Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Touring Car Racing Denmark

Informationsmøde omkring TCR seriens opstart i Danmark

TCR Denmark 
08/11/19 

TCR DenmarkHoldet bag TCR Denmark fik torsdag aften luftet deres planer omkring den nye danske serie. Promotor licensen kom i hus for blot halvanden uges tid siden og der har været travlhed for at kunne præsentere serien for de interesserede kørere og teams
 

Det har været hårdt benarbejde med at få de mange brikker til at falde på plads. Holdet bag den nye Touring Car Racing serie har netop fremlagt deres oplæg til seriens indhold, løbsformat, sportslige og tekniske reglementer, for de mange interesserede teams og kørere der var mødt op til informationsmødet omkring TCR Denmark.

Der udestår stadig en del opgaver omkring opstarten for den nye danske TCR serie. Indenfor de næste uger skal Martin Jensen, Bent Dyhre Hansen og DASU få de sidste aftaler og vendinger sat på plads til reglementer for sæson 2020 og der var mange punkter som blev drøftet blandt de fremmødte teams og kørere.


Bent Dyhre Hansen
(Foto: Motorsporten.dk)

På nuværende tidspunkt har 3 teams meldt sig til serien, Massive Motorsport(To unavngivne kørere), LM Racing(Jan Magnussen + unavngiven kører) og Insight Racing(Kristian Moe Sætheren og Kenn Bach), hertil er der yderligere to tidligere SuperCup kørere på tilmeldingslisten, Allan Kristensen og René Junker Povlsen.

Den første sæson kommer til at byde på 6-7 løb, hvor det er hensigten af have så meget fælles med de øvrige danske klasser. Her blev der især fremhævet et ønske om muligheden for at kunne arrangere nogle superweekender sammen med Super GT klassen, det vil gavne dansk motorsport og dermed få en bredere opbakning fra publikum. Der arbejdes også på at kunne deltage ved et af bybaneløbene i København eller Aarhus.
2020 kalenderen er netop ved at blive færdigbearbejdet i DASU's baneudvalg, og der pågår stadig mødeaktiviteter i den kommende weekend, inden kalenderen kommer helt på plads.

Som udgangspunkt vil reglementerne tage afsæt i de internationale regler fra WTCR serien, og der bliver desuden kigget på indholdet i den skandinaviske TCR serie, hvor Martin Jensen og Insight Racing har haft et rigtigt godt indblik, eftersom teamet har deltaget i TCR Scandinavia sæson 2019.

Eftersom promotor stadig er ved at skrue på reglementernes indhold, blev det også fremlagt at det var velkomment for de fremmødte at byde ind med både idéer og ændringsforslag, hvilket kom til at betyde endnu en række overvejelser for promotor.
Forslaget til en løbsweekend har en lørdag med 2x20 min. træning, 15 min. Q1 og 10 min. Q2. Søndagen indledes evt. med 10 min. Warmup, 2 løb af 20 min. + 1 omg.
Skal det foreslåede program til en løbsweekend forløbe som det allerede beskrevne, såsom kvalifikationskørsel på en lørdag eller ej?
Skal der være 2x20 min. løb eller 3x12 min. løb i en afdeling?
Skal der være samme point-skala for kvalifikation og løb?
Alle forslag blev debatteret og det skal blive spændende at følge de kommende oplæg til indholdet i de nye reglementer.


Martin Jensen og Bent Dyhre Hansen
(Foto: Motorsporten.dk)

Den tekniske kontrol vil blive assisteret af TCR og FIA's tekniske kontrollanter i de første tre løb, dels for at sikre at alle overholder de noget hårde krav til bilerne og dels undgå evt. tilhørsforhold i forhold til deltagerne.
Fra listen med de mange regler kan det nævnes at reservedele skal være forsynet med homologeringsmærker, inkl glasfiberdele og der er tradition for en meget streng kontrol på dette område.
Der kan sikres en lydgrænse på 95dB, som er specielt interessant ved danske bybaneløb såsom CRAA og CHGP, dette sikres med en “Low silence” udstødning, der allerede eksisterer i sortimentet og dermed er homologeret til serien.
Det blev endvidere foreslået at have en fælles pulje af den serieforeskrevne datalogger, for at undgå evt. omgåelse af reglementsbestemmelser.

Dækvalg til den nye serie falder enten på Yokohama eller Hankook, den endelige aftale er ved at blive forhandlet færdig. Udgangspunktet for dækreglementet er lavet med et fornuftsinspireret oplæg, hvor det endelige styktal bliver præciseret når løbsantallet for en sæson bliver fastlagt - Antallet af dæk var der lidt delte meninger om, som udgangspunkt ser det ud til at blive max. 8 stk ved seriens start og herefter max. 4 stk. pr. løbsafdeling.

Alle skal køre med et onboard kamera, hvor kravet vil være at det kan filme uhindret ud af forruden og kapaciteten skal være 1 times optagelse. Dette filmmateriale er udelukkende til efterfølgende steward kontrol. Der vil ikke komme noget specielt teknisk krav til kameraet, som det ellers er tilfældet i WTCR.


Interessen for TCR Denmark var stor
(Foto: Motorsporten.dk)

Seriens erklærede målsætning er at der skal kunne køres om mesterskabstitlen indenfor et rimeligt budget. Det økonomiske spillerum spænder fra det habile økonomibevidste team, til toppen af poppen og vil antages at komme til at ligge i omegnen af 382.000 kr op til 611.000 kr for et driftsbudget med en fuld sæson der har 6 løb på programmet. Hvis sæsonens program kommer til at byde på 7 løb, vil beløbene antages at komme til at ligge mellem 416.000 kr og 650.000 kr for en sæson - Der er taget udgangspunkt i erfaringerne for sæson 2019 hos Insight Racing, her lå omkostningerne for en kørt kilometer på ca. 77 kr. Det forlød også at andre TCR Scandinavia teams har meldt ud at de har kørt for ca. 42 kr/km.

Et andet tiltag som sikrer mere økonomisk ensartethed bliver omkring testdage på de danske baner. Her vil der være mulighed for at deltage på fire officielle testdage inden sæsonstart, og herefter tolereres der ikke yderligere testdage på de danske baner. Der fremkom forslag om yderligere mulighed for officielle testdage efter sommerpausen, hvilket blev taget til overvejelse. Ligesom der også overvejes lempeligere testrestriktioner på danske baner for nye kørere der starter op i løbet af sæsonen.


Interessen for TCR Denmark var stor
(Foto: Motorsporten.dk)

En ikke helt så uvæsentlig detalje er forholdene omkring mediedækning og især de vigtige tv aftaler. Det er desværre ikke lykkedes for promotor at få lavet en aftale med Super GT klassen omkring en fælles tv dækning, hvilket er langt at foretrække. Alternative planer for tv dækning er også under udarbejdelse, og der arbejdes på at få etableret en mulighed for livestreaming via YouTube kanalen TCR-TV.

TCR Denmark seriens sæsonpremiere vil i DASU regi blive en udviklingsklasse og det umiddelbare indtryk af den nye series status som arvtager til den nyligt afsluttede DTC serie, synes ikke lige i skrivende stund at være det rette ordvalg. Men der hersker ingen tvivl om at det er kærkomment med en Dansk Touring Car serie og med den store interesse der allerede nu er på banen for en dansk TCR serie, kommer det næppe til at vare længe inden de vil rangere højt i løbsprogrammerne.


Information fra TCR Denmark
(Foto: Motorsporten.dk)

Henrik Bess