Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Speedway

Vikingerne forlænger med årets Klubmester

Speedway 
18/10/18 

Talentfulde Matias Nielsen bliver også i den kommende sæson en del af Esbjerg Vikings. Det fejrede han med at vinde klubmesterskabet med maksimumpoint.
 

Han har allerede givet smagsprøver på sit talent i denne sæson, og forventningerne er ganske høje til Matias Nielsen, som har indgået en ny aftale for 2019 med Esbjerg Vikings. Til klubmesterskabet i Esbjerg Motorsport viste han, at talentet er til stede, da han blev Klubmester med maksimumpoint foran flere andre store talenter, og holdleder Tom Paarup Madsen tror på, at den unge D-kører kan fortsætte sin udvikling.

- Det er en kører, som har været i klubben i nogle år, og han har udviklet sig kontinuerligt. Vi kan se et stort potentiale i ham, som også har bragt ham ind omkring U21-landsholdet, og nu er det op til os at sørge for, at vi sammen tager det næste skridt. Jeg har ikke været i tvivl om, at vi vil satse på Matias Nielsen, for han kommer med et kæmpestort klubhjerte, og så har han en god teknik. Han er bevidst om, hvad det kræver, og det skal han ud og vise i 2019, fastslår Tom Paarup Madsen, der ser frem til at arbejde videre med stortalentet. Den nykårede Klubmester glæder sig naturligvis også til, at det igen går løs på Granly Speedway Arena.

- Det er stort skulderklap, og jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for at betale tilbage næste år. Det ser ud til at blive en spændende sæson, hvor vi er ved at bygge noget nyt op, og det bliver fedt at være en del af. Jeg er klar over, at jeg også skal finde nogle ekstra procenter, men der er dygtige folk omkring holdet, der kan hjælpe mig med det, og vores holdleder er god til at hjælpe de unge kørere. Derfor tror jeg på, at vi sammen kan løfte os yderligere, og jeg kan ikke vente, til det er tid til at køre ræs igen, slutter en glad Matias Nielsen, som i den forgangne sæson blev noteret for 12 løb i den bedste række.

Esbjerg Vikings

Lars Guldager Dyhr