Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

DASU Elitenyt

Diverse 
20/10/16 

Adskillige danskere er til start, når sjette og sidste afdeling af European Le Mans Series (ELMS) køres i Estoril, Portugal, den kommende weekend.
 

Kevin i USA
Kevin Magnussen er igen til start for Renault når Formel 1-feltet den kommende weekend når til USA’s Grand Prix på Circuit of the Americas (COTA) i Texas. Danskeren har indtil nu i år scoret otte VM-points.

Sidste afdeling i ELMS
I LM GTE er Formula Racing med Johnny Laursen, Mikkel Mac og Christina Nielsen inden løbet på syvendepladsen i mesterskabet, teamets bedste resultat i år er andenpladsen på Paul Ricard. I LMP3 er Morten Dons inden løbet på tolvtepladsen.
Løbet kan følges på europeanlemansseries.com.
På samme bane er Anders Fjordbach og Dennis Andersen til start i Renault Sport Series i Renault Sport Rs01.

Rallytalenter i DM-finalen Rally Denmark
DASU Rally Challenge med Jacob Madsen/Line Lykke Jensen er i deres Opel Adam blandt deltagerne, når sjette og sidste afdeling af DM i rally afvikles den kommende weekend.
Rally Denmark har rallycentrum i Kjellerup, se mere på løbets hjemmeside her.

Siden sidst
Ulrik Linnemann tabte kampen om EM-guld i Rallycross Super 1600 med mindst tænkelige margen. Et sølle point manglede, da regnskabet skulle gøres endeligt op efter sidste weekends finale på Estering i Tyskland. En tredjeplads i finalen var ikke nok, da ungarske Krisztián Szabó kørte sejren hjem og dermed tog titlen. Det er tredje gang, nordjyden vinder medalje i det officielle FIA-mesterskab. I 2011 blev det ligeledes til sølv, mens det blev til bronze i 2013.

Nicklas Nielsen leverede en unik præstation da han søndag på Hockenheim sikrede sig tredjepladsen i Audi TT Cup, hvilket sammenlagt betyder sejr i seriens rookiemesterskab (nye kørere). Det unikke består i, at Nicklas for blot to uger siden ligeledes vandt rookie-titlen i ADAC Formel 4-mesterskabet. Det er yderst sjældent, en kører formår at levere denne bedrift i to vidt forskellige løbsserier.

Nicklas Nielsen har i de seneste år været blandt verdens absolut bedste kart-kørere, og er optaget i Audis officielle talentprogram.
På Hockenheim sluttede en svær sæson i FIA EM Formel 3 med en samlet tolvteplads for Mikkel Jensen.

På trods af en relativt beskeden placering som nr. 5 bevarede dansker-duoen Marco Sørensen/Nicki Thiim deres samlede føring i kampen om FIA World Endurance Cup for GTE Pro-kørere. Samtidig er Young Driver AMR fortsat i spidsen for teammesterskabet. I løbet, der blev kørt på Fuji-banen i Japan, sluttede Michael Christensen og holdkammerat Richard Lietz på syvendepladsen for Porsche, mens David Heinemeier Hansson og holdkammerater sluttede på femtepladsen i GTE Am, ligeledes i en Porsche. David er på en delt tredjeplads i denne klasse.
Der resterer to afdelinger af World Endurance Championship (WEC).

På Brno i Tjekkiet sikrede Team K-Rejser sig mesterskabet i A2-klassen for hold i Hankook 24H Series. Søskendeparret Nanna og Martin Gøtsche sikrede sig titlen i SPX-klassen, mens Nanna blev toer i Ladies-mesterskabet. Kim Holmgaard blev toer i A3-klassen.