Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Torsdagsrally kommer igen til Horsens

Rally 
09/05/22 

Siden foråret 2016 har Torsdagsrally været nogle meget populære arrangementer, som giver nye udøvere af rallysporten mulighed for at prøve rally uden de store investeringer. Efter et par år med Corona, og dermed begrænset aktivitet, er der nu igen planlagt en fuld sæson med 8 arrangementer hen over sommeren. Her har man mulighed for, i forskellige byer, at teste sin bil og egne evner bag et rat i et fuldt lovligt og godkendt motorsportsarrangement.
 

Årets første Torsdagsrally køres i Horsens, torsdag den 19. maj, hvor XL-BYG på Marsallé 113, 8700 Horsens, har været så venlige at udlåne deres areal til aftenens arrangement, som starter kl. 18:00 og slutter kl. 21:00.


Frank Nielsen og Frederikke Simonsen i Peugeot 106 i HAMKs torsdagsrally i august 2021
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Alle motorklubber bag Torsdagsrally er medlem af Dansk Automobil Sports Union, som lige er blevet kåret til Årets Specialforbund 2022 under Dansk Idræts Forbund. Kåringen blev givet til unionen for at have ydet en ekstraordinær samfundsindsats ved at være innovativ på miljøfronten og udvikle e-sportsområderne markant.

Horsens Automobil & Motor Klub har siden 2017 været en del af Torsdagsrally, og glæder sig til at tage hul på endnu en sæson, som giver mulighed for at nye kommende udøvere af sporten kan komme i gang med rally under ordnede og sikre forhold, hvor Torsdagsrally-teamet står parat til at hjælpe med råd og vejledning.


Torsdagsrally august 2021 i Horsens - Anders Hansen og Nicolaj Aamann, Ford Fiesta
(Foto: Viggo Johansen, rallypics.dk)

Torsdagsrally er organiseret lovligt ræs, der er lige til at gå til, og som er godkendt af myndighederne. Du behøver ingen forudgående kendskab til sporten og heller ikke at være medlem af en klub, eller have licens. Det er en simpel udgave af Klubrally, hvor Torsdagsrally-teamet giver den nødvendige viden til efterfølgende at kunne deltage i Klubrally, hvis man skulle have lyst til at komme videre med rally.

For at komme i gang med Torsdagsrally skal du blot møde op med en lovlig og indregistreret bil, medbringende bilens registreringsattest. Du skal selvfølgelig have kørekort, og gerne medbringe en kammerat der vil være din 2. kører. Der er også mulighed for at en af Torsdagsrallys mentorer kan sætte sig i bilen og køre en tur med dig. Har du kørekort som 17-årig, kan du også deltage, men skal have en erfaren chauffør med kørekort ved din side. Både kører og 2. kører skal bære styrthjelm under kørslen. Har I ikke selv hjelme, kan de lånes af Torsdagsrally til brug på aftenen.

Horsens Automobil & Motor Klub ser frem til at komme i gang med Torsdagsrally igen, og invitere nysgerrige og kommende aktive rallykørere ind i sikre og organiserede motorsportsarrangementer. Torsdagsrally kan følges på: www.torsdagsrally.dk og www.facebook.com/torsdagsrally

Torsdagsrally og Horsens Automobil & Motor Klub ønsker velkommen til en ny sæson.

Horsens Automobil & Motor Klub

rallypics.dk
Viggo Johansen