|
Verden er fuld af nuancer. Det er det, der gør det spændende, men også kompliceret at leve. Det er også det, der gør det svært at få ting ned på skrift. Nuancer er svære at formidle. Som nu Bernie Ecclestone. Havde han været en person fra fiktionens verden, kunne han have været en skurk på linje med Darht Vader - eller måske bare Gordon Gekko, eller Charles Foster Kane. Man kunne have konstrueret det store drama, om finansmanden, der træder på alt og alle omkring sig, for at nå sine mål, indtil han bliver stødt fra tronen. Eller man kunne have lavet den moralske fortælling om idealisten, der bliver korrumperet af kapitalismen og sin egen succes, og ender i den store fortabelse. En anden mulighed ville være at lade filmen slutte i 80’erne, lige der hvor F1 for alvor bliver en verdenssport, hvor Ecclestone står på succesens tinde og kan beskue sit værk - altså historien om skaberen.
Den sidste vil være en ufuldendt fortælling, når vi snakker Ecclestone. Den midterste vil ramme ved siden af - Ecclestone har aldrig været idealist. Den første vil være en for simpel udlægning af virkeligheden. Ecclestone er ikke nogen tragisk figur, Ecclestone er bare en forretningsmand. En dygtig forretningsmand, med en til tider noget alternativ stil. Del og hersk har altid været han foretrukne metode - og sandheden har aldrig interesseret ham specielt meget. Det vigtige er hvad man beslutter, ikke om baggrunden for beslutningen var rigtig eller forkert.
En masse mennesker er blevet rige på grund af Ecclestone. Og Formel 1 er blevet en global sport på grund af ham. Eller er den nu også det? Ecclestone spillede en stor rolle i hvordan F1 blev struktureret og i hvordan sporten blev udbredt på fjernsyn. Men han opfandt hverken sporten eller fjernsynet. Før Ecclestone eksisterede F1 - og det var mens han blot var endnu en teamejer, af det kommercielle aspekt i sporten steg. Det var Lotus der i 1968 malede logoet fra tobaksfirmaet Golden Leaf på bilen. På det tidspunkt var Ecclestones rolle i F1 at være manager for Jochen Rindt (der kom til Lotus i 1969). Fjernsyn og F1 er et godt match - uden Ecclestone havde de fundet hinanden alligevel. Det havde haft en anden form, og meget havde været anderledes. Men det have været der!
Hvis man skal forstå hvad Ecclestone gjorde, så skal man først forstå hvordan tingene fungerede før: En racerbane vil gerne arrangere et F1 løb - så det gjorde de! Man inviterede de forskellige teams til at tilmelde sig et løb - og man stillede dem en række præmiepenge i udsigt. Der kunne være penge for at stille til start, penge for at have en given placering på et givet tidspunkt i løbet - og selvfølgelig penge for resultatet. Allesammen en form for præmiepenge. Så hvis en racerbane ville afvikle et F1 løb, skulle de have skrabet en slat præmiepenge sammen. Dem tjente de ved at tilskuerne købte billet, og forskellige firmaer købte reklamer rundt på banen. Endelig kunne man også tjene lidt penge ved at sælge tv-rettighederne.
Bernie Ecclestone ændrede systemet. Som formand for FOCA - konstruktørernes sammenslutning - fik han overtalt banerne, til at de skulle betale til FOCA, som så fordelte pengene mellem de deltagende hold. Samtidig købte han så også tv-rettighederne - gennem FOCA-TV, som han selv ejede. FOCA eksisterede ligeså længe Ecclestone havde brug for organisationen. Det store slag var i 1980, hvor de kæmpede mod FISA, som FIA’s sportslige gren dengang. Kampen stod om rettigheder til sporten og til dels om de tekniske regler. Det kom så vidt af FOCA truede med at lave sit eget mesterskab, med alle de private konstruktører - hvilket ville efterlade et F1 med Alfa Romeo, Ferrari, Renault og Talbot (som lige i den periode ejede Ligier). Ecclestone vandt kampen, og fik senere titel af vicepræsident i FIA. Her fik han motorsport som ansvarsområde. Men det var ikke nok for ham.
I starten af 90’erne fik han Max Mosley valgt som præsident for FIA. En række år senere fik han FIA til at afskrive alle kommercielle rettigheder til F1 på en 113 år lang lejeaftale. Det gav han ikke mange penge for. Heller ikke det var nok for Ecclestone. Han skyndte sig at sælge rettighederne videre - så dyrt, at firmaet der købte dem, gik konkurs. Efter lidt uro frem og tilbage endte rettighederne hos kapitalfonden CVC - der ikke interesserede sig for sporten, men for indtjening. Og de havde et ret stort behov for indtjening, for de havde købt F1 for lånte penge - på forventning om hvad de kunne trække ud af sporten.
Her har vi kilden til nutidens problemer. Alt for mange penge blev kanaliseret ud til CVC, alt for få tilbage til de deltagende teams. Et offer for dette er i denne uge blevet Manor. De fandt ikke en, der vil gå ind i teamet med penge - og F1 er derfor nu igen på 20 biler i 2017 sæsonen.
Ecclestones løsning på problemet var simpel - teamsene skulle sætte tæring efter næring - ikke bruge flere penge end de havde. Det er nemt at sige, og en sandhed som de fleste af os kan se giver mening, i forhold til vores private økonomi. Men F1 er ikke min private husholdning - og sporten genererer masser af penge, også penge nok til at Manor kunne have overlevet. Men pengene der gik ind i sporten er for det meste gået ud igen.
Det var manglen på fremdrift, der fik Ecclestone fyret. Der er ikke kommet nye fans til de senere år, eller i al fald meget få. Seertallet er dalende, tilskuerne på banen bliver væk. Formel 1 er på de sociale medier mest kendt for at forlange videoer fra gamle dage fjernet fra YouTube. Ecclestone var ligeglad - de unge fans har alligevel ikke råd til at købe et Rolex ur var hans svar på den manglende tilstedværelse på sociale medier.
Udtalelsen fortæller ganske tydeligt, hvordan Ecclestone så F1. Det var et show af rige mænd, for rige mænd. Det var eksklusivt, et så stort brand i sig selv, at det nærmest var fornærmende at foreslå, man skulle pleje sit publikum. Ecclestone er ikke kendt for sin store nostalgi - han nærmest hadede når folk snakkede om gamle dage - men alligevel endte F1 med at blive en anakronisme i hans hænder - som divaen i den gamle film Sunset Boulevard, der lever i en forstilt verden, hvor hendes fortidige præstationer stadig bliver beundret, mens virkeligheden suser ligeglad forbi ude på vejen. Selvfedmen i F1 har haft kronede dage. Der var ikke grund til at slås for sit image - ens tilstedeværelse var jo nok.
I 90’erne havde Ecclestone magt. Ubegrænset magt. Hans ord var lov i F1. Hans væbner var præsident for FIA. Modstandere kunne enten trynes eller bestikkes. 90’erne var Ecclestones højdepunkt. Da han solgte de rettigheder han lejet for 113 år, skabte han selv den revne, der med tiden udviklede sig til den afgrund han faldt i.
Man skal ikke være i tvivl om at Bernie Ecclestone har villet F1 det godt. At det hele i virkeligheden er drevet af en dyb interesse for sporten. Han blev rig på den interesse, han gjorde andre rige. Men begærligheden vandt. I stedet for selv at sidde og skumme fløden, hvilket mange faktisk undede ham, da han fik sin 113 årige lejeaftale - så skulle der kapitaliseres med det samme. Det kommercielle rettigheder endte hos CVC, som ansatte Ecclestone.
I de senere år har han tydeligt været mere og mere utilpas med den ordning - Ecclestone har nok aldrig været glad for at have chefer. Og det chefer, der krævede mere og hurtigere indtjening. At tænke fremadrettet var ikke muligt under CVC - og det var ellers det, der var Ecclestones styrke i de tidligere dage - han gættede rigtigt, når han gættede på hvilken retning verden bevægede sig i. Han var fremsynet og tog de rigtige beslutninger. Med CVC blev sporten underordnet. Hvis bare de tjente penge, så kunne sporten for deres skyld krølle sig sammen og udånde ovre i hjørnet.
Mosley forlod FIA i 2009 - og blev erstattet af Jean Todt. Franskmanden har generelt været en skuffelse i rollen, men i forhold til Ecclestone, sagde han fra. FIA var ikke længere en organisation, der bare nikkede ja til Ecclestones forslag. Økonomien strammede til for de forskellige hold - men CVC holdt stædigt fast i deres andel af kagen. Ecclestone nægtede at tænke på tiden efter han selv - det plejer ellers at være fornuftigt når man i 80’erne at tænke på at man ikke lever evigt. Men hvor fortiden en gang ikke interesserede Ecclestone synderligt, mistede han også interessen for fremtiden - hvad der kom efter ham interesserede ham ikke. Sociale medier, så han ingen grund til at engagere sig i, faldende tv tal bekymrede ham ikke. Heller ikke at klassiske baner gik konkurs, eller måtte opgive F1 gjorde noget, for der var altid en eller anden rig mand, klar til at kaste ekstra millioner efter et F1 løb at sole sig i.
I et par år har der gået rygter om et forestående salg af de kommercielle rettigheder. Ecclestone afviste ofte rygterne, som værende nonsens - for derefter at bruge tid på at fortælle hvor ringe en forretning og sport F1 faktisk var. Det virkede som om han prøvede at skræmme potentielle købere væk, velvidende at et salg kunne underminere hans position - eller i det mindste for det til at fremstå som om han var den eneste, der kunne styre det store cirkus.
CVC var dog indstillet på salg - og de solgte til Liberty Media. Amerikanerne har en anden indstilling end CVC - de er gået ind i sporten for sportens skyld. Bevares, de vil også tjene penge, men det er faktisk sporten, der interesserer dem. Men Bernie Ecclestone var nu en mand, der stod i vejen for deres planer. I efteråret gik der rygter om, at de ville beholde ham et stykke tid, men det stykke tid varede kun lige præcis til den dag handlen faktisk gik igennem og Chase Carey nu var chef for hele svineriet. Ecclestone fik titlen af æres-præsident. Som alle ved, er en titel, hvor ordet “ære” indgår, en titel uden indhold. Ikke overraskende blev Ross Brawn hentet ind som sportslig chef. Martin Møller-Thomsen
 |
