Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Vettel slår igen

Formel 1 
12/11/17 

Ferrari sejr i Brasilien
Sebastian Vettel slog igen. Han vandt dagens løb i Brasilien og det betød absolut ingenting i den samlede stilling. Sådan set ganske symptomatisk for tyskerens sæson - når han endelig kommer tilbage på førstepladsen, er det for sent! Hamilton startede fra pit og demonstrerede hvorfor han er blevet verdensmester i år.
 

På papiret er det jo altid interessant, når en topkører havner bagest i feltet. Sådan som Hamilton gjorde til dagens løb. Det betyder at vejen for andre er lidt lettere og at man kan forvente dueller, fordi der er en hurtigere bil, der skal forbi langsommere biler. Specielt i en verden hvor bilerne faktisk er designet til at køre i fri luft, burde det være spændende. For i teorien kan en Hamilton ikke komme tæt på de forankørende uden at hans egen downforce bliver kompromitteret.

I teorien altså! I praksis er det lidt noget andet. Godt nok er livet lettere for de andre i front. Sådan hånden på hjertet, så havde Vettel nok ikke vundet løbet i dag, hvis Hamilton havde kvalificeret sig i første startrække. Så lige der er teorien god nok. Men den havde begrænset effekt. For den anden del af teorien holdt ikke. Nej, det er ikke fordi Mercedes raceren har lettere ved at køre tæt på andre biler, men fordi bil/motor kombination er så overlegne, at bilen bliver så meget hurtigere end de biler, Hamilton skulle forbi, at det knapt var tale om dueller.

Så på den led bliver vi som tilskuere snydt for noget spændende. Forskellen mellem gode og mellemgode biler i F1 i dag, er så stor, at selv når en Mercedes starter bagest, så kan den komme i nærheden af top 3 - og alle bilerne i det brede midterfelt må se sig slået. Ikke engang sådan en dag, har de mulighed for at slutte løbet foran en Mercedes.

Ikke en gang Red Bull fik noget ud af Hamiltons problemer i kvalifikationen - dertil var Renault motoren åbenbart for svag på den brasilianske racerbane. Fjerdepladsen var det som Hamilton fik kørt sig frem til. Og det var sådan set meget godt, for udover hans ikke specielt problematiske forbikørsler, så var der ikke meget spænding i løbet.

Vettel duellerede i første sving med Bottas. Tyskeren holdt på og kom ud af s kombinationen forrest - og der blev han. Bottas holdt fast i 2. pladsen, og virkede sådan set ret bleg i forhold til Hamiltons indsats. Raikkonen kom afsted på en 3. plads og sådan endte det også.

Drama var der dog på første omgang, hvor først Ricciardo, Vandoorne og Magnussen demonsterede manglende matematiske evner og prøvede at presse tre biler ind på én bils plads. Ricciardo overlevede, mens de to andre udgik. Fejlen så ud til at være danskerens, da bilen slår lidt ud, inden han ramler ind i Vandoorne, der så rammer Ricciardo. Situationen udløste en SC periode, som betød at Ricciardo ikke faldt sådan håbløst ud af løbet. Faktisk endte han på en 6. plads, efter Hamilton og Verstappen.

Senere på første omgang var den anden Haas - Grosjeans, involveret i en kollision med Ocons Force India. Flot så det ud, da de to biler som to synkronsvømmere dansede af banen i næsten ens buer. Grosjean blev erklæret som synder og fik 10 sekunders straf og endte som nr. 15, mens Ocon for førte gang i sin karriere måtte spadsere hjem.

Hjemmebanehelten Felipe Massa kørte et fornuftigt løb og endte på 7. pladsen. Undervejs havde han et par dueller med Alonso. Først skulle han forbi sin tidligere holdkammerat. Senere prøvede Alonso at komme tilbage, men blev afvist. Rygterne omkring Massa siger, at løbet i Brasilien bliver mandens sidste. Alonso holdt fast i 8. pladsen, mens Perez blev nr. 9 og Hülkenberg nr. 10. Tidligere i løbet var de to Renault biler længere fremme, men blev sat tilbage som Hamilton og Ricciardo kørte sig fremad i feltet. Det var ikke en god dag for Renault motorer, åbenbart. Omend Verstappen mod slutningen fik friske dæk på bilen og satte ny banerekord.

Et løb er tilbage af sæsonen er tilbage, men mentalt virker en del af både kørere og teams, som om øjnene er rettet mod Melbourne til foråret.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Interlagos
  • 17/11/12 - Interlagos - Formel 1 - FIA F1
  •