Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Renault 2000 Danmark

Dramatisk finish på tæt Formel Renault-løb

FR 2000 DK 
04/05/03 

Formula Renault 2000 DanmarkTommy Jespersen slap uskadt fra gigantulykke, mens Jacob Ludvigsen vandt
Jacob T. Ludvigsen, Beder, scorede weekendens anden sejr i Formel Renault på den vestsvenske bane Falkenberg, da han strøg først i mål i søndagens løb. Men i modsætning til gårsdagens sejr blev den 21-årige kører fra Racing Denmark ikke mødt af et ternet flag, men derimod af det røde flag ved målpassagen.
 

Ligesom lørdagens løb var søndagens løb en meget tæt affære med kampe ned gennemfeltet, og her endte én af duellerne med, at Tommy Jespersen, Hinnerup, mistede herredømmet over sin racerbil. Bilen spandt rundt og røg baglæns ind i autoværnet med det resultat, at såvel motor som gearkasse blev rykket fri af kørersiddebrønden, der også blev ødelagt ved sammenstøddet. Til al held slap køreren fra det hårde møde med autoværnet med en øm nakke.

"Jeg er ikke kommet noget til, men har behov for at sunde mig lidt," sagde Tommy Jespersen i minutterne efter sammenstøddet.

Når et løb bliver rødflaget, går man automatisk to omgange tilbage i løbshistorikken for at fastlægge resultatet, og det kunne Tommy Schröter, Vojens, bagefter prise sig lykkelig for. Igennem første del af løbet havde han forgæves forsøgt at få mulighed for at overhale løbets senere vinder Jacob T. Ludvigsen. Men da løbet gik ind i sin sidste fjerdedel, blev Schröter presset hårdt bagfra af Jimmy Jacobsson, Sverige, der først havde måttet kæmpe sig forbi Jesper Wulff Laursen, Århus V.

Tommy Schröter kæmpede hårdt for at holde svenskeren bag sig, og det resulterede i, at han på næstsidste omgang forbremsede sig. I samme sekund var ikke blot Jimmy Jacobsson, men også Jan Neumann, Rødovre, og Jesper Wulff Laursen smuttet forbi, og derfor var den sydjyske kørers andenplads for en stund forvandlet til en femteplads.

Unge Kasper Andersen, Silkeborg, kunne for andet løb i træk notere sig for løbets hurtigste omgang, mens hans kollega hos Team Formula Sport, Tom Pedersen, Christiansfeld, heller ikke i dag kom til at start på grund af en defekt motor. Samme skæbne overgik i øvrigt også Joakim Frid, Sverige, der var én af stjernerne i lørdagens løb.

Resultat af Formel Renault - 2. afdeling på Falkenberg

1. Jacob T. Ludvigsen - Racing Denmark - 12.51,157
2. Tommy Schröter - Racing Denmark - 12.52,566
3. Jimmy Jacobsson - Team Color Racing - 12.52,679

Stillingen i Formel Renault

1. Tommy Schröter - 53 pts
2. Jacob T. Ludvigsen - 51 pts
3. Jimmy Jacobsson - 50 pts
4. Tom Pedersen - 43 pts
5. Jesper Wullf Laursen - 40 pts
6. Tommy Jespersen - 24 pts
7. Kasper Andersen - 17 pts
8. Jan Neumann - 16 pts
9. Dennis Wounlund - 10 pts
10. Franck Kechle - 9 pts
11. Helmut Sander - 7 pts
12. Niels Dyhr - 6 pts
13. Joakim Frid - 4 pts

Morten Alstrup