Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 5

En weekend med stor drama, DASU-kovendinger og ulykkelig udgang

Formel 5 
13/06/17 

Der har tilsyneladende været et svært forløb for Formel 5 bilerne efter introduktionen af Formel 4 klassen i Danmark.
Kørerforeningen Formel 5 har sendt deres version af historien til Motorsporten.dk.
 

Den seneste løbsweekend, på Ring Djursland, vil uden tvivl gå over i historien som en af de største farcer og sorteste øjeblikke i Formel 5/Formel Ford-klassens historie. Det blev til en ødelagt motor, og adskillige biler med benzin og metalspåner i olien, vilde protester og alt for meget negativ stemning. Og oveni det, så fik man for alvor syn for sagen, når DASU’s Banesportsudvalg folder sig ud i kovendinger, ansvarsfraskrivelse og søforklaringer af værste skuffe.

Hele problemet skyldtes en lille metalplade der var blevet krævet man skulle montere på indsugningen til motoren i Formel 5 klassen. En såkaldt restriktor. Og hvorfor skal den så sidde der?

Jo, man har fra DASU/BU’s side besluttet før sæsonen gik igang, at Formel 5 skulle køre sammen med Formel 4 klassen. Eneste minus var, at man ikke havde spurgt Formel 5 klasserepræsentanten om klassen var interesserede i at køre sammen med andre klasser. For i reglementet står det klart og tydeligt at klassen tegnes af kørerforeningen, som regel ved klasserepræsentanten. Derfor kan man ikke bare lægge Formel 5 sammen med Formel 4, uden accept fra klassen. Men man har blot rettet i det sportslige reglement, udenom klasserepræsentanten.

Og hvad er så problemet ved at de to klasser skal køre sammen? Jo egentlig er der en lang række fordele, da det bliver betydeligt sjovere ræs at se på - og sjovere at køre, når der er flere biler på banen af gangen. Men udfordringen er, at den nye Formel 4 promotor har valgt en helt forkert bil - med en motor der er så svag at den ikke kan hamle op med de små, lynhurtige Formel 5 biler.

Og DASU ville ikke acceptere at den nye Formel 4 klasse var langsommere end den gamle hæderkronede Formel Ford (nu Formel 5). Og hvad gør man så? Jo, man kunne jo stille krav til den nytilkomne klasse, at de skulle sikre at de som minimum kunne køre fra den klasse man fra DASU’s side havde udvalgt til at skulle være fyldklasse.

Men sådan arbejder DASU ikke. For de lytter til den nye promotor, der kommer med penge på lommen. Og han fortæller, at det vil være en væsentlig udgift for hans lille projekt. Og så er det jo nemmere at lave en lille metalplade til Formel 5 klassens biler, og kræve at de skal køre med den. Som sagt, så gjort. Er det så ikke fjong fjong?
Naah, man skulle jo nok lige have undersøgt hvilke konsekvenser det ville have for bilens motor, inden man bare gør den slags….eller hvad?

Intet problem, det har man styr på. Man har udnævnt en teknisk konsulent i Formel 4, som samtidig ved et trylleslag blev Banesportsudvalgets tekniske konsulent. Eneste problem var bare at den person man havde udpeget også er teamchef for to Formel 5 kørere, og jo egentlig ikke, som sådan har habiliteten helt på plads. Man kan så altid spørge om ikke det var DASU’s opgave at sikre at beslutningstagere og “tekniske konsulenter” har den fornødne habilitet og upartiskhed. Det vil nogen jo nok mene at det var.

Nuvel, det afholder ikke Banesportsudvalget fra, efter at have konfereret med deres tekniske konsulent, at fastslå at Formel 5 klassens bekymringer om at motoren kan tage skade, blot bunder i uvidenhed. Derfor fastholder de at der skal benyttes de tildelte restriktorer. Dem uddeler man første udgave af, til første afdeling af DM, på Jyllandsringen. Man havde dog lige glemt at fortælle klassen om det nye krav, så man fiksede lige en hurtig bulletin, 2 dage før løbet. En procedure der normalt ikke burde kunne ske ifølge reglementet. Det skulle dog vise sig senere, at det kunne skam ske - igen.

For til trods for klasserepræsentanten for Formel 5, flankeret af klassens tekniske kontrollant, forsøgte at forklare Banesportsudvalget at det ikke var en smart ide, og at man krævede at se dokumentation for at tingene var foregået korrekt efter reglementet, så nægtede DASU at fremvise dokumentation. Og når de ikke nægtede, så var de tavse.

Nå, men efter at man til første DM afdeling havde haft møde i Formel 5 klassens kørerforening, blev det besluttet at man ville meddele Banesportsudvalget og Formel 4 styregruppen, at man havde udvist stor velvilje, og accepteret at køre med restriktoren i en weekend, men at man ikke ønskede at køre med den mere. Det fik Formel 4 promotoren op af stolen, og kræve et møde med Formel 5, og med deltagelse af repræsentanter fra DTC og Banesportsudvalget. Men Formel 5 klassen mente nu ikke at de havde et udestående med hverken DTC eller Formel 4, og de mente at det var mest rigtigt at tage et møde med Banesportsudvalget alene, da det jo (forhåbentligt) var dem der havde udstedt bulletinen.

Banesportsudvalget ville dog ikke mødes med Formel 5 klassens repræsentanter, uden samtidig deltagelse af hele DTC cirkusset, og Formel 4 styregruppen. Og hvorfor de skulle med, kunne man ikke få et klart svar på. Det fik man nu et klart svar på senere. For endnu engang at udvise velvilje, deltog man til et møde ved Classic Race i Aarhus. Har blev man sat overfor det tunge skyts fra DTC og Formel 4’s styregruppe, inkl udvalgte medlemmer fra DASU og det noget amputerede Banesportsudvalg.

Til mødet blev det meget tydeligt at planen var klar hos Banesportsudvalget, DTC og Formel 4. Formel 5 klassens skulle trynes og trues til at makke ret. Beskeden var klar fra DTC’s ledelse, der står som løbsarrangører af de weekender hvor Formel 4 og Formel 5 kører. Hvis Formel 5 kunne køre fra Formel 4, fik man ikke lov til at stille op! En noget bastant udmelding. Og adspurgt hvordan Banesportsudvalget så på den sag, når nu kalenderen var lagt fast, kunne Banesportsudvalgets formand ikke komme med et klart svar. Han fandt derfor et andet emne at tale om.

Formel 5 klassen forlod mødet mere oplyste end tidligere. Nu vidste man trods alt hvilken side Banesportsudvalget var at finde på, og man forstod at når argumenterne slap op, var strategien at tie sagen ihjel. Men Formel 5 klassen ville det nu anderledes. Så man holdt fast i kravet om at mødes med Banesportsudvalget, alene. Det blev dog en lang sej kamp, med megen negativ korrespondance. Men som sagt - alt godt kommer til den som venter. Pludselig gav Banesportsudvalget efter. Med under en uge til det næste løb, accepterede man. Glæden var stor, indtil man fandt ud af, at det bare var bluff. For nu kunne Banesportsudvalget pludselig ikke deltage i mødet, på den dato man selv havde fastsat. Underligt!

2 dage efter, med 3 dage til næste afdeling, kom så en ny bulletin, med krav om endnu en restriktor, der var endnu mindre end den første. Igen alt alt for sent, og igen uden dokumentation for konsekvenser af at køre med restriktoren. Og oveni hatten var det sørme på baggrund af super repræsentative testresultater (ja ja, det ER ironisk), hvor man måler den bedste Formel 5 kører mod den 4. bedste Formel 4 kører. Igen var testen foretaget af Formel 4 klassens og Banesportsudvalgets tekniske konsulent. Genialt træk må vi sige.

Nå, men Formel 5 klassen sad ikke på hænderne. Man startede med, naturligvis at underkende testresultaterne. Derefter blev det klart at man havde brug for uvildig viden, og fra en person der vidste noget om motorer. Derfor tog man kontakt til en af Ford’s ypperste motortunere. Han udtalte sig i klare vendinger om at monteringen af restriktorerne, uden tvivl ville kunne slå motoren ihjel. Med den information på skrift, drog man fortrøstningsfuldt til Ring Djursland. For nu var argumenterne da til at få øje på.

Og det startede da også i medvind, da man forelagde stævnedommeren argumentationen, sammen med reglementet, der ikke gav belæg for at modificere motoren. Dommeren underkendte sandelig også bulletinen, og kontaktede Banesportsudvalgets formand pr mobil. Han gav endelig lov til at man kunne fjerne restriktorerne. Men glæden var kort, for da dommerne bad ham sende det på skrift pr mail, nægtede han. Så tog dommeren fat i Banesportsudvalgets klasseansvarlige. Han ville heller ikke sende det på mail, men lovede at komme på banen.

Ankommet til banen, voterede han med et andet medlem af Banesportsudvalget. Og nu besluttede man at fastholde at der skulle køres med begge restriktorer. Skuffede måtte klasserepræsentant og teknisk kontrollant overlevere klassen beskeden. på dette tidspunkt havde man kørt en tidtagning med restriktorerne i. Og nu havde man håbet på at fornuften ville sejre. Flere var begyndt at tvivle på om motoren kunne klare mosten.

Men af frygt for at blive suspenderet valgte man dog at køre med restriktorerne alligevel. Det skulle dog vise sig at blive fatalt. For efter 6 omgange i heat 2 måtte den første motor lade livet. Og som frygtet fik Fords motortuner ret i sin forudsigelse. Årsagen var monteringen af restriktorne. Efter heatet gik flere af teamsene igang med at undersøge deres motor. Og det viste sig at der var blandet rigtig meget benzin i olien. I flere motorer fandt man også metalspåner i olien.

Det gav den tekniske kontrollant og klasserepræsentanten grund til igen at kontakte de teknisk delegerede og bede dem vurdere sagen. De tog sagen meget alvorligt. Der blev taget olieprøver og man fik kigget dybt ned i motoren, med kamera. Her var synet ikke til at tage fejl af. Skaderne var graverende, og det vil formentlig koste en renovering af flere motorer.

Nu måtte man da for pokker komme til fornuft. Og ved første øjekast lod det også til at være tilfældet. Man erkendte fra Banesportsudvalgets udsendte, at det nok var en god ide at fjerne restriktorerne. Meeen, man glimrede igen med sine evner ud i kovendingens kunst. For på den nye seddel fra udvalgets hånd, stod der blot at man ville annullere den sidste bulletin. Og kun for resten af weekenden. Det betød, set med visse øjne, at man så skulle køre med den ene restriktor monteret. Det fik 2 kørere mere til at melde fra til start i heat 3, af frygt for motorens levetid.

Enkelte andre vurderede, at da den sidste bulletin allerede havde erstattet den første bulletin, så var der nu ikke nogen bulletiner gældende. Derfor gik snakken på, om man skulle køre med eller uden restriktor. Udfaldet af den snak kender kørerforeningen desværre ikke til. Men da der blev nedlagt protest fra 2 kørere, der mente at nogen havde snydt, burde det jo have givet klar besked. For teknisk kontrollant havde beordret bilerne i Parc Fermé. Men her tog farcen lige endnu en drejning. For pga tv dækning for DTC blev Formelbilerne beordret direkte i paddocken, uden at komme i Parc Fermé.

Da man blev gjort opmærksom på fejlen, rettede man den naturligvis, og hev bilerne i Parc Fermé. Godtnok med 90 minutters forsinkelse, men hvad betyder det…? Der blev ikke fundet uoverensstemmelser med reglementet på de indkaldte biler.

Dette var en dag i DASU-cirkusset set gennem Formel 5 klassens kørerforening. Vi forestiller os ikke det er slut endnu - desværre, selvom man kan håbe, der snart er nogen der vækker de sovende enøjede kæmper i den almægtige forening DASU, og får dem til at stoppe den uprofessionelle og dybt uansvarlige forskelsbehandling der finder sted i dele af dansk motorsport.

Med venlig hilsen
Kørerforeningen Formel 5