Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
27/07/17 

Den kommende weekend er Kevin Magnussen og kolleger fra Formel 1 til start i det Ungarske Grand Prix på Hungaroring udenfor Budapest. Teamchef Gene Haas har netop bekræftet at både Kevin og holdkammerat Romain Grosjean også kører for Haas F1 i 2018. Teamet har indtil nu scoret 29 points; det samme tal som hele 2016 for Haas.
Mikkel O. Petersen er atter til start i Porsche Super Cup.
 

24-timers løbet på Spa-Francorchamps tilhører kategorien ”klassikere” når det gælder langdistanceløb. Dette års udgave køres den kommende weekend, og er samtidig en afdeling af Blancpain GT Endurance Championship, som det har været tilfældet siden 2010. Løbet anses generelt som det største løb for GT 3, og der er mere end 60 biler til start.

To danskere er blandt de mere end 200 startende kørere: for det fabriksstøttede Porsche-team i GT Pro KÜS Team 75 har Porsche udlånt fabrikskører Michael Christensen, mens Dennis Lind er anmeldt i Pro/Am af Lamborghini Raton.
Løbet kan bl.a. følges i uddrag på Eurosport 1 samt i sin fulde længde på Motorsport.tv

Sidste afdeling af EM Karting for klasserne OK og OK Junior afvikles den kommende weekend i Kristianstad, Sverige. Løbet har dansk deltagelse af de to faste deltagere i OK Junior, Frederik Kikkenborg og Sebastian Øgaard, samt ”gæstekørere” i form af Bastian Buus (OK Junior) samt Carl-Anton Gerne Larsen. (OK). Banen i Kristianstad er blot en times kørsel fra Øresundsbroen.

Siden sidst

Jan og Christina stadig i spidsen
Efter lørdagens afdeling af IMSA Weather Tech Sportscar Championship, kørt på den korte bane i Lime Rock, Connecticut, forsvarede både Jan Magnussen og Christina Nielsen deres føringer i de to GT-klasser.
I GTLM sluttede Jan og Antonio Garcia på fjerdepladsen for Corvette, mens Christina og Alessandro Balzan kom i mål på sjettepladsen i GTD for Ferrari Corse. Begge resultater er nok til at danskerne fortsat er i spidsen.
Se stillingen på http://results.imsa.com/

European Le Mans Series på Red Bull Ring
Nicki Thiim og TF Aston MartinVantage V8 besatte tredjepladsen i tredje runde af European Le Mans Series på Red Bull Ring. Dermed bevarede holdet føringen i GTE.
I LMP 2 kom Anders Fjordbach/Dennis Andersen i mål som nr. 8 generelt, mens Mikkel Jensen og Morten Dons kom ind som hhv, nr. 6 og 9 i LMP 3.

Sylvest på Zandvoort
Team Danmark Eliteatlet Nicolai Sylvest kom, sammen med teamkollega fra AMG Zakspeed Nicolaj Rovigue, to gange i mål i midterfeltet i fjerde runde af ADAC GT Master. Løbet kørtes på Zandvoort i Holland.

Afslutning CIK Academy
Efter sidste afdeling af CIK Academy, kørt i Finland, sluttede Danmarks repræsentant Oliver Skjellerup på en samlet 12. plads.