Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Audi nr. 8 mio. med quattro

Bil nyt 
15/02/17 

På den nye fabrik i San José Chiapa er Audi nummer 8 millioner med quattro-firehjulstræk kørt af samlebåndet – teknologien med indbygget ekstra sikkerhed og køreglæde også på sne og is. Jubilæumsbilen er en granatrød Audi Q5 2.0 TFSI quattro.
 

quattro-teknologien fik sin debut i 1980, og i dag fås den til over 100 forskellige modeller. I Audi Q7, A4 allroad, A6 allroad, A8, R8 samt i alle S- og RS-modeller er firehjulstrækket quattro standardudstyr, mens det fås som ekstraudstyr til alle de øvrige modelrækker. I 2015 besluttede 44 % af alle Audi kunder på verdensplan sig for en model med quattro. Med ca. 262.000 producerede biler var Audi Q5 den mest populære. Der har været særligt høje andele af quattro-modeller i USA, Canada, Rusland og på markederne i det sydvestlige Asien.


Audi med quattro nr 8 mio er en Q5 quattro i Garnet red
(Foto: AUDI)

I Danmark har vi den høje registreringsafgift, hvorfor der herhjemme sælges flest Audi A3 og A4, der typisk ikke udstyres med quattro. Derfor er andelen af modeller med quattro i Danmark noget mindre og lå kun på 7 % i 2016.

Teknologien
Audi tilbyder quattro i forskellige udførelser skræddersyet til hver model. I de kompakte modelrækker med tværliggende motor er der monteret en lamelkobling med hydraulisk betjening og elektronisk regulering på bagakslen. I centermotorsportsvognen R8 sidder lamelkoblingen på forakslen. Disse aktive systemer fordeler kræfterne variabelt på begge aksler afhængigt af kørselssituationen.

Det automatisk spærrende midterdifferentiale, som anvendes i mange Audi modeller med langsliggende motor foran, er en rent mekanisk planetgearkasse. Under normale forhold fordeler den trækkraften til for- og bagakslen i forholdet 40:60.

Til visse topmotorvarianter kan man tilvælge sportsdifferentialet på bagakslen. Det kan fordele trækkraften aktivt mellem baghjulene ved hjælp af to overlejringstrin med elektrohydrauliske lamelkoblinger. I ekstreme situationer overføres næsten hele drejningsmomentet til ét hjul – systemet presser bilen ind i svinget og eliminerer på den måde understyring allerede i opstartsfasen.


(Foto: AUDI)

Den nyeste innovation – quattro med ultra-teknologi
Den nyeste udvikling fra Audi er quattro med ultra-teknologi. Det er ligeledes konstrueret til modeller med langsliggende motor. Her fordeler en reguleret lamelkobling i enden af gearkassen drejningsmomentet ved kørsel med firehjulstræk variabelt mellem de trækkende aksler. En omskifterkobling i bagakseldifferentialet kan desuden åbne forbindelsen til baghjulene. I kørselssituationer, hvor firehjulstrækket ikke giver nogen fordele, åbnes begge koblinger. Det betyder, at de komponenter i den bageste del af drivlinjen, som er ansvarlige for friktionstab, ikke bevæges med. Systemets styreenhed beregner ud fra en lang række data en model af kørselstilstanden, som rækker ca. et halvt sekund ind i fremtiden. Hvis det eksempelvis registreres, at et af de inderste hjul i svinget snart kommer i nærheden af sin vejgrebsgrænse, tilkobles firehjulstrækket som en forebyggende foranstaltning. Dermed er firehjulstrækket allerede aktivt, når der er brug for det. Det nye koncept øger effektiviteten markant – uden at det går ud over vejgrebet og køredynamikken.

Succeshistorien Quattro
Med det permanente firehjulstræk quattro har Audi sat en milepæl inden for bilindustrien – ingen anden producent kunne i 1980 byde på et hurtigtkørende, let firehjulstræk til omfattende serieproduktion. Teknologien fik debut på biludstillingen i Geneve i 1980 i den såkaldte Ur-quattro. I 1986 erstattede Audi det manuelt spærrende midterdifferentiale af første generation med torsendifferentialet, som kunne fordele trækkraften variabelt, og i 2005 fulgte planethjulsgearkassen med en asymmetrisk-dynamisk basisfordeling af trækkraften. I dag videreudvikles de automatisk spærrende midterdifferentialer fortsat kontinuerligt, og de gælder som benchmark for vejgreb og køredynamik samtidig med en meget lav vægt.

Audi har også fejret talrige triumfer i motorsporten med quattro-teknologien. Resultaterne indtil nu: fire titler i rallyverdensmesterskabet, seks sejre i det berømte bjergløb på Pikes Peak (USA), en titel i US-TransAm-serien, to DTM-titler, 11 nationale Super Touring Car-mesterskaber og en Touring Car World Cup. quattro-teknologiens seneste sejr: Mattias Ekström og hans private Rallycross-Team EKS vandt med Audi S1 EKS RX quattro i slutningen af november 2016 titlen ”kørerverdensmester” og ”teamverdensmester” ved FIA-Rallycross-WM.

AUDI Danmark