Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Tai Woffinden skifter til Esbjerg Vikings

Speedway 
24/01/22 

Tilskuerne på Granly Speedway Arena kan se frem til at opleve den tredobbelte verdensmester Tai Woffinden, hvor han sammen med Niels-Kristian Iversen bliver en stærk duo af A- kørere.
 

Der er stadig nogle måneder til, at speedwaysæsonen for alvor bliver skudt i gang på de danske baner, men heldigvis er der masser at glæde sig til for fans af den hæsblæsende sport. Esbjerg Vikings har til sæsonen 2022 hentet et af de navne, som viser ambitionsniveauet hos vestjyderne, der denne sommer også er værter for verdens største speedway-begivenhed, Speedway of Nations, på Granly Speedway Arena.


(Foto: Mateusz Wojcik)

- Den her aftale er en tydelig markering af vores ambitioner. Vi vil udvikle den her klub, hvor der i forvejen sker rigtigt mange spændende ting med blandt andet Speedway of Nations, og en kører som Tai Woffinden er et perfekt match i forhold til dette. Han er en absolut topkører, som er blandt de allerbedste i verden, og han har den helt rigtige karakterer til at passe ind på vores hold som en person, der er villig til at være en del af klubben og holdet. Vores snakke med ham har vist det engagement, som vi vil bygge den her klub på, siger holdleder Tom Paarup Madsen, der glæder sig til at arbejde med en yderst spændende trup.

- Vi har en stærk rygrad af danske kørere med stort lokalt islæt, og vi vil supplere dem med de bedste udenlandske kørere, som også er klar til at engagere sig i projektet. Vi håber, at dette bliver et langvarigt samarbejde, og nu har vi en stærk duo af A-kørere med Tai Woffinden og Niels-Kristian Iversen, så vi er klar til at sende et godt hold på banen. Med sådan en tilføjelse til holdet er vores mål selvfølgelig at være med i toppen af SpeedwayLigaen. Tai Woffinden er tredobbelt verdensmester, og Niels-Kristian Iversen har i årevis vist kvaliteterne i den danske liga, så vi har en god fornemmelse omkring den kommende sæson. Tai Woffinden er rendyrket kvalitet, og vi er selvfølgelig ekstremt tilfredse med, at han er en del af Esbjerg Vikings.


(Foto: Mateusz Wojcik)

Woffinden glæder sig til Granly Speedway Arena
For Tai Woffinden er aftalen med Esbjerg Vikings muligheden for at sætte sit aftryk på en ny liga, og han ser frem til at prøve kræfter med både den nye vestjyske hjemmebane og SpeedwayLigaen.

Vikingerne har sikret sig et af sportens helt store navne i skikkelse af Tai Woffinden, og den tredobbelte, individuelle verdensmester satser på, at han kan sætte samme markante aftryk, som han har gjort i ligaerne i Polen, Sverige og England gennem årene.

- Jeg ser frem til at køre i den danske liga, for det er en liga, jeg altid har ønsket at køre i, men det har aldrig været muligt før med mit øvrige program. Klubben har store planer, og jeg ser frem til at arbejde med gutterne på holdet, og så må vi se, hvad vi kan gøre, lyder det med et smil fra Tai Woffinden, der glæder sig til at indtage dansk speedways vugge i Esbjerg.

- Banen ser rigtigt god ud, og der er meget spændende talent på holdet. Det er vigtigt for mig, for jeg elsker at arbejde sammen med unge gutter, der vil lære mere. Esbjerg Vikings vil rykke sig i fremtiden som værter for Speedway of Nations denne sommer, og jeg ser meget frem til at have min nye hjemmebane på Granly Speedway Arena, fastslår Tai Woffinden.

Dyhr: Vi løfter os hele tiden
Med aftalen med Tai Woffinden har Esbjerg Vikings taget endnu et skridt, og der er mere på vej.

I efteråret blev det officielt, at Granly Speedway Arena skal danne ramme om den allerførste udgave af det nye format af Speedway of Nations, der gør det til den største speedwaybegivenhed i verden med fire løbsdage i træk, og i dag har Esbjerg Vikings løftet sløret for endnu en markant nyhed. Den tredobbelte verdensmester Tai Woffinden hentes til holdet med hjælp fra gode samarbejdspartnere som Granly Gruppen, Jørgen Holm Ejendomme og Superior. Det glæder naturligvis direktør Lars Guldager Dyhr, at det har været muligt at lande sådan en aftale.

- Vi ser rigtigt meget frem til at præsentere Tai Woffinden for vores fans på Granly Speedway Arena, og vi håber, at både Esbjerg Vikings og resten af SpeedwayLigaen vil nyde godt af, at vi henter sådan et navn. Vi er sikre på, at vi kan tage flere skridt fremad sammen, og det giver os et nyt potentiale både på banen og rent kommercielt, hvor vi i forvejen oplever stor opmærksomhed fra nuværende og nye samarbejdspartnere, konstaterer Lars Guldager Dyhr, som har øjnene rettet mod fortsat udvikling.

- Vores ambition er, at vi fortsat skal vokse som organisation, og når vi når et af vores mål, så går vi efter det næste. Der er en klar plan om at skabe en ny spændende historie i dansk speedways vugge her i Esbjerg, hvor Esbjerg Vikings i forvejen har en stolt historie som den ældste nuværende speedwayklub i landet, og det vil vi arbejde videre på, siger Lars Guldager Dyhr og uddyber.

- Vi har mange drømme, og heldigvis er vi i stand til at realisere dem i disse år. Det sker med hjælp fra vores loyale samarbejdspartnere, som jeg gerne vil sende en stor tak til, og vi kigger blandt andet også på, hvordan vi kan forbedre forholdene for vores talentmasse og faciliteterne generelt. Vi vil vokse på alle plan, og vi viser kontinuerligt, at det er muligt at flytte noget, hvis vi arbejder hårdt på tingene. Det er vi ikke bange for i Esbjerg, hvor vi har solid opbakning fra Esbjerg Kommune og de mange lokale virksomheder, som har lignende ambitioner, lyder det fra Lars Guldager Dyhr, der glæder sig til et fedt speedwayår.

- Med Speedway of Nations og aftalen med Tai Woffinden har vi sat os endnu tydeligere på landkortet, og vi kan mærke opmærksomheden på blandt andet interessen for billetter til sommerens store begivenhed. Det åbner vi, når vi er helt klar, og der er meget, der tyder på, at der bliver rift om pladserne. For Tai Woffinden er det selvfølgelig også attraktivt, at han har hjemmebane på Granly Speedway Arena, hvor guldmedaljerne skal uddeles, og det er da for fedt, at det hele skal afgøres herude. Vi glæder os over, at vi kan være med til de sjove ting, og så forsøger vi hele tiden at gøre tingene på vores egen, vestjyske måde, så vi bibeholder vores egen karakter. Det er den måde, vi vil bygge holdet og klubben op på, og så gør det heller ikke noget, hvis det sker med lidt glimt i øjet, siger Lars Guldager Dyhr med reference til Esbjerg Vikings sociale medier.

EMS Elite