Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Super GT Danmark

Motorproblemer ødelægger weekenden for Casper Røes

Super GT
Danmark 

24/08/21 

Super GT DanmarkCasper Røes gik på sommerferie efter en rigtig flot weekend på Jyllandsringen, men da han i den forgangne weekend skulle følge op på det på den selvsamme bane, var der slet ikke den fornødne fart i raceren.
 

Set udefra så det meget underligt ud, men her et par dage senere kan den hurtige fynbo løfte sløret for, hvad der gik galt. ”Da vi landede hjemme på værkstedet søndag aften, kunne vi konstatere, at der kun er kompression på 5 af motorens 6 cylindre. Jeg har kørt hele weekenden med betydeligt færre hestekræfter end mine konkurrenter,” fortæller en ærgerlig Casper Røes fra hjemmet i Bellinge.


(Foto: Røes Motorsport)

”Det var på mange måder en ret underlig oplevelse, for det meste af tiden havde jeg faktisk en ret god fornemmelse, når jeg sad bag rattet – mine mekanikere havde sat bilen helt rigtigt op, og den føltes faktisk god. Bilen var i balance, og den gjorde det, jeg bad den om. Det gik bare ikke hurtigt.

I de frie træninger kørte vi på nogle godt brugte dæk, for her koncentrerede vi os om balancen i raceren, og den føltes som sagt rigtig god – og her gik vi ud fra, at de lidt langsomme tider blot skyldtes de gamle dæk. Da det blev alvor i tidtagningen, blev vi klogere, for nu var der nye dæk på bilen, men det gik stadig langsomt.”


(Foto: Røes Motorsport)

Henover weekenden skiftede Røes Motorsports mekanikere flere dele på bilen i et forsøg på at finde frem til årsagen til den manglende fart, men der var ingen synlig forskel, uanset hvad man forsøgte. Data fra bilen afslørede, at det primært var på de lige stykker og under acceleration, Casper mistede terræn til konkurrenterne, så efterhånden fik man bange anelser om, at det måske var motoren, den var gal med. ”Problemet er bare, at det ikke umiddelbart kunne lade sig gøre at måle på motorens effekt midt under løbsweekenden, for vi kunne ikke opdrive det fornødne værktøj og måleudstyr noget sted. Derfor var vi nødt til at køre weekenden færdig i et forsøg på at begrænse pointtabet mest muligt,” fortæller Casper Røes, som er i gang med sin 4. sæson i Super GT serien.

Fejlen på motoren betyder, at Røes Motorsports mekanikere igen skal på hårdt arbejde. Motoren skal pilles ud af bilen for 4. gang i denne sæson, hvorefter den skal fragtes til et specialværksted på Sjælland, hvor den bliver renoveret. ”Motoren er plomberet, så vi må ikke selv begynde at skrue i den. Den skal en tur til Sjælland, og så må vi smøge ærmerne op, når den kommer retur. Der er jo mindre end 14 dage til Night Race, og her skal vi gerne være klar til at køre med om sejren.”


(Foto: Røes Motorsport)

Casper Røes fortæller, at han har ondt af sine mekanikere, som med 3 tidligere motorskift i den grad har været på hårdt arbejde i denne sæson, og som nu skal i gang med den store opgave endnu engang. Samtidig understreger han, at han er dybt taknemmelig for den indsats, hans folk yder gang på gang.

”Motorsport kan være enormt ubarmhjertigt, og det er ofte de små marginaler, der gør en kæmpe forskel. Før sommerpausen kørte jeg topplaceringer hjem med denne motor, og siden da har den blot kørt et par testdage – og nu står vi med en motor, der har mistet kompressionen på den ene cylinder. Det er svært at forstå, hvor sådan en fejl kommer fra, men vi må kigge fremad og fokusere på at gøre det bedre i de kommende løbsweekender. Næste løb på kalenderen er Night Race, og her forventer vi fuldt hus på tribunerne. Det løb kunne jeg altså godt tænke mig at vinde,” slutter Casper med et lille smil.

Night Race afvikles på Padborg Park lørdag d. 3. september.

Jens Hvas
Røes Motorsport


Læs mere om:
  • Casper Røes
  • Røes Motorsport
  • Jyllandsringen
  • 22/08/21 - Jyllandsringen - Super GT Danmark
  •