til Tobias Andersen, som igen kunne lægge solid afstand til en ellers velkørende Anders Bruse Fyllgraf. Kaj Jakuzevicius kom også godt med, men måtte opgive tredjepladsen, da han fik tekniske problemer med bilen. Det betød, at Casper Olsen kunne tage tredjepladsen foran Frederik Sieverts. Bag ham kørte Emil Waldeck sig til sit hidtil bedste C1 Scandinavia-resultat med en femteplads, som ellers længe var under pres fra Michael Nielsen.


(Foto: Grippo Motorsport PR)

Tre heatsejre gjorde helt naturligt Tobias Andersen til weekendens store vinder, mens Anders Bruse Fyllgraf og Casper Olsen afrundede top 3. Michael Nielsen endte som weekendens bedst placerede debutant, mens lokale Kaj Jakuzevicius måtte tage skuffet hjem efter nogle ellers imponerende præstationer i sit eget postdistrikt.

Halvdelen af sæsonen i C1 Scandinavia er gennemført, og med stigende deltagerantal og et fortsat stærkt fokus på Smiles Per Hour kan deltagerne nu holde en velfortjent sommerpause frem til midten af august, hvor Ring Djursland byder på et herligt gensyn. Det var her, klassen fik sin spæde start i 2024, og der venter med garanti godt racerløb og højt humør på den kuperede bane på Jyllands næse.

C1 Scandinavia

Kim Gripping

Læs mere om:
  • Tobias Andersen
  • Viborg (Gadeløb)
  • 31/05/25 - Viborg (Gadeløb) - C1 Scandinavia
  •