Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Mini Rally

Kasper Nyman nr. 1 i første løb i Skoda Fabia R2

Mini Rally 
01/09/16 

Det var en ønskestart for Kasper Nyman med den nye bil og nye co-driver. Efter en fantastisk dag i og omkring Grauballe ved Silkeborg stod Kasper og Steen øverst på sejrsskamlen.
Lørdag den 27. august var Kasper Nyman og Steen Bøgelund til Grauballe for at deltage i Minirally Silkeborg. Der var flere motorsports arrangementer i Silkeborg denne lørdag, - men for Kasper og Steen var det minirally som trak.
 

Teamet var tidlig på færde, idet der var papir- og teknisk kontrol fra kl. 7.30. Kasper og Steen kørte derefter ud for at gennemkøre de 5 hastighedsprøver, som efter frokost skulle køres i høj fart. Her er der mulighed for at lave egne notater på vejforløb – sving og hop. Når notaterne er lavet er det muligt, at køre med høj hastighed på prøverne.


Kasper Nyman på hastighedsprøve
(Foto: Allan Post)

Allerede da Kasper og Steen var tilbage fra gennemkørslen var der store smil på læberne. ”det bliver så sjovt, - det er nogle super prøver, især Gjerg-prøven, jeg glæder mig til at køre dem i rallybilen”, fortalte en storsmilende Kasper på servicepladsen, da han gjorde de sidste forberedelser inden starten på løbet.

Servicefolkene havde gjort bilen klar til løbet. Henover sommeren er der lagt mange timer på værkstedet. Siden bilen kom hjem er den blevet renoveret fra A-Z og det er der gået rigtig lang tid med.


Kasper Nyman i høj fart
(Foto: Allan Post)

Kasper og Steen kom fra start med forsigtighed. Men allerede på den anden hastighedsprøve var der kommet god fart i bilen. Fra den anden hastighedsprøve lå teamet blandt de 10 bedste på hver prøve.

På prøve 3 fik Kasper dog lidt problemer med bilen – det var en sensor som sendte forkerte information ud i instrumentet, hvilket forstyrrede kørslen en del. Servicefolkene og Kasper kæmpede for at få bilen til at køre optimalt igen. Problemet blev ikke løst på stedet, men det blev konstateret, at det var ufarligt at fortsætte på trods af fejlinformationerne.


Kasper og Steen på podiet
(Foto: Allan Post)

Da løbet sluttede sidst på eftermiddagen havde Kasper og Steen kørt sig til en første plads i klassen. ”Det er dejligt med et godt resultat første gang i bilen”, fortæller Kasper. ”Det giver bestemt lyst til mere”.

Næste løb teamet deltager i, bliver i Roskilde til DM i Rally den 24. september.

Kasper Nyman Motorsport