Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 3 UK

Nu bliver det alvor for dansk Formel 3-kører

Formel 3 UK 
02/12/17 

18-årige Nicolai Kjærgaard fra Hjerting ved Esbjerg står foran sin mandomsprøve inden for motorsport, når Formel 3-køreren i den kommende sæson skal dyste om det engelske mesterskab for det legendariske Carlin-team.
 

Tomorrows Racing Stars today!
Det er ikke falsk beskedenhed, der præger det nærmest ikoniske engelske motorsports-team Carlin med hjemsted i Farnham i Surrey. 18-årige Nicolai Kjærgaard fra Hjerting ved Esbjerg er da også helt klar over, at det er alvorens time, når han i den kommende sæson trækker i Carlins kørerdragt og sætter sig bag rattet i en Formel 3-racer.


Nicolai K i Fortec raceren
(Foto: MediaSet)

Nicolai Kjærgaard går til daglig i 3. G på handelsgymnasiet på Rybners i Esbjerg. Han har fra i år fået en særaftale med skolen og et år ekstra til at hente studenterhuen hjem, så han også har overskud og tid til at forfølge sin helt store drøm om en karriere som racerkører.
- Jeg var blot 7 år gammel, da min far, der kørte og fortsat kører Classic Race med en Lotus, tog os med på gokartbanen. Min storebror stoppede igen, mens jeg beholdt kørerdragten på.

- I de første mange år var det gokart, først i Skærbæk og siden med Grindsted som hjemmebane. I de sidste år kørte jeg dog mest i udlandet, blandt andet i det tyske mesterskab med to 6. pladser og en del podieplaceringer samt finaler ved EM. For to år siden skiftede jeg til Formel 4 i England for Fortec Motorsport, og for dem har jeg også kørt Formel 3 i denne sæson, fortæller Nicolai Kjærgaard.


Værelset hjemme i Esbjerg forstaden Hjerting er spækket med pokaler fra Nicolai Ks karriere
(Foto: MediaSet)

Rugekasse for Formel 1-kørere
Med skiftet til Carlin er ambitionsniveauet hævet betragteligt, og Nicolai er helt klar over, at forventningerne til ham er øget tilsvarende. Ikke mindst fordi Carlin gennem mange år har været rugekasse for alverdens Formel 2- og Formel 1-kørere. Nico Rosberg, Sebastian Vettel, Daniel Ricciardo, Daniil Kvyat og danske Kevin Magnussen har haft Carlin som rugekasse.

Der er et halvt år til starten går, men for Nicolais vedkommende er sæsonen allerede begyndt. Der er flere testkørsler i hele november måned, og efter et par måneders pause, går det løs igen fra sidste halvdel af februar og frem til sæsonstart i april på Oulton Park, ca. 50 km fra Manchester.
Det engelske mesterskab afvikles over 8 weekender med tilsammen 24 løb og anses som Europas måske hårdeste, nationale Formel 3-serie. Udover OultonPark køres der på Rockingham, Snetterton, Spa, Donington Park og to af verdens mest legendariske baner, Silverstone og Brands Hatch.
- Man skal ville det her, hvis man vil til tops Jeg sluttede på en 9. plads sidste år, hvor jeg både skulle vænne mig til en helt ny type bil, og jeg kunne tydeligt mærke, at jeg blev mere og mere fortrolig med formel 3-raceren henover sæsonen, så det til sidst kun var marginaler, der skilte mig fra en plads helt fremme i feltet.


Nicolai K på stranden i Hjerting
(Foto: MediaSet)

- Jeg skal helt op næste år. Mit mål er at blande mig i toppen og hente nogle podiepladser. Men det bliver hårdt arbejde. Ikke bare på banen, men også mellem løbene med træning og sponsorpleje, siger Nicolai Kjærgaard.

MediaSet