Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4 DK

Magnus Pedersen tager familieteamet med til Formel 4

Formel 4 DK 
14/03/22 

Formula 4 DKEndnu et gokarttalent har gjort sig klar til at tage næste store skridt i karrieren. Magnus Pedersen har de seneste sæsoner kørt sig til flotte resultater i international karting; senest med en 25. plads ved VM i Bahrain i december måned. Nu er fokus til gengæld rettet mod Formel 4 og de danske baner.
 

– Vi var allerede ude at teste en F4-racer sidste år, og det var en fed oplevelse, så det var ikke en særligt svær beslutning, fortæller 14-årige Magnus, der kommer til start med sit vanlige team, MP Racing. Chefmekaniker er Magnus’ far, Michael, præcis som det har været tilfældet i gokarttiden.

I vinterens løb har familieteamet adskilt den indkøbte Formel 4-bil og klargjort den efter alle kunstens regler. Inden længe tager de hul på et grundigt testprogram, så Magnus og teamet er klar til sæsonstart.

– Bilen er samlet og dekoreret, så vi er faktisk klar til at teste nu. Målet er at få mange kilometer i bilen inden sæsonen starter – det bliver godt at komme i gang, siger Magnus, som glæder sig til en lærerig sæson i dansk banesports talentklasse:

– Der bliver mega meget at lære, både bag rattet og omkring hele skiftet til banesport, men jeg er helt klar til bare at tage et skridt ad gangen, slutter han.

Første løb i det danske Formel 4-mesterskab køres den 7-8. maj på Padborg Park.

Formel 4 Danmark