Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SuperCup

Yokohama SuperCup inviterer til Reglementsdag 2022

SuperCup 
20/06/22 

Yokohama SuperCup vil gerne invitere alle nuværende og kommende kørere, samt alle andre som er interesseret i klassen, til en hyggelig lørdag, med afstemning omkring eventuelle indsendte reglementsændringer til 2023 sæsonen.
 

Arrangementet afholdes lørdag den 30. juli med start klokken 13.00.

Mødet afholdes i Østjylland - præcis lokation bliver offentliggjort i nærmeste fremtid.

Kun kørere, som har kørt mindst et løb i Gruppe N National SuperCup i indeværende sæson, samt bestyrelsesmedlemmer har stemmeret jf. foreningens vedtægter. Hver person har kun 1 stemme, selv hvis man både er kører og bestyrelsesmedlem.

Selve afstemningsdelen kan godt betegnes som ekstraordinær generalforsamling – men da det kun omhandler forslag til eventuelle reglementsændringer i sportsligt og teknisk reglement, har vi i 2022 valgt at kalde det for en reglementsdag i stedet for. Men så har vi gjort opmærksom på det.

HUSK – selvom vi stemmer om nogle reglementsændringer på mødet, skal de stadig godkendes af DASU, som så har mulighed for at sige ja eller nej til disse ændringer. Vi har fået en indikation fra dem, at de også ønsker et stabilt reglement for Yokohama SuperCup, uden de store ændringer, men har nogen et super godt og konstruktivt forslag, er det helt sikkert værd at bringe på bordet.

Kom gerne med nogle saglige, velbegrundede forslag, såfremt I har nogle, som kan være til gavn for alle kørerne i klassen.

Eventuelle reglementsændringer skal via linket på forsiden af www.supercup.dk, hvor der er en formular, som skal udfyldes. Kun forslag som er indsendt via denne formular rettidigt, kommer til afstemning. Forslagsstiller skal ligeledes være til stede på dagen, for at kunne argumentere for sit forslag.

Sidste frist for indsendelse af forslag er 16. juli, hvorefter alle de indsendte forslag bliver offentliggjort på hjemmesiden.

Alle der er interesserede i klassen og dennes fremtid er velkommen på dagen.

Tilmelding til arrangementet er obligatorisk og bindende, og skal ligeledes ske via linket på forsiden af www.supercup.dk. Sidste frist for tilmelding til arrangementet er 23. juli

Vi håber at se en masse folk til dette arrangement, så vi sammen kan få Danmarks bedste klasse styret godt ind i 2023, og de kommende sæsoner.

Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup

JJ Media