Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
24/05/17 

Tiden er kommet for et af de absolutte højdepunkter på den internationale motorsportskalender, det legendarisk Grand Prix i Monacos snævre gader. Løbet afvikles for 75. gang (første gang 1929) og var på kalenderen, da det allerførste verdensmesterskab i Formel 1 blev arrangeret i 1950 (før 2. verdenskrig blev der ikke kørt om VM), og løbet er kørt hvert år siden 1955.
 

Banen er i det store uændret siden starten og er den korteste på kalenderen med en længde på 3.337 m. Trods længden anses banen for den mest krævende af alle. Legenden Ayrton Senna har med seks sejre rekorden, mens Graham Hill og Michael Schumacher hver har vundet fem gange.

Danske Kevin Magnussen er til start for Haas F1 og regner banen for sin favoritbane. Struer-køreren Mikkel O. Pedersen er igen til start i Porsche Supercup.

Nürburgring 24 Hour Race
Et af sæsonens helt store højdepunkter på langdistancekalenderen køres den kommende weekend på den berømte Nürburgring Nordschleife, når ADAC afvikler det årlige 24-timers løb. Blandt de mere end 130 tilmeldte teams og ca. 500 kørere er fire af dansk bilsports største navne.

Verdensmester Nicki Thiim er til start for Aston Martin, Michael Christensen deltager for Porsche, Nicolaj Møller Madsen for Audi og endelig debuterer DTC-mesteren Kasper H. Jensen i langdistance-racing for BMW.

I forbindelse med løbet deltager vinderen af Årets Mekaniker hos Dansk Metal, Kasper Kvist Larsen, som del af Yokohamas dækservice under løbet, og arbejder i tæt kontakt med Bentley Team Abt. Kasper får følgeskab af kollega Calle Helboe. Turen er arrangeret med hjælp fra Yokohama Danmark. Læs mere her.

Lundgaard i aktion igen
Kun en uge efter sin flotte debut i NEZ Formula 4 Championship er Christian Lundgaard klar til anden runde af mesterskabet, der køres på banen i Smolensk, Rusland. Christian fører mesterskabet efter første runde i Sochi.

Mac på Spa
Team Danmark indplacerede Mikkel Mac er sammen med sin portugisiske medkører Miguel Ramos til start, når anden runde af International GT Open-serien for GT3-biler afvikles den kommende weekend på Spa Francorchamps i Belgien. Mac/Ramos er til start i en Ferrari 488.

Danskere i Kerpen
Otte unge danskere er til start når anden runde af Deutsche Kart Meisterschaft (DKM) køres den kommende weekend på banen i Kerpen. Flest er der i OK Junior, hvor Malthe Jakobsen, Victor Majgaard, Oliver Skjellerup, Bastian Buus, Benjamin Frislund og Sebastian Øgaard er med. I klassen OK er Mads E. Hansen og Kasper Ylänen klar.

Dragstere i England
Årets Profil 2016, Stig Neergaard, er til start når første afdeling af FIA Dragracing Championship køres den kommende weekend i Santa Pod, England. Stig er til start i klassen Top Fuel.

Engelsk F3
Nicolai Kjærgaard er til start, når tredje afdeling af det britiske F3 Championship køres på Snetterton-banen ved Norwich i det østlige England.

Siden sidst

Dansk formelsucces i udlandet
Christian Lundgaard fik en fantastisk debut i NEZ Formula 4 Championship, da han på den russiske Grand Prix bane i Sochi vandt to ud af de tre tællende afdelinger i første runde af mesterskabet. Succesen kom under de værst tænkelige betingelser med til tider kraftig regn og skiftende vejrforhold. 15-årige Lundgaard er optaget i Renault F1’s officielle talentprogram.

Også Frederik Vesti havde en flot weekend i anden afdeling af ADAC Formel 4 på Lauzitsring, kulminerende med andenpladsen i rundens tredje løb samt to pointgivende placeringer i de to andre.
Nicklas Nielsen havde derimod ikke en weekend han vil tænke tilbage på med glæde. Efter en ellers fin kvalifikation blev det kun til et enkelt point.

Heller ikke Nicolai Sylvest og makker Nikolaj Rogivue høstede point for AMG Zakspeed i ADAC GT Master. Alle ovennævnte er medlemmer af DASU og Team Danmarks talentgruppe.

På bybanen i Pau scorede Casper Røes tre pointgivende placeringer i tredje runde af det franske Formel 4 mesterskab, med to femte- og en syvendeplads. Casper indtager en samlet 10. plads i mesterskabet.

Flot race i Barmosen
Anden afdeling af Dansk Super Kart (DSK) blev afviklet på banen i Barmosen ved Vordingborg, og bød på flot race i alle fem klasser. Vinderne af de fem finaler blev Benjamin Toft (Cadett Mini), Noah Degnbol (Cadett Junior), Malthe Jakobsen (OK Junior), Andreas Falch (OK) og Michael Bo Andersen (KZ).