Mere end 100 kartingkørere er tilmeldt løbene på Rødby Karting Ring, når det i weekenden går løs med første afdeling af Dansk Super Kart, DSK. Rødby Go-Kart Klub på Lollands sydspids lægger dermed asfalt til de første DSK-løb siden 2019, da serien ikke blev afviklet i 2020 grundet corona-restriktionerne.
(Foto: Bo Skovfoged)
Og noget tyder på, at der har været stor iver efter at komme i gang med karting på topplan herhjemme. I hvert fald er antallet af tilmeldte det højeste i fem år med 102 tilmeldinger i skrivende stund fordelt på otte klasser.
”Jeg glæder mig sindssygt meget, vi håber bare, at vi kommer godt i gang og får startskuddet på et godt samarbejde i dansk karting,” siger Morten Willum, der er race director for Dansk Super Kart.
”Det er det højeste antal tilmeldte i en årrække, og vi får løbende eftertilmeldinger også. KZ-klassen og OK Junior ser rigtig flot ud med store og stærke felter, og så tyder noget på, at vi har ramt nogle af breddekørerne også, da eksempelvis DASU Senior-klassen også er godt med. Samlet har vi lidt flere tilmeldte her, end vi havde håbet på,” siger Morten Willum videre.
Til DSK 1 er der, ud over underholdning på banen, også underholdning uden for, da CEC Event stiller med loungeområde med eventtelte, cafeområde, bar og storskærm, hvor der blandt andet vises EM-landskamp mellem Danmark og Finland lørdag aften.
Deltagerne kører om præmier – ud over æren – som inkluderer udstyr fra Unipro, testdag i racerbil fra af brianmadsen.com, pengepræmier samt gavekort fra GP Racing.
Der køres træning fredag, mens kvalifikation og heat afvikles både lørdag og søndag for klasserne.
(Foto: Bo Skovfoged)
Se den foreløbige deltagerliste her på dasu.dk
Dansk Super Kart kan følges via livetiming her.
Søndagens løb bliver vist forskudt på tv-kanalen SPORT-Live.
Sådan køres Dansk Super Kart samt DIF DM i 2021:
DSK 1 Rødby 11., 12. og 13. juni
DSK 2 Vojens 9., 10. og 11. juli
DSK DM Thy 20., 21. og 22. august
DSK 3 Grindsted 10., 11. og 12. september
|