Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Rally Championship

Jeannette Kvick har trukket sig fra start i Portugals WRC

WRC 
19/05/17 

World Rally ChampionshipJeannette Kvick kommer ikke til at køre den portugisiske WRC-runde, da hun i aftes valgte at trække sig efter en kaotisk optakt med både økonomiske problemer og en useriøs og alkoholpåvirket kører.
Situationen omkring den dansk-tyske indsats i en lejet Peugeot 208 R2 fra det portugisiske team Inside Motor udviklede sig time for time dagen igennem og endte ved starten på den første af rallyets 19 hastighedsprøver, da den 52-årige tyske kører Edith Weiss pludselig forsvandt og efterlod Jeannette Kvick alene tilbage med bilen.
 


Jeannette Kvick
- Vi skulle starte 21:04 og var på plads 20:50, men Edith Weiss' attitude og tilgang til opgaven var så langt fra bare en lille smule seriøs. Hun gad ikke sætte sig ind i bilens detaljer, gad ikke køre shakedown for at lære bilen at kende, hørte ikke efter instruktioner, drak alkohol kort før starten, og forlod uden et ord bilen ved starten på den første prøve, så jeg stod alene tilbage. En time senere var hun stadig forsvundet, berettede en rystet Jeannette Kvick torsdag aften fra Portugal, og fortsatte:

- Efter sigende har Edith Weiss tidligere deltaget i en halv snes VM-rallyer, så jeg havde naturligvis en forventning om at møde en bare nogenlunde rutineret kører, men hun må være fra en anden planet. Jeg har aldrig oplevet en kører som hende, og håber heller ikke at komme til det igen!

Fra den ene krise ...
Problemerne begyndte allerede mandag, da Edith Weiss ikke dukkede op i Portugal, fordi hun havde glemt at booke et flysæde, og stik imod det aftalte først ankom om aftenen dagen efter.

Onsdag kom det til en krise omkring den lejede Peugeot 208 R2 fra Inside Motor, som efterlyste den aftalte betaling på 20.000 euro, som skulle falde i to rater, halvdelen i fredags og resten onsdag. Men Edith Weiss’ tyske bank kunne på grund af gældende regler maksimalt overføre halvdelen af beløbet onsdag.

Da indbetalingen udeblev fik Edith Weiss af Inside Motor et ultimatum. Betal resten her og nu, ellers kommer bilen ikke ud at køre.

- I stedet for at træde i karakter og få sagen ordnet, forblev hun passiv, så hvis ikke det hele skulle være forgæves, måtte der ske noget. Jeg fik så lavet en aftale med min sponsor Jan Jørgensen, Hammel Autolak, om deponere den resterende sum, indtil den tyske bank kunne overføre det manglende beløb. Det resulterede i at Inside Motors chef gjorde mig til supervisor i forhold til teamet og instruerede sine folk om at holde sig til mig - som dybest set slet ikke skulle have noget med det at gøre, men derimod Edith Weiss, fastslår Kvick, som tillige kunne konstatere, at den tyske kører heller ikke havde sørget for hotel eller bil til notekørsel.

... Til den næste
Med støtten fra Hammel Autolak lykkedes det danskeren at få banet vej for den planlagte start, men så kom det til en ny krise, da Edith Weiss demonstrerede en uventet mangel på engagement og seriøsitet, som gjorde Jeannette mere end betænkelig ved hele situationen.

Da tyskeren i stedet for at udnytte muligheden for at lære bilen at kende på shakedown-prøven og få optimeret samarbejdet i kabinen, hellere ville have noget godt at spise og drikke øl, begyndte situationen at spidse til - stemningen mellem de to kørere blev stadig mere anspændt.

Dråben der fik bægeret til at flyde over, faldt ved starten på løbet, da det stod klart, at tyskeren igen havde drukket, ikke havde erfaring med sekventielt gearskifte, havde problemer med at finde ud af sætte bilen i gear eller trække håndbremsen, først lige før starten blev interesseret i hastighedsprøvens beskaffenhed og i øvrigt kort efter forlod bilen - og forsvandt!

- En time efter at vi skulle være startet, var hun stadig ikke dukket op, så jeg afleverede startkortet og meddelte, at jeg trak mig fra yderligere deltagelse. Hun kan glemme alt om at se mig som codriver i nogen bil med hende bag rattet. Det mest bizarre, jeg har oplevet i mine 17 år som codriver i rallysporten, slutter Jeannette Kvick.

Morten Dam


Læs mere om:
  • Jeannette Kvick
  •  
     

    World Rally Championship nyhederne på Motorsporten.dk er sponsoreret af: