Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

FDM sport

Christian Sørensen avancerer i ny racing-klasse

FDM sport 
21/05/16 

Efter mere end et årti i karting på europæisk plan er sydvestjyden: Christian Sørensen i 2016 skiftet til asfaltbane-racing. Dette foregår i den nystartede indslusningsklasse: FDM SPORT, som er etableret med den danskbyggede Aquila Synergy-racer.
 

- Premiere-sæsonen byder på gode udfordringer, oplyser far og teamchef Erik Sørensen. – Således fik Christian allerede i sin anden racing-optræden mulighed for at prøve kræfter med og køre på den norske Vålerbanen lidt nordøst for Oslo. Med en længde på 2.300 m. og forholdsvis få sving gjaldt det om at holde farten i de små racere.


Christian Sørensen scorede to flotte podieplaceringer i Norge
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Raceren er pænt større end en kart men alligevel med flere lighedspunkter, supplerer Christian Sørensen. – Hjulene er placeret helt ude i hjørnerne – lidt i stil med en Morris Mascot. Samtidig er afstanden mellem for- og bagaksel ikke meget større end bredden på raceren.

Allerede ved sæson-debuten på FDM Jyllandsringen viste Christian Sørensen god føling med at finde hastigheden til frontresultater: - Man kan bremse meget sent ind i svingene, hvilket giver mulighed for nogle gode overhalingsdueller. I det første heat skulle jeg starte som toer, men allerede på første omgang gik jeg i front foran min ærkerival: Max Klinkby-Silver. På den efterfølgende baneomgang skiftede vi placeringer, men jeg genvandt hurtigt føringen igen, som herefter holdt helt frem til målstregen.

I FDM SPORT deltager 20 unge kørere fra Danmark og Norge i raceren, som holder en lav vægt på 385 kilo (ex. kører).


Varde-parret: Erik (t.v.) og Christian Sørensen fik udtænkt et godt grundlag for hurtige omgangstider i Norge
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Erik Sørensen har været mekaniker for sønnen Christian ved hovedparten af karting-arrangementerne gennem de sidste 12 år: - Christian er altid enormt fokuseret ved startfasen i et race, for her bliver over halvdelen af motorløbet afgjort. Han startede som nr. 1, men missede et gearskifte, hvorved han faldt tilbage som femmer.


Christian Sørensen scorede ny banerekord for FDM SPORT på Vålerbanen.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- I Aquila Synergy-raceren sker gearskiftet med venstre hånd, fortsætter Christian Sørensen. – Dette har jeg åbenbart ikke helt fået ind på rygraden. I fightens hede prøvede jeg hurtigt at komme tilbage i fronttrioen, men herved kom jeg ud i noget løst grus, og befandt mig pludselig som nr. 14 i feltet. Christian Sørensen overvandt sin mareridtsstart med solide overhalinger, og kørte sig frem som treer over målstregen.


Christian Sørensen ligger på en samlet andenplads i FDM SPORT-løbsserien
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Knægten satte samtidig banerekord for FDM SPORT på Vålerbanen, afslutter Erik Sørensen. – I den samlede stilling ligger Christian nu toer. Det næste race afvikles på den kuperede Ring Djursland i juni. I mellemtiden skal den nystartede racing-klasse køre et showløb på bybanen: Classic Race Århus den sidste weekend i maj.

Med venlig hilsen
RACINGTEAM CHRISTIAN SØRENSEN

Åge Keseler Kirketerp