Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Verstappen snupper sejren i Monaco

Formel 1 
23/05/21 

Gigantisk skuffelse for Leclerc
Der skete noget i Monaco. Leclerc kom ikke til start, Hamilton skuffede trods hurtigste omgang. Vettel og Perez gjorde det godt og Bottas overvejer at skifte værksted. Og, som nævnt i overskriften, så vandt Verstappen. Derudover skete der ikke så meget.
 

Nogle gange sker det største drama, inden en begivenhed rent faktisk går i gang. I dag i Monaco var det største drama at manden på pole, hjemmebanehelten Charles Leclerc ikke kom til start. Da pitten lukkede var Ferrari nr. 16 ikke ude på gridden, men holdt stille i pitten. Der var problemer med en venstre drivaksel. Det var ellers den højre side, der blev skadet i kvalifikationen lørdag. Ferrari kunne ikke nå at få lavet bilen, så stakkels Leclerc måtte se løbet fra pitten.

Det betød at pole pladsen stod tom, da løbet startede. Verstappen var 2'er og startede fra den venstre siden af banen, den side, der ikke er ideal linje, den side, der ikke er ren. Fra 3. pladsen havde Bottas frit løb mod første sving, men Verstappen havde efter opvarmningsomgangen, placeret sin bil, ikke så den pegede lige ud, men på skrå, med snuden rettet mod ideallinjen. Han ankom først til det eftertragtede spor, Bottas måtte bakke af. Så var det ligesom sat på plads.

Nogen kamp kom det aldrig til mellem dem. Og da Bottas nåede til sit pitstop, var det slut for finnen. Teamet var ude af stand til at få højre forhjul af bilen. Dermed var der ikke andet at gøre, end at trække bilen ud af løbet. Det sendte Sainz frem på 2. pladsen. På et tidspunkt mod da der var en tyve omgange, så det ud til, at spanieren måske skulle indhente Verstappen, så der kunne blive kamp om sejren. Men det skete ikke.

Det samme gjorde sig gældende for Lando Norris og Sergio Perez. Der var også optræk til en duel, der aldrig kom. Norris kørte et fint løb på vej til 3. pladsen, mens Perez kæmpe sig frem fra den skuffende 9. plads han startede på. Det var den rigtige taktik, der trak mexicaneren frem til den forreste del af feltet. Mens andre skiftede dæk, ventede Perez og nåede endda at føre nogle omgange.

Sebastian Vettel kørte sit bedste løb i meget lang tid. Han var startet 8'er - lige foran Perez - og sluttede lige efter ham. Et godt timet pitstop bragte ham ud på banen lige foran to, der troede de skulle kæmpe om en 5. plads: Pierre Gasly og Lewis Hamilton. De to startede 6 og 7, og sluttede 6 og 7 - på trods af, at de eneste to, der udgik, lå foran dem. Så reelt set blev de to sat to pladser tilbage. For Gasly kan man sige, at det er vikårerne når man kører for Alpha Tauri og en 6. plads er sådan set et fint resultat i den bil. For Hamilton er historien lidt anderledes. At man har en dårlig dag lørdag kan ske for alle. Men når man er på hans niveau, skal man ikke have to dårlige dage i træk. Bevares, teamet skulle måske ikke have smidt hårde dæk på hans bil, på et tidspunkt hvor alle andre fik medium på deres bil. Men alligevel må man forvente mere af verdens bedste kører, i verdens bedste bil.

Selve situationen, da Vettel kom ud lige foran dem, var i øvrigt løbets mest intense øjeblik og samtidig det dårligst producerede tv i flere år. Situationen var at Hamilton var ved at lægge an til angreb på Gasly, og Vettel kommer ud af pitten samtidig med at de to andre befandt sig på langsiden. Med få centimeter lykedes det Aston Martin køreren at komme foran, og så satte Gasly et angreb ind. Det blev afvist, men det så vi ikke, fordi produceren lige der syntes det var vigtigere at vise et replay af, at Stroll dansede over nogle kerbs.

Mod slutningen af løbet, da Hamilton helt havde opgivet at komme forbi Gasly, skiftede han til bløde dæk og kørte hurtigste omgang og kom således afsted fra et skuffende løb, med et ekstra point.

På 8. pladsen finder vi kerb-danseren Stroll, der kørte et superlangt første stint - en taktik der gav et resultat, selvom han let slingrende kørsel var ved at skabe problemer for ham. På vej ud af pitten blev han mistænkt for at have krydset den linje der adskiller pitudkørsel fra bane. Men Stroll slap for videre tiltale og på billederne kunne man dog også tydeligt set, at han måske nok kyssede stregen, men han overskred den ikke.

De sidste to, der fik point var Ocon og Giovinazzi, der begge kørte fornuftige løb.

Ikke det bedste løb i Monaco, eller i år. Men heller ikke det værste. Et Monaco løb med de sædvanligt manglende overhalinger, men alligevel med en moderat mængde drama.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Monaco
  • 23/05/21 - Monaco - Formel 1 - FIA F1
  •