Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Mikkel Jensen før VM-debut med Peugeot: En drøm, der går i opfyldelse!

FIA WEC 
07/07/22 

World Endurance ChampionshipMikkel Jensen bliver den første dansker til at konkurrere i VM-seriens Hypercar-klasse, når Team Peugeot TotalEnergies stiller op til FIA World Endurance Championship på Monza den kommende weekend.
 


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Efter halvandet års venten kan Mikkel Jensen endelig melde klar til sin debut for Team Peugeot TotalEnergies, når det franske mærke vender tilbage til verdensmesterskabet for sportsvogne den kommende weekend. Spændingen er derfor skruet i vejret hos den 27-årige racerkører, som samtidig bliver den første dansker til at konkurrere i VM-seriens Hypercar-klasse.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Weekendens sekstimtersløb på Monza er fjerde afdeling af årets FIA World Endurance Championship, og Team Peugeot TotalEnergies stiller med to udgaver af den nyudviklede LMH-racer, 9X8. Mikkel Jensen skal dele den ene bil, #93, med de to tidligere Formel 1-kørere, franske Jean-Éric Vergne og britiske Paul Di Resta, mens søsterbilen, #94, besættes af britiske James Rossiter, amerikansk-brasilianske Gustavo Menezes og franske Loïc Duval. Og selv om ræset i højere grad vil bære præg af at være en test af det helt nye setup fremfor at være et forsøg på at sikre vinderpokalen, så er VM-løbet på Monza et afgørende punkt i projektet.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

– Jeg ser virkelig frem til debuten. Indtil nu har det været test og udvikling, og dét stopper naturligvis ikke. Men at skulle stille op til regulært løb er en milepæl for os. Jeg har selv været med i halvandet år, og før det har teamet arbejdet i to år på projektet. Det bliver en vigtig prøve for os. Selvom vi naturligvis kører for et godt resultat, så bliver debutløbet basalt set et spørgsmål om at finde ud af, om tingene virker. Vi skal have begge biler gennem løbet, og vi skal samle så mange data og så meget viden, som muligt. Simulatortræning og testsessions hjælper dig med at blive klogere, men når der gives grønt flag og du pludselig kæmper mod andre biler, er det et helt andet program, som går i gang. Det er kun fem måneder siden, bilen satte hjulene på asfalten, så vi er stadig ret tidligt i processen. Det bliver spændende at se, hvad weekenden kommer til at byde på, lyder det fra Mikkel Jensen.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Det er 10 år siden, Peugeot senest deltog i VM-serien og i 24-timersløbet på Le Mans, hvor mærket vandt den samlede sejr i 2009. Peugeot vandt også den franske klassiker i 1992 og 1993.

– Det bliver fedt endelig at være med til at køre om den samlede sejr i topklassen. Min karriere har indtil videre budt på flere store øjeblikke, men dét her er en særlig drøm, som går i opfyldelse. Det gælder også for resten af holdet, som emmer af spænding. Hele forløbet frem til nu har været en positiv oplevelse. Atmosfæren på teamet er fed, både på gode og dårlige dage. Man mærker, at der er et stærkt sammenhold omkring projektet, og det giver en helt særlig energi og motivation. Flere af de folk, som er tilknyttet teamet, er de samme, som var med, da Peugeot kæmpede om VM-sejrene for 10 år siden. Jeg glæder mig vildt til at komme ud og køre.


(Foto: Team Peugeot TotalEnergies)

Fjerde afdeling af FIA World Endurance Championship 2022 afvikles på Monza, hvor Team Peugeot TotalEnergies skal kæmpe mod Toyota Gazoo Racing, Alpine Elf Team og Glickenhaus Racing. I alt stiller 38 biler, fordelt på fire klasser, op til VM-løbet. Eventen skydes i gang med første træningssession fredag den 8. juli, mens lørdag den 9. juli byder på yderligere to træningssessions samt kvalifikation. Det seks timer lange løb flages grønt søndag den 10. juli klokken 12.00. Løbet kan følges live på TV 2 PLAY, Eurosport eller på FIA WEC-appen.

FIA World Endurance Championship - Tidsplan – Monza

Friday 8. April
15.30 – Practice #1 (90 min)

Saturday 9. April
09.00 – Practice #2 (90 min)
13.30 – Practice #3 (90 min)
17.50 – Qualifying (10 min)

Sunday 10. April
12.00 – RACE (6 hours)

Follow LIVE: TV 2 PLAY, TV 2 SPORT X, Eurosport, FIA WEC App

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Monza
  • 10/07/22 - Monza - FIA WEC - FIA VM
  •