Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
08/02/17 

Dansk Automobil Sports Unions fornemste pris er titlen som Årets Bilsportskører. Titlen tilfalder i år ikke én men to kørere, nemlig makkerparret Marco Sørensen/Nicki Thiim, der i 2016 tilsammen vandt FIA World Cup for GT Drivers, det højeste kørermesterskab i GT- racing.
 

Det skete efter en sæson, hvor makkerparret vandt to afdelinger af World Endurance Championship og sikrede en række topplaceringer, bl.a. ved 24-timers løbet på Le Mans. Tilmed blev den fornemme titel sikret i det danskejede Young Driver-team, i tæt samarbejde med Aston Martin Racing.


(Foto: DASU)

Nicki Thiim har tidligere vundet bl.a. Le Mans for Young Driver i GTE Am klassen, mens Marco Sørensen en gang tidligere er kåret som Årets Bilsportskører. Det skete i 2012. Både Nicki Thiim og Marco Sørensen har derud over vundet en lang række løb og mesterskaber i andre kategorier, og tilhører den absolutte top både nationalt og internationalt.

Vinderen af titlen som Årets Bilsportskører udpeges af en komite nedsat af Dansk Automobil Sports Union, bestående af unionens formand Bent Mikkelsen, formanden for unionens eliteudvalg Carl Christian Hansen, aktives repræsentant Tom Kristensen og pressens repræsentant Morten Alstrup.
Prisen har været uddelt i sin nuværende form siden 1994. Med titlen følger et sølvfad samt kr. 20.000.

Kåringen forgik ved Dansk Motorsport Award 2017, afholdt 2. februar i Herning.

Under awardshowet blev endvidere uddelt et antal talentpriser, samt publikumspriser i en række kategorier. Se hvordan det gik på dasu.dk.

Nicolaj Møller Madsen klassevinder i Australien
Sæsonen startede fint for fynske Nicolaj Møller Madsen, der i sin debut i det berømte 12-timers løb i Bathurst, Australien, scorede en klassesejr med sit tyske Porsche-team.

William Wulff bedste dansker
Årets første store kartingmesterskab er afviklet. Efter anden runde af WSK Champions Cup på Adria-banen i Italien blev William Wulff bedste dansker med en samlet placering som nr. 11 i klassen Mini. Her blev Sebastian Gravlund nr. 15.
Mere end et dusin unge danskere stillede op i de fire kategorier, der blev kørt.

Nicklas Nielsen og Emil Dose vandt Dansk Metal Shoot-out
I forbindelse med den store Motorshow 2017 i MCH dagene 3-5. februar blev der kørt en ”shoot-out” mellem nogle af Danmarks bedste kart- og banekørere. Lørdagens finale blev vundet af Emil Dose, mens Nicklas Nielsen vandt søndag.
Sidstnævnte kunne i weekenden præsentere ny kontrakt med Ralf Schumacher og Gerhard Unger (US Racing) i det tyske Formel 4 mesterskab 2017.

Rapido Talentfond støtter DASUs unge udøvere
En ny aftale mellem DASU og rejsebureauet Rapido Travels, der specialiserer sig i motorsportsrejser, giver unge udøvere mulighed for at søge rejsetilskud til løb i udlandet.

Under navnet Rapido Talentfond er formålet at opmuntre og understøtte aktive under 18 år (20 år for rally & vejsport) til deltagelse i løb i udlandet indenfor alle bilsportens discipliner: karting, asfaltbane, rallycross, rally, folkerace, crosskart, vejsport, MRC og dragracing.

For at komme i betragtning må ansøgere ikke være fyldt 18 år på tidspunkt for deltagelse i ansøgt løb (20 år for rally & vejsport). Ansøgning om støtte indsendes på særlig blanket der rekvireres fra DASUs hjemmeside. Herefter tager DASU stilling til ansøgningen, efter en prioriteringsrækkefølge der ligeledes kan læses på hjemmesiden.

Læs mere på dasu.dk. Se også rapidotravel.dk/

Det sker i weekenden: Træn med DASU
Torsdag d. 9. februar afvikles tredje og sidste samling under overskriften ”Træn med DASU” i Brøndby.
Under ledelse af DASUs fysiske træner Dennis Wounlund har unge mellem 10-15 år vinteren over gratis kunnet deltage i træning to steder i landet.