Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Der er fuld fart på arbejdet med næste års au2parts Rally Juelsminde

DM Rally 
05/12/23 

Til sommer vender den danske rallyelite tilbage til Juelsminde og Juelsminde-halvøen. Den 16.-17. august afvikles au2parts Rally Juelsminde, og der vil atter blive kørt stærkt og kæmpet om sekunder og tiendedele på en række hastighedsprøver.
 

”Vi forventer at kunne byde deltagerne på 140 km hastighedsprøver,” fortæller Ib Kragh, aktiv rallykører og primus motor bag alle de rallyarrangementer, som gennem årene er blevet afviklet i og omkring Juelsminde. ”Juelsminde-halvøen har så mange gode landeveje, og vi har fundet fire gode hastighedsprøver frem, som vi har brugt tidligere. Vi har således planer om, at der skal indgå en hastighedsprøve på 36 km i løbet, ligesom vi naturligvis skal køre i Juelsmindes gader.”

Men der kommer til at ske meget mere end det.

”Planen er, at Juelsminde i tiden op til selve løbet skal summe af rally. Det skal ske med aktiviteter, som binder byen sammen omkring løbet, men også aktiviteter, hvor vi i fællesskab gør noget for et grønt projekt i området,” siger Jeannette Kvick, der indgår i den styregruppe, som arbejder på afviklingen af au2parts Rally Juelsminde.


Arbejdsgruppen bag au2parts Rally Juelsminde – forrest (f.v.) Vibeke Ege Pedersen og Jeannette Kvick – bagest (f.v.) Anker Hedegaard, Ole Kragh, Erik Steen, Ib Kragh og Tina Brixen.
(Foto: Morten Alstrup)

”Vi afvikler løbet under sloganet Ren kærlighed til motorsport, hvor vi gennem de forskellige aktiviteter op til og under rallyet vil indsamle midler, som kan gå til et grønt projekt.”

au2parts Rally Juelsminde arbejder også på at aktivere en lang række af områdets forskellige foreninger, der ikke har motorsport og rally som deres omdrejningspunkt.

”I november havde vi møde med en række foreninger om, hvordan de kunne hjælpe os med at afvikle rallyet, og hvordan vi kunne hjælpe dem i deres foreningsarbejde,” fortæller Ib Kragh. ”Flere foreninger har allerede givet deres tilsagn om at indgå i det forberedende arbejde og er godt i gang med at lægge planer for, hvordan de på de bedste publikumssteder langs hastighedsprøverne kan oprette salgsboder og få penge i klubkassen til deres eget frivillige arbejde.”

Udover Jeannette Kvick og Ib Kragh består styregruppen bag au2parts Juelsminde også af Vibeke Ege Pedersen, Anker Hedegaard, Ole Kragh samt Tina Brixen og Erik Steen fra EC Sikring.

Rent sportsligt afvikles au2parts Rally Juelsminde som dels en afdeling af Dansk Super Rally, dels en afdeling af den populære Yokohama-rallysprintturnering, ligesom man for tredje gang skal kåre vinderen af EC Sikring Juelsminde Sprint.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Jeannette Kvick
  • Juelsminde
  • 17/08/24 - Juelsminde - Dansk Super Rally - DM
  •