Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Hallelujah!

Formel 1 
13/11/16 

Hamilton vinder brasiliansk farce
FIA så rødt i Brasilien. Det røde flag, som vi heldigvis sjældent ser, blev luftet to gange. Første gang var rimeligt, anden gang var beslutning noget mere tvivlsom. Hamilton vandt fra pole, mens Rosberg skal takke om ikke guderne, så i al fald Red Bulls strategiker for sin andenplads.
 

Som nogle gange tidligere startede løbet under Safety Car - ti minutter forsinket. Det er blevet en populær måde at starte løbet på, når det regner. Man nøjes dog ikke med en enkelt omgang, men nupper gerne en god håndfuld - således også i dag. Det kan jo få en til at tænke, hvorfor starte, hvis man ikke kan køre? Den tanke blev, som dagen skred frem, lidt mere aktuel.

At det ikke var nemt at være chauffør i dag var dog ganske tydeligt - og der gik ikke mange omgange førend SC kom på banen igen. Ericsson havde tabt sin Sauber og liget stod og spærrede pitindkørslen. Altså SC, så man kunne få ryddet op. Det tog lige tid - fair nok. Så blev sluppet fri - og straks røg Raikkonen af lidt længere nede ad langsiden. Han sejlede på tværs af banen og ramte pitmuren og var ganske heldig, at ingen af alle de andre kørere ramte ham. Med en Ferrari på tværs ved målstregen og stadig mere vand, blev det røde flag luftet for første gang.

Man skal ikke tage unødige chancer - heller ikke i Formel 1. Hvis det er uforsvarligt at køre, er det uforsvarligt. Men ligesom med så mange andre ting i Formel 1, så flagrer beslutningerne til højre og venstre. På et tidspunkt blev bilerne sendt ud på banen igen - bag en SC. Det er normalt, når et løb genoptages efter rødt flag, at man starter på SC. Men her blev det med det samme meddelt at SC ville blive ud i flere omgange. Så meldte spørgsmålet sig - hvorfor så sende bilerne ud på banen? Samtidig var vejret ved at være det bedste, som det havde været, men SC blev ude på banen - omgang efter omgang. Lige indtil man smækkede de røde flag ud igen og afbrød løbet - hvis Kafka havde skrevet om racerløb, ville det have været det her han skrev!

Igen vandrede kørerne rundt i pitten - indtil de så blev sendt ud igen - igen bag SC i en flok omgange. Så blev løbet endelig givet frit, forholdene virkede nogenlunde som de havde været hele tiden. SC fik dog endnu en periode i rampelyset, da Massa i sit sidste hjemmeløb efterlignede Ericssons uheld og placerede en død Williams i pitindkørslen. Det betød at der var tid til at TV'et kunne følge Massas gåtur igennem pitten, mens han modtog publikums hyldest. Mercedes mekanikerne var også linet op til en klappeparade, mens hans gamle venner i Ferrari stod klar med håndtryk og knus, inden han nåede hjem til Williams teamet.

Hamilton vandt løbet - han og Rosberg kørte begge på det sikre. Da de trillede rundt bag SC efter Massas uheld foreslog Rosberg endda at man afblæste løbet nu. Alle de gik gange løbet blev genstartet efter SC lod Rosberg også Hamilton stikke af. Han havde overhovedet ikke tænkt sig at kæmpe med sin holdkammerat i dag. For Rosberg var strategien at undgå fejl - og komme hjem i hel udgave. Det betød også at han måtte se sig overhalet af en aggressiv Verstappen allerede ved den første start - og alligevel var det ved at gå galt for Rosberg, der tabte bilen, men reddede det hele.

Verstappen havde en sjov dag. Først lagde han sig mellem de to Mercedes racere - senere forsøgte han sig med intermediatedæk, men den satsning virkede ikke rigtig for de, der prøvede. Men i modsætning til mange andre, der prøvede at fedte løbet hjem på det dæk, de nu havde, valgte Verstappen den offensive løsning - et dækskifte til. Det virkede - på relativt nye dæk zigzaggede hollænderen sig op gennem feltet mod slutningen - mest af alt mindede det om Buttons sejr i Canada for fem år siden, hvor han også satsede på de rigtige dæk på det rigtige tidspunkt. Hamilton og Rosberg var dog uden for Verstappens rækkevidde - men han kørte sig fra en 16. plads til en tredieplads og var dermed stort set ene om at levere overhalinger.

Perez var det sidste af Verstappens ofre - han prøvede at stritte imod, men der var meget mere bid Verstappens Red Bull end i Perez' Force India. Sainz var også et af ofrene - den diskrete spanier lå længe på 4. pladsen, men mod slutningen se sig slået af først af Verstappen, siden Vettel. Vettel der i øvrigt brokkede sig over Verstappens overhaling af ham. Tyskeren mente han var forrest og han blev presset ud ad banen. Nu kan man jo så pege på Vettels tendens til at beklage sig - men kan også se det som et tegn på noget af det, der er galt. Stort set alle overhalinger skal undersøges - denne blev dog ikke undersøgt af nogen, dertil var det hele for oplagt. Men at brokke sig er blevet legitimt, fordi man kan få noget ud af det.

Men efter et kontroversielt løb i Mexico, skal man også være fair. Straffene i dag blev uddelt for at køre i pitten, mens den var lukket og for at overhale før løbet var givet frit. Klare og simple regler - overholder man ikke dem, er straffen fair.

Hülkenberg endte på en 7. plads, mens Ricciardo blev nr. 8. Mens Felipe Massa udgik, fik en anden brasiliansk Felipe - Nasr - sæsonens første point - for en 9. plads. Stor juble hos det hårdt kæmpende Sauber team. Det sidste point endte hos Fernando Alonso, der altså slap for at lege kameramand igen i dag.

En del kørere kom ikke igennem løbet. Grosjean var det første offer - han røg af på vej rundt på banen inden løbet! Palmer udgik efter et sammenstød med Kvjat. Og Gutierrez blev kaldt ind i pit med et alvorligt problem. Men han var tydeligt lidt sur. Først kastede han med handskerne, men det er han jo ikke den første racerkører der gør. Senere så man ham i diskussion med Günther Steiner, der ikke bare lod den sure mexicaner gå sin vej - men tog fat i ham og tydeligt talte med ret store bogstaver. Det er ikke længe siden at Gutierrrez snakkede højt om hvor glad han var for den opbakning han havde fået fra sit team. Kort efter var han dog i tvivl om sin fremtid - for så at blive fyret til fordel for Magnussen. Det har han ikke taget pænt - og kalder det en unfair beslutning. Gutierrez har tidligere kørt for Sauber og allerede der bevist at han ikke hører til i Formel 1. Sæsonen her hos Haas må så være en ren bonus i hans karriere.

Magnussen selv endte på 14 pladsen. Han satsede tidligt på intermediates, og det virkede. Så blev det hele ødelagt af SC og rødt flag. Her blev alle bilerne tvunget over på regnvejrsdæk. Sammen med blandt andre Red Bull bilerne forsøgte Magnussen sig så igen med intermediates, men det var nu det forkerte valg. Sådan er livet i den ende af feltet - det sikre kommer man ingen vej med - og satsninger kan altid gå to veje.

Et langt løb fra Brasilien er overstået - VM kampen fortsætter til Abu Dhabi. På gensyn.

Og tak for sangen mr. Cohen

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Interlagos
  • 13/11/16 - Interlagos - Formel 1 - FIA F1
  •