Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

WSK

Nicklas vinder verdens skrappeste gokart-race

WSK 
15/11/17 

Danske Nicklas Nielsen vendte efter halvandet år tilbage til gokartsporten i WSK, verdens skrappeste gokartfinaler. Han kørte suverænt over begge weekender og sluttede øverst på skamlen.
 


(Foto: Giovanni Cuna)

Nicklas Nielsen sluttede trods uheld og tab af points på en flot 6 plads i sæsonens Formel 4-løb i Tyskland, og teamchef Ralf Schumacher tror stadig så meget på den 20-årige dansker, at han bad ham repræsentere familiens team under verdens skrappeste gokartfinaler, WSK, der er kørt over 2 weekender på Adria Karting Raceway i Italien.

Racerkøreren fra Hørning skuffede ikke sin chef. Tværtimod sørgede Nicklas med sin suveræne kørsel at hjemtage trofæet til Schumacher-familiens hovedkvarter i Kerpen ved Køln, hvor også Formel 4-teamet, US Racing har til huse.


(Foto: Giovanni Cuna)

Schumachers team kører Tony-Karts mage til den, Nicklas selv hentede både danske og internationale mesterskaber hjem med i sine aktive år som gokartkører. Gokarten er med en 125 ccm med 40HK og 130 km i timen noget langsommere på langsiden end de Formel 4-biler, Nicklas kører i til daglig, men i de snævre sving er den perfekt til tekniske dygtige kørere som Nicklas Nielsen. Han og karten smeltede også nærmest sammen, efter at han var kørt gennem det første sving på Adria.


(Foto: Giovanni Cuna)

- Jeg var ikke i tvivl, da Ralf bad mig køre for familiens gokart-team, KSM Schumacher Racing Team. Det er halvandet år siden, at jeg sidst har kørt gokart, og så er det jo fedt at vise både sig selv og andre, at man stadig kan være med blandt de allerbedste. WSK er toppen af poppen inden for gokart, siger Nicklas Nielsen. WSK-finalen bliver som sagt kørt over 2 weekender, hvor der hver weekend køres tidstagningsløb, 2 indledende kvalifikationsløb, præfinale og finale.


(Foto: Giovanni Cuna)

- I sidste weekend blev jeg 2’er i præfinalen og vandt finalen, og denne weekend vandt jeg begge dele. Jo, jeg er både glad og stolt, ikke bare på mine egne, men også hele teamets vegne, siger Nicklas Nielsen og hentyder til, at WSK også var afslutningen på en flot, international gokart-sæson for KSM Schumacher Racing Team.


(Foto: Giovanni Cuna)

Teamchef Ralf Schumacher er yderst tilfreds efter triumfen i denne sæson, og sender også et stort skulderklap af sted til sin danske kører i det østjyske:
- Vi har vundet flere vigtige mesterskaber med fantastiske individuelle topresultater. Efter en meget succesfuld årstid vil jeg gerne lykønske hele holdet. Jeg er meget stolt over alle, der har bidraget til at nå disse resultater, siger Ralf Schumacher.

MediaSet
Teddy Gehrke