(Foto: Aston Martin Racing / Drew Gibson)
Siden sidst
Dansk jubel i Texas
Femte afdeling af World Endurance Championship (WEC) på Circuit Of The Americas (COTA) i Texas blev en ny jubelfest for dansk bilsport.
I klassen GTE Pro sejrede DaneTrain Marco Sørensen/Nicki Thiim i deres Aston Martin for tredje gang i sæsonen, og udbyggede dermed deres føring i den samlede stilling til hele 26 points. På andenpladsen i løbet kom Michael Christensen og hans makker Kevin Estre (Porsche), og rykkede i den samlede stilling frem til tredjepladsen.
Både DaneTrain og Michael Christensen har tidligere fejret triumfer i klassen GTE Pro. Sidstnævnte er regerende verdensmester, og Marco og Nicki vandt mesterskabet i 2016.
Som om det ikke var nok, erobrede Nicklas Nielsen og holdkammeraterne Collard/Perrodo føringen i klassen GTE Am for Ferrari. Her er føringen dog blot 2 points. Endelig kom High Class Racing med Anders Fjordbach i mål som nr. ni i LMP2.
Der resterer tre afdelinger af WEC; næste løb køres 20 marts i Sebring, Florida.
Se den samlede stilling på www.fiawec.com
(Foto: Aston Martin Racing / Drew Gibson)
Andenplads til Mikkel Jensen
På Buriram-banen i Thailand var Mikkel Jensen indkaldt for at hjælpe Ferrari med at vinde GT-mesterskabet i Asian Le Mans Series. Danskeren kom i mål på andenpladsen med sit japanske team og medvirkede dermed i høj grad til at det fornemme italienske mærke sluttede på de to første pladser.
Michael Christensen Årets Bilsportskører 2019
Michael Christensen (foto herunder) blev ved Dansk Motorsport Award 22. februar i København for tredje gang kåret til Årets Bilsportskører af Dansk Automobil Sports Union. Hovedpersonen selv kunne ikke være til stede da han var på arbejde i Texas (se ovenfor)!
En række andre bilsportskørere blev ligeledes hyldet, se mere på dasu.dk her.
Danske finalepladser i WSK
På South Garda-banen i Lonato kørtes i weekenden anden afdeling af løbsserien WSK Super Master Series med deltagelse af en håndfuld unge danske kartingkørere.
Bedst gik det for Noah Degnbol og Mickey Magnussen, der begge nåede finalerne i hhv. OK og OK Junior.
Michael Christensen er årets bilsportskører 2019 (Foto: Porsche AG)
Det sker
Formel 1 tester videre
De første tre testdage i den nye Formel 1-sæson er gennemført på Circuit de Barcelona-Catalunya i Spanien. I indeværende uge testes yderligere tre dage (26.-28. februar) på samme bane. Kevin Magnussen er selvfølgelig med for Haas.
Første Grand Prix køres i Melbourne, Australien 15. marts.
Traditionsløb i Italien
Løbet har traditionelt stor dansk deltagelse, og årets udgave er ingen undtagelse; omkring et dusin unge danskere er tilmeldt.
Følg med på trofeomargutti.com
|