Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

Bankede på hos 230 lodsejere for at kunne køre Sydhavsrally

DM Rally 
26/07/16 

- Krævende organisatorisk indsats forud for, under og efter det kommende DM-rally på Lolland
Påtager man sig at organisere og afvikle et løb tællende til Danmarksmesterskabet i rally, må man indstille sig på at bruge alle ledige stunder - og lidt til for at få det hele på hjul. Dét ved John Larsen og Flemming Sarka fra Nykøbing Falster Motor Sport alt om, for de har ikke bestilt andet siden nytår.
 

- Til at begynde med talt vi om at lave et minirally, men det endte altså med at blive et regulært rally, der tæller som fjerde runde i årets DM-turnering, fastslår løbslederassistent Flemming Sarka, der sammen med løbsleder John Larsen har kridtet op til Sydhavsrally 2016 den 19.-20. august.


Esben Hegelund, Hadsten, på hastighedsprøven i Horslunde by i 2013. Denne gang kører han i Skoda Fabia R5 og fører i det 4-hjulstrukne klassement.

Omfattende forarbejde
Der er streget op til et rally på lige under 300 kilometer, hvoraf de 170 kilometer køres som hastighedsprøver på afspærret vej. Løbsledelsen får brug for mange folk til afviklingen, når de forventede 50-60 rallyhold kommer til start i Horslunde.

- Omkring 170-180 officials vil være i aktion foruden 15-20 andre i rallycentret i Horslunde, er John Larsens bud på det mandskab, der kræves til løbets afvikling.

Men det var langt fra nok til at flage rallyfeltet fra start i august. Problemet med at finde plads i kalenderen til løbets afvikling uden at komme i karambolage med andre motorsportsaktiviteter var heller ikke det mest krævende omend problematisk nok i sig selv.


Den regerende mester og førende i det 2-hjulstrukne klassement, Kenneth Madsen, Dianalund, ved starten på Horslunde by-prøven i Sydhavsrally 2013.

På dansk, norsk, svensk tysk og polsk
Selvom folk på Horslunde-egnen kontaktede løbsledelsen for at høre, hvornår der igen køres rally i området, var der foruden tilladelse fra politiet ingen vej udenom den nødvendige procedure: At banke på hos godt 230 lodsejere og få deres accept til afspærring af adgangsveje, så der kunne laves et DM-rally med ialt 17 hastighedsprøver i området, der byder på nogle fantastisk gode og udfordrende veje.

- Dét er nu på plads, og mange beboere glæder sig til at få familie og venner på besøg til grillfest og hygge, mens der kigges på rally. Horslunde by og borgerforening, beboere, landmænd og sommerhusgæster i området har været meget positive og taget godt imod rallyet, fortæller Flemming Sarka, der har stået for kontakten til lodsejerne og kommunikationen med disse, hvad enten det foregik på dansk, norsk, svensk, tysk eller polsk.


Fra venstre Michael Pedersen, Vesterhavegård, som står for transport og opstilling af bigballer og udbedring af grusveje, Ole Bruun, formand for Horslunde Borgerforening, madmor Heidi Nielsen, Den Gamle Møllegaard, som står for middagen til rallyets præmiefest, løbslederassistent Flemming Sarka, NFMS, og Johannes Bay Poulsen, Tjørnebygård, som ligeledes tager sig af transport og opstilling af bigballer. Både han og Michael Pedersen lægger desuden mark til de af løbsledelsen udpegede tilskuerområder.

Horslunde slutter op om rallyet
I Horslunde står beboerforeningen og forretningslivet ligesom ved DM-rallyet i 2013 klar til at åbne byen for den kommende fart- og folkefest ligesom den stedlige præst drager omsorg for, at kirkelige handlinger i Horslunde og Nøbbet forlægges til før eller efter Sydhavsrallyet.


Uden sponsorer kunne Sydhavsrally ikke gennemføres, så allerede i den indledende fase blev der truffet aftale med Peugeot Danmark og Lysen Biler A/S (Suzuk/Sorø) om hjælp til rallyets afvikling. Fra venstre Kjeld Seidler, Peugeot Danmark, løbslederassistent og beboerkontakt Flemming Sarka, autoforhandler Anders Lysen, Sorø, og løbsleder John Larsen ved planlægning af detaljer i det kommende mesterskabsløb i Horslunde.

Flemming Sarka, der selv har en fortid som aktiv rallykører, vurderer, at der foruden kørerne og deres servicefolk vil være omkring 250 personer involveret i rallyets afvikling:

- Fra personalet i Ravnsborghallen, som er rallycentrum til restaurant Den Gamle Møllegaard og Horslunde Bageri til landmænd, som bistår med transport og placering af bigballer og vandtønder på hastighedsprøverne og til kirkeværgen som har gjort det muligt at operere med en drone fra kirkegården midt i byen. Desuden vil landmændene stort set være færdige med høsten, så det bliver ikke et problem at finde marker med gode og sikre oversigtsforhold for tilskuerne, når rallyet køres.

Nykøbing Falster Motor Sport
www.sydhavsrally.dk

Morten Dam


Læs mere om:
  • Horslunde
  • 20/08/16 - Horslunde - DM Rally
  •