Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Go Kart

Første spadestik til nyt Sydlollandsk idrætsanlæg

Go Kart 
01/09/16 

Fredag den 2. september kl 15 tager Lollands Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen det første spadestik til et 9,5 ha stort nyt idrætsanlæg ved Rødby Havn.
Det drejer sig om den nye udgave af Rødby Karting Ring, som skal afløse det nu destruerede anlæg, som var placeret på Gl. Badevej. Banen blev eksproprieret da Femern-forbindelsen skulle bruge arealet som en del af landanlægget.
 

Spadestikket tages sammen med Rødby Go-Kart Klubs formand Anders Hansen, som længe har set frem til at konstruktionsarbejdet kan begynde.

"Der er tale om den foreløbige kulmination på en årelang proces", udtaler Anders Hansen, "klubbens medlemmer har i snart 1½ år stået uden trænings- og konkurrencefaciliteter, så vi ser utålmodigt frem til at det igen bliver muligt at praktisere vores sport".


Team-telte ved løbsarrangement på den tidligere bane ved Gl. Badevej
(Foto: Karting i Billeder v/ Dennis Bjerringfeldt)

Det nye anlæg er designet med de højeste sportslige ambitioner, bl.a. på baggrund af avancerede computersimulationer gennemført af kartingsportens officielle internationale organisation Commision Internationale de Karting i Paris. Ambitionen er, at kørere ikke blot fra Danmark, men også fra Tyskland og det øvrige Europa vil henlægge konkurrencer til Lolland. Anlægget finansieres hovedsageligt med midlerne fra ekspropriationen af den 42 år gamle tidligere bane.

I den udstrækning klubbens medlemmer ikke dyrker deres sport vil der på kommerciel basis være adgang til at leje karter for alle der har lyst til at fornøje sig med høj hastighed og tæt konkurrence.

I den lange forberedelsesperiode, som har ledt op til fredagens spadestik har Rødby Go-Kart Klub arbejdet tæt sammen med designere, entrepenører, sportsorganisationer og ikke mindst Lollands Kommune om at stable den nye bane på benene. Og klubben har anerkendende ord til kommunens embedsværk med direktøren for Teknik og Miljø Bjarne Hansen i spidsen: "Vi har i hele forberedelsen fået top-professionel behandling af forvaltningen", siger Anders Hansen, "Bjarne Hansen og hans medarbejdere har uden at gå på kompromis med almenvellets interesser ydet en stor indsats for at få alle formaliteter og godkendelser på plads".

Selve opførelsen varetages af lokale entrepenører og håndværkere, ligesom Business LF har ydet rådgivningsmæssig bistand. Rødby Go-Kart Klub forventer, at afholde 2-3 konkurrencer hvert år med hundredevis af konkurrenter fortrinsvis fra andre egne af landet eller udlandet, hvilket vil bidrage positivt til egnens økonomi. Ikke mindst det traditionelle Pinseløb er kendt og værdsat af kartingkørere i hele Danmark, hvor de valfarter til Lolland for at deltage.

Om alt går vel kan de første træningssessioner for medlemmerne foregå i april måned 2017 og lidt senere på året forventes banen officielt indviet. Det vil foregå ved et storstilet arrangement, hvor Danmarks hurtigste kørere vil gæste anlægget og for første gang mærke et af Nordeuropas bedste baner på egen krop.

Anlægget er beliggende på Færgevej, vest for RGS90.

På vegne af Rødby Go-Kart Klub
Peder Madsen