Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Hamilton gjorde det nødvendige

Formel 1 
23/10/16 

Sejrede foran Rosberg
Lewis Hamilton er regerende mester, men kan ikke længere selv afgøre dette års VM. Rosberg kan blive nummer to og vinde titlen. Så for Lewis Hamilton er der kun én ting at gøre - vinde og håbe det bedste. I dag, i Austin, var han overlegen og gjorde dermed alt hvad han kunne for at holde drømmen om en fjerde VM titel i live.
 

Fra kvalifikationen, over starten og hele løbet igennem, gjorde Hamilton alt det rigtige. Han fik pole-position hevet hjem, han vandt starten og løbet. Så alt det, der var i hans hænder gjorde han rigtigt. Han var endda lige ved at være heldig også. I al fald røg Rosberg ned på 3. pladsen i starten, da han dels selv kapitulerede overfor Hamilton, dels blev løbet over ende af Ricciardo. De første omgange blev han presset af Raikkonen, og det virkede næsten som om, det ikke var helt umuligt for en Ferrari at tage kampen om med en Mercedes. Men, at - det blev ved fantasien. I stedet pitstoppede Rosberg sig forbi Ricciardo - og dermed var deres løb afgjort.

Mod slutningen virkede det til at Rosberg halede ind på Hamilton, men aldrig nok. Det løb var slut. Ricciardo fik sin 3. plads og det var så det bedste han og Red Bull kunne denne weekend, på trods af en masse snak om, at de mere og mere er i stand til at presse Mercedes. Snak giver ingen sejre, men kun titlen som best-of-the-rest.

Hans holdkammerat, Max Verstappen havde et anderledes dramatisk løb, med en duel med Vettel, et forkert timet pitstop, hvor han pludselig holdt inde i pitten. Teamet var bare ikke lige forberedte på at han kom ind. Bagefter undskyldte han over radioen, han troede han var blevet kaldt ind. Imponerende var det hvor hurtigt sådan et pitstop egentlig går, når teamet slet ikke er klar.

Ikke mange omgange senere var det dog helt slut for hollænderen, da bilen begyndte at sige en ganske grim lyd - faktisk mindede det lidt om noget min bil sagde for et par uge siden. Det kostede 15.000 - tror dog at det nok er lidt dyrere på en F1 racer! Verstappen prøvede at trille tilbage til pitten, men droppede det og udløste en virtuel SC periode.

Andre der mistede pusten var Hülkenberg, der blev offer for et sammenstød i første sving. Et sammenstød der også sendte Perez og Bottas i pit. Hülkenbergs bil var så beskadiget at de måtte opgive at gennemføre, mere end den ene omgang. Også Gutierrez måtte udgå, efter en dag hvor han ikke imponerede. Raikkonen derimod havde sådan set en meget god dag, indtil han blev sendt afsted fra pitten med fire nye hjul og et stykke værktøj. Han stoppede ved pitudkørslen, trillede baglæns ned i pitten, men blev bedt om at slukke motoren, da den var blevet alt for varm af at holde stille.

Så Vettel fik en 4. plads, selvom han skiftede dæk kun to omgange fra mål. Fernando Alonso blev nr. 5 efter en at have leget rodeo-rytter og råbt yi-ha efter en duel med Carlos Sainz, der imponerende nok fik hevet en 6. plads hjem. Massa fik blev nr. 7 og kørte de sidste omgange med en punkering, den må have været rimelig langsom. Men efter en række svage løb, gjorde brasilianeren det sådan set meget fint i dag. Perez blev nr. 8, Button vandt en masse placeringer i dag og sluttede som nr. 9, foran Grosjean, der hentede hjemmebane point til sit amerikanske team.

På 11. pladsen kom Magnussen, i al fald indtil det bliver afgjort om han gjorde noget ulovligt, da han overhalede Kvjat. Danskeren skiftede dæk, da der manglede ti omgange - og den satsning virkede sådan set. Der gik et par omgange før han var tilbage på den 14. plads han havde inden sit skifte. At komme forbi Palmer, var den nemme del - en teamkollega på slidte dæk er et nemt offer! Men det gik også ret hurtigt forbi Ericsson, som også Palmer smuttede forbi. Nasr kom han også forbi - og så var der Kvjat - russeren der lige er blevet bekræftet næste sæson hos Toro Rosso. Her måtte Magnussen kæmpe lidt - og satsede og røg langt uden for banen. Alligevel kom han foran russeren. Og her kommer så spørgsmålet - skulle Magnussen ikke have givet pladsen tilbage til Kvjat? Hvis man får en fordel af, at forlade banen, skal man give sin placering tilbage. Lige nu kigger stewards på lige den episode.

Med Hamilton sejr, er han nu kun 26 point efter Rosberg, der bare stadig skal sørge for at slutte én plads bag sin holdkammerat. Næste løb er næste weekend, i Mexico.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Circuit of the Americas
  • 23/10/16 - Circuit of the Americas - Formel 1 - FIA F1
  •