Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Youngtimer Challenge

YTCC under alle vejrforhold i Padborg

Youngtimer 
11/10/17 

YTCC fik kørt under alle tænkelige vejrforhold, da finalen på dette års mesterskab blev kørt på Padborg Park. Der manglede vist bare en snestorm, og så havde alle vejrtyper været repræsenteret i weekenden.
Inden weekenden stod mesterskaberne i alle tre Divisioner åbne, men der var nogle kørere som stod med bedre kort på hånden end andre.
 

Der var dog drama og overraskelse gennem en stor del af YTCC feltet da den endelige startliste blev offentliggjort. Mesterskabsførende i Division 2, Steffen Alsing Jørgensen, kunne nemlig ikke køre i weekenden på grund af et kørselsforbud fra sin læge, da han skulle have noget medicin.

Men det sluttede ikke her – Nummer to i Division 1, Tommy Dam Kieffer, stod heller ikke på startlisten, da han havde lejet sin bil ud til Nicolai Aaberg Hansen.


Det var et farverigt felt i Division 3, med en god blanding af biler
(Foto: JJ Media)

Med de to afbud var der pludselig åbnet op for forfølgerne, til at kunne avancere i mesterskabet.

Lørdag formiddag skulle kvalifikationen køres, og først var det de 10 Division 1 biler der skulle på banen. Vejrguderne syntes ikke at der var kommet vand nok i de foregående uger, så den stod på heldagsregn af varierende styrke, over den sønderjyske bane. Bent Dyhre Hansen var bedst til at få sin BMW E36 M3 rundt på banen, mens Sebastian Petersen i Toyota Supra var næsthurtigst foran Christian Schandorff i Porsche 996.

Præcis de samme vejrforhold skulle de i alt 31 Division 2 og 3 ud til i deres fælles kvalifikation. Søren Inselmann Christiansen i Peugeot 205 gav bøllebank til alle, og distancerede Martin Sørensen i BMW 325ti Compact med næsten 5 sekunder, mens Kurt Poulsen i Audi A3 var 3. hurtigste Division 2 bil.


Per Bernd var tilbage bag rattet i en racerbil, og forsøgte sig denne weekend i en Peugeot 307 som tidligere har kørt DTC med Klaus Verner bag rattet. Når han får lidt flere kilometer i den, kunne den sagtens komme til at blande sig i toppen af Division 2.
(Foto: JJ Media)

Der var dog blandet godt og grundigt rundt imellem Division 2 og 3 bilerne, så næsthurtigst i den kvalifikation var faktisk hurtigste bil i Division 3, kørt af Rasmus Sandvej Juulsen i BMW 320i. Tage Nielsen var den næsthurtigste mand, ligeledes i BMW 320i mens Michael Nymark i BMW E30 kørte 3. hurtigste tid af alle.

Vejret var blevet en anelse bedre til heatet lørdag eftermiddag. Her blev Division 3 feltet slået af Morten D. Jensen, som havde en gæsteoptræden i en Opel Corsa. Han fik lige forkofangeren over målstregen inden Rasmus Sandvej Juulsen, mens Michael Nymark fulgte efter på tredjepladsen.

I Division 2 fortsatte Søren Inselmann Christiansen dominansen, og han vandt heatet med hele 40 sekunders forspring ned til Martin Sørensen og Anders Tage Jensen.


Det er ikke altid nemt at tøjle de mange hestekræfter i en Toyota Supra, men Sebastian Petersen gjorde alt hvad han kunne gennem weekenden, og det var nok til at køre en topplacering hjem i Division 1
(Foto: JJ Media)

Christian Schandorff udnyttede de gode regnvejrs køreegenskaber i Porschen til at tage sejren i Division 1, mens Sebastian Petersen kørte en sikker andenplads hjem, foran Bent Dyhre Jensen. Dan Pedersen måtte en ufrivillig tur igennem pitten, men han redede alligevel bilen hjem på femtepladsen, hvilket var vigtigt for hans mesterskabsambitioner.

Søndag morgen var solen tilbage på himlen, men banen var stadig fugtig fra gårsdagens regn. Der blev dog satset på dækvalget fra langt størstedelen af Division 1 feltet, som kørte ud på slicks. Derfor var det lidt af en ballet at komme rundt på de 2,150 km, som i visse tilfælde foregik mere sidelæns end fremad. Christian Schandorff tog starten, og så sig ikke tilbage. Han blev dog presset af Dan Pedersen igennem en stor del af løbet, mens Bent Dyhre Hansen kørte endnu en 3. plads hjem. Sebastian Petersen fik en rigtig skidt start på heatet og faldt helt tilbage på 7. pladsen, inden at han fik kæmpet sig tilbage på 5. pladsen. Rene Jensen fik sig lidt af en forskrækkelse, da han kom i kontakt med Nicolai Aaberg Hansen. Det sendte Jensens hvide BMW baglæns ned af langsiden med over 150 km/t, men han holdt den heldigvis væk fra autoværnet, men valgte at køre bilen i pitten og parkere den – formentlig med en puls på 200.


Kurt Poulsen var i den 3. bil i denne sæson. Han startede sæsonen i en Peugeot 306, skiftede til VW Polo GTI og sluttede i Audi A3.
(Foto: JJ Media)

Division 2 og 3 fulgte lige efter, og her var det igen et blandet dækvalg gennem feltet. Søren Inselmann Christensen havde valgt rigtigt på slicks og kunne holde Anders Tage Jensen stangen gennem hele heatet, selvom Anders virkelig lå pres på gennem især den sidste halvdel af løbet. Kurt Poulsen fik kørt 3. pladsen hjem i heatet, men kun med meget lille margin ned til Per Thielsen Jensen og Allan Levin Nielsen, hvor alle tre sluttede indenfor 0,6 sekund af hinanden! Martin Sørensen lå ellers lunt i svinget til som minimum at tage en andenplads i heatet, men bilen gik pludselig ud, og inden at han fik den startet op igen, havde han tabt en masse tid til de forreste. Han fik dog alligevel kørt en 7. plads hjem blandt Division 2 kørerne.

Rasmus Sandvej Juulsen snuppede sejren i Division 3 efter at have distanceret Morten D. Jensen med over 20 sekunder. Jensen havde selv et forspring på 13 sekunder til Frank Schou i Porsche 944, så der var ikke for alvor kamp om tingene i lige netop det heat.


Morten D. Jensen kom hurtigt tilbage på sporet, efter lidt tid ude af en racerbil, med en sejr allerede i hans første heat bag rattet
(Foto: JJ Media)

Asfalten var endelig helt knastør til Heat 3, men Rasmus Sandvej Juulsen beviste at han var ligeglad med vejgrebet og lukkede sæsonen af med endnu en heatsejr i Division 3. Michael Nymark kørte et ensomt heat i Divison 3 henseende – men midt i en stor klump Division 2 biler – og sluttede på andenpladsen, foran Lars Leed i Porsche 944, der havde en god duel med Peder Skipper om 3. pladsen. Torben Møller i BMW E36 havde et lidt spændende øjeblik da han røg ind over græsset på vej ned mod den gamle chikane, og det stadig fugtige græs virkede mest som en skøjtebane.

Martin Sørensen tog endelig en heatsejr i Division 2, efter en tæt duel med Søren Inselmann Christiansen og Anders Tage Jensen. De tre biler kørte sjældent med ret mange vognlængder mellem sig, og faktisk måtte der måldommers afgørelse til mellem Christiansen og Jensen, hvor Christiansen altså fik placeringen.


Rene Jensen fik en lidt chokerede baglæns tur ned af langsiden i heat 2, men var tilbage for fuld damp i heat 3
(Foto: JJ Media)

Dan Pedersen kørte sæsonens sidste sejr i hus, da Division 1 heatet blev kørt. Fra 4. startposition kørte han sig helt i frem i feltet, og endte med at slå Sebastian Petersen og Christian Schandorff.

Dermed kunne Dan Pedersen endelig kalde sig for mester i Youngtimer Division 1 2017, efter en utrolig intens duel med Sebastian Petersen og Tommy Dam Kieffer gennem en stor del af sæsonen.


Allan Levin var til start for blot anden gang i år, og især i heat 2 gik det rigtig fint i den sorte VW Golf 3 VR6
(Foto: JJ Media)

Martin Sørensen tog Division 2 mesterskabet foran Steffen Alsing Jørgensen og Kurt Poulsen. Det var lidt ærgerligt at vi ikke fik en sidste duel mellem Sørensen og Jørgensen, men helbredet står selvfølgelig i første række.


Division 1 mesterskabet – Dan Pedersen foran Sebastian Petersen og Tommy Dam Kieffer
(Foto: JJ Media)

Michael Nymark tog Division 3 mesterskabet i suveræn stil foran Peder Skipper og Ole Knudsen. Nymark har endda sprunget over de to udlandsløb i år, men kørte alligevel titlen hjem med næsten en weekends pointforspring til Skipper.


Division 2 mesterskabet – Martin Sørensen foran Steffen Alsing Jørgensen og Kurt Poulsen
(Foto: JJ Media)

Der skal lyde et stort tillykke til alle medaljetagerne i alle tre Divisioner.

Youngtimer Touring Car Challenge vil gerne sige tak til alle de kørere, der har deltaget igennem sæsonen. I alt 91 kørere har været til start på tværs af de 3 Divisioner, hvor Division 2 har været den største med i alt 37 forskellige kørere. Dertil kommer nogle kørere der kun var til start ved den ikke-tællende afdeling til Classic Race Aarhus, hvilket får totalen over 100 forskellige kørere.


Division 3 mesterskabet – Michael Nymark foran Peder Skipper og Ole Knudsen
(Foto: JJ Media)

YTCC vil gerne sende en stor tak til de 6 baner, som klassen har besøgt i 2017, og ikke mindst de hjælpere og officials som altid har hjulpet med afviklingen af serien. Og så skal der også lyde en stor tak til alle tilskuerne, som har fulgt serien igennem året. Vi håber at se jer alle sammen igen i 2018.


Division 3 mester, Michael Nymark
(Foto: JJ Media)


Division 2 mester, Martin Sørensen
(Foto: JJ Media)


Division 1 mester, Dan Pedersen
(Foto: JJ Media)

Nu går klassen på en velfortjent vinterferie, inden motorer gasses op igen i april måned, når den nye sæson går i gang.

Kørerforeningen YTCC
Youngtimer Touring Car Challenge

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 17/10/08 - Padborg Park - Youngtimer
  •