Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Dødsfald: Reine Wisell

Formel 1 
22/03/22 

1941 - 2022

Den tidligere svenske F1 kører Reine Wisell er i weekenden død i sit hjem i Thailand. Han blev 80 år.
 

Det var som tidligere svensk mester i F3, at han i 1970 fik en lidt pludselig debut i F1. Efter Jochen Rindts tragiske død på Monza valgte teamets 2. kører, John Miles at trække sig - bilen var for farlig, mente han. Wisell blev hentet ind i teamet - og på en dag, hvor en ung Emerson Fittipaldi vandt sin første sejr på Watkins Glen i New York, blev Wisell nr. 3. i sit debutløb.

Men en stor karriere kom der ikke ud af det. Godt nok gav indsatsen en kontrakt for hele 1971, men '71 var ikke Lotus' år. Wisell fik 9 point ud af sæsonen og sluttede som nr. 12 i VM. Men det var ikke nok for Lotus. I stedet kom han til BRM i 1972, hvor hans deltagelse var nogenlunde konstant, men uden de store resulater. Sæsonen sluttede med et comeback hos Lotus, hvor han kørte de sidste to løb.

Dermed sluttede Wisells F1 karriere sådan set også. I 1973 og 1974 kørte han et løb om året. Derudover var der et mislykket forsøg på at kvalificere i Sverige i 1973. Altsammen bag rattet i en March. Det sidste løb var i Sverige i 1974, hvor han startede som nr. 16 og udgik med affjedringen efter 59 omgange. Det var i øvrigt samme løb, hvor Tom Belsø sluttede som nr. 8

Efter tiden i F1 kørte Wisell flere år i Saloon Cars, siden forsvandt han ud af rampelyset. I 80'erne dukkede han lidt op igen og deltog i økonomiløb - og endnu senere tog han turen Malmö - Amsterdam på en enkelt tankfuld, i en VW Lupo.

Martin Møller-Thomsen