Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Nielsen og Brodersen sluttede rallysæsonen med 3 x sølvmedaljer

DM Rally 
14/10/19 

6. og sidste afdeling om Danmarksmesterskabet i rally blev lørdag den 12. oktober kørt ved Christiansfeld. Efter en nat med massiv konstant regn, var det nogle meget våde og glatte veje, som kørerne lørdag formiddag gennemkørte for at lave deres noter inden Anderup El Rally 2019 blev skudt i gang fra Haderslev kl. 12.01. Flere steder på hastighedsprøverne stod der blankt vand i flere centimeters dybde, så der var lagt op til et meget vanskeligt rally, hvor både køreteknisk kunnen og fornuftige beslutninger kunne blive afgørende.
 

Inden rallyet sagde Frank Nielsen:
Vi vil køre et taktisk rally, hvor det for os gælder om at gennemføre løbet, og køre os til en hæderlig placering i klassen. Dermed burde vi være sikret 3 sæt medaljer. Teoretisk har vi stadig mulighed for at miste en del af medaljerne, hvis vi udgår. Derfor er taktikken afventende, men med fokus på at gennemføre uden at tabe flere end 8 point til Kasper Nyman/Claus Kammersgaard i Skoda Fabia R2 og flere end 13 point til Lasse M. Sørensen/Karsten Isaksen i Opel Adam R2. I vores aldrende Citroén C2R2 Max, vi vil med stabil og taktisk kørsel lægge pres på de to nævnte hold, som ligger bag os i tabellen”.


De våde veje i Sønderjylland var en stor udfordring. Nielsen og Brodersen forcerer en af de store vandpytter på vejen
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Taktikken lykkedes, og Nielsen og Brodersen kunne lørdag aften se tilbage på et rally og en sæson, hvor næsten alt gik op i en højere enhed. De kunne gå til præmiefesten efter løbet med visheden om at de ville få hængt blanke medaljer om halsen, endda 3 stk. sølvmedaljer, for 2. pladsen i R2 Cup’en, som er for biler der kører under R2 reglementet, for 2. pladsen i Mini Rally Syd turneringen, og endelig for 2. pladsen i Danmarksmesterskabet, klasse 4. Endelig blev det også til en pokal for 3. pladsen i Anderup El Rally. I Dansk Super Rally, som er et generelt mesterskab på tværs af alle klasser, sluttede Nielsen og Brodersen på en flot 9. plads.


Frank Nielsen og Per Brodersen vasker bilen på skovturen
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

I den tættest besatte klasse 4, for biler under 1.600 ccm, er der virkelig hård konkurrence fra unge fremadstormende kørere i nye hurtige biler. Frank Nielsen og Per Brodersen, som begge er lidt oppe i både alder og vægt, burde ikke kunne følge med i feltet. Frank Nielsen køretekniske kunnen og deres fælles lagte strategi, har dog flere gange vist sig at være hurtigheden i de nye biler og chauffører overlegen, så det er fuldt fortjent, at de slutter året helt i toppen af klassen.


Medaljetagerne i klasse 4 på podiet.
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Sæsonafslutningen blev fejret på behørig vis i Frø’s Arena i Vojens, hvor alle årets medaljer i dansk rally blev fordelt. Klasse 4 blev for andet år i træk vundet af Rasmus Sørensen / Heidi Knudsen i Peugeot 208 R2, med Frank Nielsen / Per Brodersen i Citroén C2R2 Max på 2. pladsen, og Lasse Murmann Sørensen / Karsten Isaksen i Opel Adam R2 på 3. pladsen.

En succesfuld sæson er slut for FN-Rally. Efter uddelingen af medaljer og pokaler, udtaler Frank Nielsen: ”En stor del af succesen skyldes teamets sponsorer og servicemandskab, som vi skylder stor tak, ligesom familiens opbakning er en vigtig del af gamet - tak”


Hele team FN Rally fejrede alle medaljerne der blev delt ud på finaleaftenen
(Foto: rallypics.dk – Viggo Johansen)

Hvad der skal ske i 2020 er endnu uvist. Dog ligger det fast, at Frank Nielsen i slutningen af januar, atter skal køre is-pilot for de danske deltagere i Rallye Monte Carlo Historique, som bl.a. foregår i Ardeché og de franske alper nord for Nice i Sydfrankrig.

FN Rally

Viggo Johansen
rallypics.dk


Læs mere om:
  • Frank Nielsen
  • Sydjylland
  • 12/10/19 - Sydjylland - DM Rally
  •