Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

SPORT LIVE klar med tv-dækning af Danish Karting League og DM-finaler

Go Kart 
09/04/24 

SPORT LIVE har indgået en ny tv-aftale med Dansk Automobil Sports Union (DASU) om dækning af tre afdelinger i gokartserien Danish Karting League samt årets DM-finaler.
 

Her til foråret tager Danish Karting League hul på en ny sæson, som byder på en række ændringer hvad angår både løbsformat og baner. For første gang bliver der afviklet løb i Thy og Grindsted, og derudover vil hver afdeling i denne sæson blive kørt over to dage med seks faste klasser: Micro 60, Mini 60, X30 Junior, X30 Senior, OK Junior og KZ2.


(Foto: Niklas Majgaard)

Søndag d. 16. juni sender SPORT LIVE direkte fra Thy Karting Center i Hanstholm, som lægger asfalt til Grand Prix Thy. Seerne kan også følge de afsluttende løb fra Grand Prix Grindsted d. 8. september samt finalestævnet Grand Prix Vojens d. 29. september.

SPORT LIVE vil desuden være til stede på Rødby Karting Ring søndag d. 11. august, når danmarksmesterskaberne i Karting skal afgøres. DM er en traditionsrig begivenhed, som gennem årene har været springbræt for kendte racerkørere som bl.a. Kevin Magnussen.

Hos Danish Karting League vækker den nye tv-aftale stor begejstring:

"Jeg er superglad for, at vi kan fortsætte samarbejdet med DASU og SPORT LIVE, og at deltagerne og følgerne af Danish Karting League således kan se frem til en øget tv-dækning i 2024. At Danish Karting League igen bliver sendt direkte og vist i de danske stuer, ser jeg som et vigtigt skridt i at gøre karting mere tilgængelig og sprede budskabet om vores gode sport," siger Mads Eielsø Hansen, direktør og Event Director i Danish Karting League.

Karting er også en del af DM-ugen i Herning, hvorfra SPORT LIVE sender Rotax-finalerne søndag d. 23. juni. Rotax er en selvstændig gokart-klasse med særlige motorer og regler.

Ekspert og medkommentator på tv-transmissionerne bliver Jacob Nørtoft, som til daglig er talent- og elitechef i Dansk Automobil Sports Union og har indgående kendskab til Karting.

Følgende løb dækkes på SPORT LIVE (med forbehold for ændringer):

Søndag d. 16. juni
Danish Karting League: Grand Prix Thy

Søndag d. 23. juni
DM-finaler i Rotax, Ikast

Søndag d. 11. august
DM-finaler i Karting, Rødby

Søndag d. 8. september
Danish Karting League: Grand Prix Grindsted

Søndag d. 29. september
Danish Karting League: Grand Prix Vojens

SPORT LIVE kan ses af næsten 700.000 husstande og distribueres i Danmark via YouSee, Norlys, Waoo, Allente og Altibox. Kanalen er også tilgængelig i Grønland via Nanoq Media og på Færøerne via Televarpið. Derudover kan SPORT LIVE streames gennem JFM Play.
Læs mere på www.sport-live.dk/sadan-far-du-sport-live

F3 Media Group