Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Ny sejr i USA, points til Magnussen

Diverse 
18/09/23 

USA og danske racerkørere synes at være et godt match disse år. Efter succesen for de danske deltagere i Indycar-racing vandt Mikkel Jensen denne uge igen sin klasse i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, og nærmer sig et nyt mesterskab.
 

Mikkel Jensen sejrer på Indy!
Det er langt fra første gang Mikkel Jensen står øverst på podiet efter en sejr i Amerikas mest prestigefyldte langdistancemesterskab; LMP2-sejren søndag var sæsonens anden. Det skete tilmed på ”hellig grund” nemlig selveste Indianapolis Motor Speedway (GP-banen på inderkredsen), og selv om han aldrig havde set banen før betød det mindre; han og holdkammerat Steven Thomas vandt klassen med et forspring på ca. 19 sek. Mikkel kører dette år for det franske team TDS Racing og kæmper om den samlede sejr mod sin tidligere holdkammerat Ben Keating. Efter sejren søndag er holdet i føring.

I GTD kom Marco Sørensen og holdkammerat i mål på fjerdepladsen, og har ligeledes chancen for en samlet sejr; det hele afgøres i sæsonfinalen Petit Le Mans 14. oktober.

Fra zero to hero
Ting ændrer sig hurtigt i motorsport, og ingen steder mere end Formel 1. For to uger siden havde Kevin Magnussen, Nico Hulkenberg og Haas F1 efter eget udsagn et forfærdeligt løb på Monza, sæsonens værste, og sluttede sidst og næstsidst.

Spol hurtigt frem til weekendens Grand Prix på bybanen i Singapore, og begge biler kvalificerer sig i Q3, med Kevin P6! I løbet fightede danskeren et point hjem for tiendepladsen. For første gang i 11 løb vandt en anden end Max Verstappen; sejren gik til Carlos Sainz og Ferrari.

Noter

  • Mikkel Jensen har udviklet et sandt kærlighedsforhold til amerikansk motorsport, og kærligheden er gengældt. Den 28-årige Aarhusianer har deltaget i IMSA WeatherTech SportsCar Championship siden 2020, og søndagens triumf var nr. 10 i rækken. I tilgift er tre mesterskaber sat på c.v. Det hele i LMP2 (en gang samlet mester og to gange vinder af den særlige Endurance Cup). Det fjerde mesterskab kan sagtens vindes i år.
  • Foruden IMSA er Mikkel jo fabrikskører for Peugeot i WEC, stiller op i bl.a. Asian Le Mans Series og er generelt en af de mest efterspurgte sportsvognskørere i verden. Han har tidligere været fabrikskører for BMW.
  • På sit c.v. kan Mikkel Jensen også tælle et tyske mesterskab i Formel ADAC (2014) og samlet sejr European Le Mans Series LMP3 i 2019. Hertil mange enkeltstående løbssejre og podiepladser.
  • Haas F1 ligger i tæt duel med Alfa Romeo om placeringerne 8. og 9. i konstruktørmesterskabet. Haas fører med to points; Ikke uvæsentligt, forskellen udmøntes til 8-10 mill. Dollars i præmiepenge.

    Ugens special:

    Danmarks ukendte verdensstjerner
    Søndag d. 9. juli kunne to danske racerkører lade sig hylde fra podiet på Monza foran 60.000 ellevilde italienere. Det skete efter femte afdeling af World Endurance Championship (WEC); det næsthøjeste officielle mesterskab udskrevet af FIA, hvor Nicklas Nielsen og Mikkel Jensen sluttede hhv. P2 og P3.

    Man skulle tro det var noget der ville interessere den danske presse, men resultatet var larmende tavshed, bortset fra fagpressen og et par bemærkelsesværdige undtagelser. Ikke uventet, desværre.

    Sidst DR bragte nyt om WEC var så vidt jeg kan se 11. januar i år. Ret skal være ret: DR har i år transmitteret live fra det hjemlige standardvognsmesterskab og TV2 viser Le Mans samt streamer WEC. Men det burde ikke udelukke at man bringer resultater fra et VM.

    Misforstå mig ikke, F1 er det absolut største mesterskab i motorsport, og dækkes på fornem vis herhjemme af Viasat, men der er altså meget andet. Jeg har også selv fornøjelsen af at kommentere WEC på Eurosport og D+, men de platforme kan jo ikke ses af alle.

    Jeg gentager gerne at WEC er et af verdens mest prestigefyldte bilsportsmesterskaber med danskere i toppen i alle klasser. Det burde få mere opmærksomhed i de traditionelle medier.

    Det hele er så meget mere frustrerende som Danmark aldrig har stået stærkere end i disse år. Betænk engang: Nicklas Nielsen er Danmarks første officielle Ferrari-fabrikskører. Mikkel Jensen er blandt de seks udvalgte kørere til Peugeots storsatsning i Hypercar, og Michael Christensen er at finde i den nye Porsche 963. Alle tre har løbende sejrschancer når der køres WEC.

    Det er ikke for meget at sige at ovennævnte, samt en håndfuld andre, får mere omtale og er mere berømte i udlandet end deres hjemland Danmark. Desværre.

    Bo Baltzer Nielsen
    BBN Consult


    Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Marco L. Sørensen
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Mikkel Jensen
  • Nicklas Nielsen
  • Indianapolis Motor Speedway
  • Marina Bay Street Circuit
  • 17/09/23 - Indianapolis Motor Speedway - IMSA
  • 17/09/23 - Marina Bay Street Circuit - Formel 1 - FIA F1
  •