Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
19/04/22 

Påsken bød atter på store danske bedrifter af landets bedste banekørere, og sejr til nyt dansk GT-team. Og den kommende weekend deltager fire danskere i Grand Prix’et på Imola.
 


(Foto: Inception Racing)

Siden sidst

Sejre på Imola

Første afdeling af European Le Mans Series (ELMS) gav ny sejr til Malthe Jakobsen.

For tredje gang i lige så mange løb i år kunne Malthe Jakobsen bestige sejrsskamlen i et stort, internationalt LMP3-enduranceløb. Efter andenpladsen i 24-timers løbet på Daytona i januar blev det til en sejr i Sebring 12 Hours for en måneds tid siden, og søndag var den unge thybo så atter manden bag en klassesejr i LMP3. Denne gang var det første afdeling af ELMS på Paul Ricard-banen i Frankrig, og Malthe sikrede sejren for COOL Racing efter en overhaling af den da førende på næstsidste omgang

De danske deltagere tog sig generelt godt for sig af retterne i det sydfranske. I LMP2 sikrede Nicklas Nielsen og holdkammeraterne hos AF Corse andenpladsen i Pro/Am serien (P8 samlet), og David Heinemeier Hansson kom i mål som P11 i sin debut for Inter Europol-teamet.

I GTE blev Michelle Gatting bedst placerede dansker som P4 i Ferrari, mens Mikkel Jensen/Frederik Schandorff kom i mål lige efter på femtepladsen, ligeledes i en Ferrari. Marco Sørensen måtte desværre udgå med sit Aston Martin-team.

Læs mere om ELMS her


Dansk sejr i Le Mans Cup

Lørdag kørtes første afdeling af Le Mans Cup, og her blev det nye danske team GMB Racing den store triumfator. Duoen Kasper H. Jensen/Kristian Poulsen vandt sikkert GT3-klassen foran landsmændene Gustav Birch/Jens Møller, alle i Honda.


Sejr til Grundtvig i åbningsløb

Påsken var også startskuddet til den nye sæson i British GB3. Det skete på banen Oulton Park, og for tredje gang siden sit skifte til klassen i 2021 lykkedes det Mikkel Grundtvig at vinde det såkaldte ”reverse-grid” løb, der er tredje og sidste heat på en løbsweekend.

Derimod var Bastian Buus uheldig i flere omgange i første afdeling af Carrera Cup France, og måtte tage til takke med en syvendeplads i et af heatene.



(Foto: LAT)

Det sker

Formel 1, 2 & 3 på Imola!

Årets første Formel 1 Grand Prix køres den kommende weekend på Autodromo Enzo e Dino Ferrari (Imola) i Italien, med den officielle betegnelse GRAN PREMIO EMILIA-ROMAGNA 2022. Danmark er selvfølgelig igen repræsenteret i kongeklassen Formel 1 ved Kevin Magnussen, der starter for Haas F1. Løbet i Imola er også specielt, idet der lørdag køres et sprintrace for F1; det første af tre i denne sæson.

Ferrari og Charles Leclerc har som bekendt fået en forrygende start på sæsonen, så mon ikke arrangørerne kan melde ”alt udsolgt” på tilskuerpladserne!

På programmet er også tredje afdeling af FIA Formula 2, hvor Frederik Vesti er på plads for ART Grand Prix, men også i FIA Formula 3 er der uventet dansk deltagelse. Oliver Rasmussen er hasteindkaldt hos Trident, der sidste år vandt teammesterskabet i klassen, og deltager i løbet der er anden afdeling af mesterskabet; tilmed med startnummer #1.

Det hele kan følges på Viasats kanaler.

Læs mere på formula1.com



Bastian Buus
(Foto: Alexis Goure)

Porsche Super Cup med dansk deltagelse

Der er således nok at holde øje med for entusiaster, og som om ovenstående ikke er nok er der også dansk deltagelse i første afdeling af Porsche Super Cup på samme bane. Bastian Buus debuterer for det sejrsvante Lechner Racing.

Også dette løb kan følges på TV; bl.a. på Eurosport.

Porsche Super Cup kan følges her


Træning på Indy!

Christian Lundgaard får den kommende weekend chancen for selv at prøve ikoniske Indianapolis Motor Speedway i en IndyCar, når træningen til selve løbet om en måneds tid indledes. Der er planlagt to testdage.

Følg Indycar her