Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

God træning for FN Rally forud for 2. afdeling af DM i rally

Rally Sprint 
16/05/16 

Pinselørdag stillede rallykøreren fra Odder, Frank Nielsen og Per Brodersen fra Lem ved Ringkøbing op i Pinsesprint 2016 i Horsens.
Horsens Automobil & Motor Klub, afviklede det årlige pinsesprint i området omkring Marsvej i Horsens.
 

Den 21. maj køres 2. afdeling af DM, samt 2. afdeling af Mini Rally Syd turneringen på sydfyn. Frank Nielsen og Per Brodersen benyttede Pinsesprintet til at tjekke bil og mandskab inden starten skydes i gang på lørdag kl. 12.30 i Ebberup mellem Assens og Fåborg.


Frank Nielsen og Per Brodersen gjorde det godt i Pinsesprint 2016 i Horsens
(Foto: Rallypics.dk)

Vi havde på forhånd givet udtryk for at vi ville helt til tops i Pinsesprintet, og følge op med en topplacering i Anderup El Rally på Fyn den 21. maj. Første trin nåede vi i Pinsesprintet, da vi fik en tilfredsstillende 2. plads i vores klasse, og blev 7. hurtigst af alle biler på dagen.

”Vi er nu godt forberedte til at angribe fra første færd i næste uge, og vi glæder os til at tage fat på de små fynske biveje, som virkelig er udfordrende” siger Frank Nielsen og Per Brodersen samstemmende.


Frank Nielsen og Mathias Brodersen på en af de hurtige omgange
(Foto: Rallypics.dk)

”Jeg er dog lidt nervøs for min fremtid i teamet” nævner Per Brodersen med et smil.
”I pinsesprintet skulle min søn have sin debut i en rallybil, og skulle køre de to sidste heat med Frank” efter en kort pause smiler Per igen, og siger: ”og det var jo ikke så godt. De kørte henholdsvis 6 og 7 sekunder hurtigere end da jeg sad i bilen - Onde tunger ville lade vide, at det nok var vægten af 2. køreren der havde indflydelse. Jeg må hellere intensivere min omgang med racercyklen i nær fremtid.” slutter Per af.

I Anderup El Rally er der tilmeldt 76 deltagere fra Danmark, Norge og Tyskland, heraf er 14 tilmeldt i klasse 4, som Frank Nielsen og Per Brodersen deltager i. Der bliver hård kamp til målstregen om pointene til både DM og Mini Rally Syd – turneringen. Klasse 4 er den største og tætteste klasse i feltet, hvor der er mange næsten identiske biler.

Viggo Johansen for FN Rally