Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Hestekræfter i tusindvis i Struer på lørdag

Diverse 
28/06/17 

På lørdag vækkes Struer til live af hestekræfter i tusindvis, når racerkøreren Morten Dons for tredje år i træk afholder Struer Racing Festival i sin hjemby. Med biludstillinger, en midlertidig racerbane og masser af aktiviteter hos byens handlende er der rigeligt at se på for begge køn i alle aldre.
 

Netop hjemvendt fra 24 timers-løbet på Le Mans har Morten Dons arbejdet i døgndrift de seneste uger for at få alle løse ender bundet sammen på fart-arrangementet, som i år både tilbyder fartoplevelser til lands, til vands og i luften:

- Det er lykkedes at få endnu en oplevelse på programmet i år, nemlig helikopterture, hvor det er muligt at få sig et overblik over Struer og omegn, fortæller Morten Dons, som sidste år tilføjede ture med såkaldte RIB-både med afgang fra havnen i Struer:

- Sidste år var det bådene, og de kommer heldigvis også med i år. Struer Racing Festival skal give helt almindelige mennesker muligheden for at mærke adrenalinen bruse i kroppen, præcis som når jeg sidder bag rattet på en racerbil på de store racerbaner ude i Europa!

Den midlertidige racerbane, som siden 2015 er blevet stillet op på Struers industrihavn, er den absolutte publikumsfavorit, og den er naturligvis også med igen. Der er en håndfuld nye, spændende sportsvogne og racerbiler, hvor en tur i passagersædet kan købes til fornuftige priser.

- Vores highspeed-bane er det bærende punkt i arrangementet, og jeg nyder at se folk stige storsmilende ud af bilerne efter nogle omgange på banen, fortæller Morten Dons, som selv vil køre ture på banen i en Ferrari 458 Challenge-racerbil, udlånt af Roed Performance i Holstebro.

Byens handlende har igen i år bakket op om arrangementet, og en række butikker har både helt særlige tilbud og konkurrencer klar til alle besøgende. Blandt andet er Vestergade omdannet til Tøsegade, hvor motorsportstemaet bliver krydret med et feminint touch. Her byder Struers Friske Bilhus på konkurrence i dækskift - naturligvis kun for seje kvinder - og efterfølgende kan der kigges på kjoler og drikkes “tøseøl”...

Struer Racing Festival bliver skudt igang kl. 10 og får vist det ternede flag kl. 17. Herefter er der afterparty som fortsætter til kl. 22.


Morten Dons

Struer Racing Festival
www.struerracingfestival.dk