Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
08/06/21 

Læs i DASUs elitenyhedsbrev: Michael Christensen skriver historie!
 

Siden sidst

Unik præstation af Michael Christensen, topresultat til Malthe Jakobsen og dansk kartingsucces i Tyskland


Michael Christensen hylder Kévin Estre, der kører 'Grelle' over stregen
(Foto: Porsche AG)

Michael C bliver historisk!

Michael Christensen tørstede efter endnu en klassikersejr, og den kom i den grad i weekenden hvor han sammen med holdkammeraterne Estre/Cairoli vandt det berømte 24-timers løb på Nürburgring for Porsches fabriksteam Manthey. Michael har nu vundet 24-timers løbene på Le Mans, Daytona, Nürburgring og Spa samt andre klassikere som 12-timersløbet på Sebring samt syv VM-løb siden 2015. Og nå ja, så vandt han jo også VM for GT-kørere i sæsonen 2018-19! En helt unik præstation som ingen anden dansk racerkører har præsteret før.

Løbets anden danske verdensmester Nicki Thiim var godt med fremme, men desværre blev en af Nickis holdkammerater involveret i et uheld der betød Audi-teamet sluttede P17.

Blandt de øvrige danske deltagere kom Nicolaj Møller Madsen også godt igennem weekendens strabadser med en tredjeplads i sin klasse. Henrik Bollerslev blev toer i sin klasse, mens Christina Nielsen vandt sin klasse. Rasmus Helmich blev P5 i sin klasse, hvor også Niels Borum (P7) og Nicolaj Kandborg (P9).

Årets løb i ”det grønne helvede” blev i øvrigt neutraliseret i det meste af natten grundet regn og tæt tåge i Eifelbjergene; et ikke usædvanligt fænomen på de kanter.

Læs mere og se highlights på motorsportdanmark.dk her.

Baku blev ikke vendepunktet

Heller ikke tredje runde af FIA Formula 2 Championship gav det håbede topresultat for Alpine Academy Driver Christian Lundgaard. I modsætning til sidste runde i Monaco lykkedes det dog denne gang for danskeren at score points i hovedløbet (P9), men det blev desværre ikke til points i de to sprintløb. Nu venter en pause inden næste runde, der køres på Silverstone i juli.

Se mere på formula2.com og læs Christians egen beretning på motorsportdanmark.dk her.

Årets bedste til Malthe

Tredje afdeling af European Le Mans Series (ELMS) blev den hidtil bedste for den unge Thybo Malthe Jakobsen, der sammen med holdkammeraterne hos RLR Msport kom i mål på P4 i LMP3-klassen. Det var holdets hidtil bedste resultat i denne sæson. Derimod var der uheld til Michelle Gatting og holdkammerater hos Ferrari-holdet Iron Lynx i GTE. En af Michelles holdkammerater blev ramt af en konkurrent, og holdet måtte udgå.

Læs mere på europeanlemansseries.com

Kartingsucces i Tyskland

Anden afdeling af Deutsche Kart Meisterschaft blev kørt på banen i Wackersdorf, og blev en stor succes for de mange danske deltagere. Bedst gik det i klassen OK, hvor Elias Olsen hentede en tredje- og en fjerdeplads i de to finaler. Marius Kristiansen, Magnus Terkildsen, Mathias Bjerre Jakobsen, Julie Friis og Silas Gibson hentede ligeledes points i det skrappe selskab. Også blandt juniorerne var der opmuntrende danske resultater. Bedst gik det for Jonathan Weywadt med P4 og P7 i de to finaler, men også David Walther og Tobias Clausen var godt med fremme.


(Foto: Christian Vermeulen)

Det sker

VM i Portugal

Kun en uge efter sejren på Nürburgring skal Michael Christensen i aktion igen, når han er til start for Porsche i anden afdeling af World Endurance Championship på banen i Portimao. Da løbet køres over otte timer, er Michael hentet ind til sin gamle VM-makker Kevin Estre samt Neel Jani i Porsche # 92 i GT Pro. Den tidligere verdensmester har selskab af yderligere fem danskere i løbet. I LMP2 stiller danske High Class Racing med ren dansk kørerbesætning i form af Jan Magnussen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen, mens den regerende mester Nicklas Nielsen får konkurrence fra Mikkel Jensen i GT Am-klassen. Begge er til start i Ferrari.

Løbet kan følges på både Eurosport og TV2 Sport.

Mere info på www.fiawec.com

Kevin i Detroit

Kevin Magnussen jagter sæsonens første sejr i sin nye karriere i USA, og måske kommer den på lørdag, når fjerde runde af IMSA WeatherTech Sportscar Championship for DPi prototyper sammen med et felt af GT-biler er til start på Belle Isles-bybanen i Detroit. Kevin er atter til start for CGR Cadillac sammen med Renger van der Zande.

Læs mere på www.imsa.com

Danskere i Østrig

Bastian Buus (Porsche Carrera Cup), Nicolaj Møller Madsen (ADAC GT4) og Martin Andersen (ADAC TCR) er med når Red Bull Ring i Østrig den kommende weekend lægger asfalt til tyske mesterskabsløb.

Se mere på adac-motorsport.de

Dansk Super Kart i Rødby

Dansk Super Kart kører på Rødby Karting Ring, når RGKK er værter for første afdeling. Godt 100 kartingkørere er tilmeldt, og finalerne søndag vises på tv-kanalen SPORT-Live.


(Foto: Bo Skovfoged)

Ny podcast: Hør Mikkel Jensen fortælle om Peugeot-aftale, Le Mans og meget mere

I denne udgave af podcasten Det ternede flag har vi besøg af Mikkel Jensen – nyslået Peugeot-fabrikskører i det franske mærkes nye satsning i FIA WEC og dermed også på Le Mans i den absolutte topklasse.

Læs mere og lyt med på motorsportdanmark.dk her.