Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

12 Hours

En vanskelig kvalifikation for Perfection Racing

12 Hours 
06/10/17 

Træning og kvalifikation til 12 timers løbet på Spa blev en kort fornøjelse for Perfection Racing. Men det var ikke fordi, der var problemer med teamets Ginetta G55. Der var ganske enkelt ikke afsat ret meget tid til de to ting i løbsprogrammet.
 

40 minutters træning fulgt af et kvarters kvalifikation. Det var alt, der var at gøre med forud for løbet, som begynder i morgen, lørdag. Det er ikke særlig meget, men oveni dette måtte kørerne også slås med at banen var meget våd, hvilket medførte omgangstider på omkring 3 minutter. På en 7 kilometer lang bane tager det sin tid at komme rundt.


Der køres ud til træning på en våd Spa Francorchamps
(Foto: Henning Smed)

Det betød, at det faktisk ikke var muligt at nå at køre ret mange omgange. Hos Perfection Racing har man kun de to Klostermann brødre til at køre bilen og de havde valgt at dele tiden ligeligt imellem sig. Først skulle Claus køre en halv time, hvorefter Michael kunne køre de sidste minutter af træningen og hele kvalifikationen. På den måde var der kun et stop til kørerskift og dermed kunne de begge få så meget tid på banen som muligt.

Det var planen - men den måtte der laves om på. Der skete nemlig et par uheld under træningen, så feltet kom under den såkaldte 'Code 60', hvor de ikke må køre mere end 60 kilometer i timen, mens officials arbejder med at rydde op. "Ved den hastighed lærer man godtnok ikke meget om banen, så jeg endte med at bruge hele træningen til at få en fornemmelse af banen. Men den sidder der ikke helt endnu - det må komme i morgen," fortæller Claus Klostermann, som aldrig tidligere har kørt på Spa.


Claus og Michael Klostermann
(Foto: Henning Smed)

Det har Michael Klostermann til gengæld. Ganske vist er det omkring 10 år siden, men det var nok til at det var ham, som var udset til at kvalificere bilen. Nu blev det så bare sådan, at han først kom i bilen, da kvalifikationen begyndte og da det næsten samtidigt begyndte at regne igen kan man med rette sige, at han blev smidt ud på dybt vand. "Jeg nåede faktisk kun at køre en enkelt flyvende omgang. Derefter begyndte ruderne at dugge og jeg syntes også, at der var røg i bilen, så jeg kørte i pit for at få det checket. Og derefter var der ikke tid til at gøre et nyt forsøg," siger Michael, som til trods for at tiden for den enlige omgang endte med at være den langsommeste i klassen alligevel er ved godt mod. "Bilen kører som den skal og den er stadig hel. Der er meget mere at hente i den og det skal vi nok finde frem i morgen," slutter han.


Perfection Racings Ginetta G55 på Spa Francorchamps
(Foto: Henning Smed)

Heldigvis var der ikke problemer med bilen. Røgen viste sig at være vanddamp, som kom fra udstødningerne, der er ført ud af siden på bilen lige bag forhjulene. I regnvejret bliver de sprøjtet til med vand, så bilen damper voldsomt når den kommer i pit. Duggen på ruderne er imidlertid noget, som der skal arbejdes på at få løst inden selve løbet begynder i morgen, lørdag. Men det er der heldigvis god tid til at få kigget på.

Perfection Racing

Henning Smed

Læs mere om:
  • Claus Klostermann
  • Michael Klostermann
  • Perfection Racing
  • Spa-Francorchamps
  • 08/10/17 - Spa-Francorchamps - 12 Hours
  •