Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
27/10/20 

Læs i DASUs elitenyhedsbrev: Blandede danskerresultater i Belgien, Kevins Haas-exit - og ny podcast!
 


(Foto: SRO)

Siden sidst

Nicklas nr. 5 på Spa

Halvvejs igennem 24-timers løbet for GT3-biler på Spa-Francorchamps i Belgien så det godt ud, set med danske briller. De to Lamborghini-kørere Dennis Lind og Frederik Schandorff kæmpede om føringen i hhv. generalklassementet og i klassen Silver, men først crashede Dennis og udgik, og derefter skete det samme for Frederiks medkører MacDowall.

Også Mikkel O Pedersen udgik, og tilbage var fire danskere.

Bedst gik det for Nicklas Nielsen og Ferrari Corse #51. Holdet var i spil til den samlede sejr helt frem til sidste time, men måtte tage til takke med en fin femteplads. Sidste års vinder Michael Christensen og Porsche kom i mål som P13 i generalklassementet.

Nicolai Kjærgaard kom i mål som P5 i Silver-kategorien (samlet P28), og Benjamin Goethe blev nr. 7 i samme kategori (P33).
Læs mere her.

I rammeprogrammet til 24-timers løbet på Spa var der også danskere i aktion. Bastian Buus og hans tyske holdkammerat hentede en andenplads i det første af to løb i næstsidste afdeling af European GT4 Series, men udgik af det andet. Samlet fører den unge sydjyde dog stadig. Nicolaj Møller Madsen og holdkammerat hentede også gode points til mesterskabet med en femte- og en syvendeplads.

I Trofeo Lamborghini Europe scorede Noah Watt og Kevin Rossel også gode points; førstnævnte med en tredjeplads i et af løbene.

Finale i St. Petersburg

Sidste afdeling af US F2000-serien blev ikke mindeværdig for Christian Rasmussen. Christian udgik af første løb i gaderne i St. Petersburg, Florida, og blev P5 i andet løb. Men det er ligegyldigt, da han allerede havde sikret sig titlen i næstsidste runde.

Læs mere om serien her.

Intet held til Kevin

Heller ikke i det portugisiske Grand Prix i Portimao havde Kevin Magnussen heldet på sin side. Haas-teamet var ikke konkurrencedygtige på den glatte bane, og Kevin forsøgte sig derfor med en alternativ strategi. Men da stort set ingen af de forankørende udgik blev resultatet P16, en placering foran holdkammerat Romain Grosjean.

I tilgift blev det inden løbet klart at Kevin ikke får forlænget sin kontrakt med teamet i 2021 - det taler vi om i vores seneste podcast her.

Løbet vil blive husket for sejrherren Lewis Hamilton. Med sejr nr. 92 overgår briten den tidligere rekordholder Michael Schumacher (91 sejre), og skriver sig dermed nok engang ind i historien. Hamilton er nu meget tæt på sit syvende verdensmesterskab, og dermed komme op på siden af tyskeren også hvad antal VM angår.

Der resterer fem afdelinger af VM i Formel 1.

Se mere på www.formula1.com


(Foto: Zak Mauger / LAT Images)

Det sker

Formel 1 på Imola

Kun en uge efter det portugisiske Grand Prix samles F1-feltet atter. Denne gang gælder det den klassiske Autodromo Enzo e Dino Ferrari (Imola), der lægger asfalt til Formula 1 Emirates Gran Premio Dell'emilia Romagna 2020.

Løbet adskiller sig ved kun at køres lørdag og søndag. Årsagen er det tidspres der opstår ved at flytte hele det store cirkus fra Algarve i det sydlige Portugal per lastbil til Italien indenfor en uge.

Kevin Magnussen er til start for Haas.

Se tv-tiderne på www.viasat.dk/tv-guide.

Læs mere og følg det via livetiming på Formula 1’s hjemmeside her.

Finale i ELMS

Sidste afdeling af European Le Mans Series (ELMS) afvikles på banen i Portimao, der således for anden weekend i træk er vært for et stort stævne.

Fem danskere er til start, Mikkel Jensen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen i LMP2, Malthe Jakobsen i LMP3 og Michelle Gatting i GT.

I modsætning til 2019 kan ingen af danskerne vinde mesterskabet i deres klasse, men alle har været en tur omkring podiet i indeværende år, og har mulighed for at gøre det igen.

Se www.europeanlemansseries.com hvor løbet også livestreames.

Oliver i Barcelona

På Grand Prix-banen i Barcelona køres den kommende weekend sjette runde af FIA Regional European F3 Championship. Oliver Rasmussen har vundet tre sejre indtil nu, og indtager også en øjeblikkelig tredjeplads i mesterskabet.

Se mere om løbet her.

Forinden venter en dags test for PREMAs International F3 team tirsdag samt for HWA Racelab. Frederik Vesti tester for ART GP Team

Danskere i Spansk F4

På Motorpark Aragon i det nordlige Spanien køres femte afdeling af det spanske F4-mesterskab.
Valdemar Eriksen og Oliver Goethe er til start.

DM-finale i Sverige

Sidste runde af DIF-DM for Formel 4 udspilles den kommende lørdag på Sturup Raceway i Skåne. Conrad Laursen fører i den samlede stilling foran Benjamin Frislund og Sebastian Øgaard.

Læs mere på seriens Facebookside her.