Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Historisk Rally

Old timere på rundtur i Kronjylland

Historisk Rally 
07/04/16 

Midt i marts kørte de fleste old timer-biler ud af garagen efter en selvvalgt ”vintersøvn”. Kørsels-pausen strækker sig over 4 måneder, hvor automobilerne samtidig bliver skånet for vejsalt og glat underlag (med bulerisiko).
 

- Lørdag d. 16. april blænder Randers Auto Sport (RAS) for LMO Erhvervsrevision-løbet, oplyser løbsleder Egon Brøndum. – Dette arrangement henvender sig til de old timer-ejere, som gerne vil køre ture rundt i afkroge af Danmark, som man normalt ikke får besøgt.


Brøndum-brødrene: Egon og Poul (chauffør) Brøndum har tilrettelagt et fornuftigt LMO Erhvervsrevision-løbet i Kronjylland
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Hoved-ideen i old timer-rally er kortlæsning, hvor deltagerne prøver kræfter med en orienterings-rute, som afvikles på offentlig vej ud fra udleverede udsnit af et landkort. Det gælder derfor først og fremmest om at finde den rette vej sammenkædet med at overholde en gennemsnitsfart.


På tidsetaperne er der ikke tid til at lukke sprælske bagagerums-klapper, hvilket Per og Leif Alvin Johansen fra Randers Auto Sport prøvede i deres 924
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Ruten starter ud fra Læsten Forsamlingshus, supplerer vice-løbsleder Jørgen Skjøt. - De morgenfriske kan derfor nyde old timerne, som er bredt repræsenteret af biler fra tresserne, halvfjerdserne og firserne.

LMO Erhvervsrevision-løbet er 2016-premieren på den landsdækkende løbsserie: FDM DASU Classic (FDC).

- Sammen med min bror Poul deltager jeg selv i en Toyota Starlet fra 1982, fortsætter Egon Brøndum. – Dette har budt på mange spændende dyster, og i al beskedenhed har vi også hjemkørt både bronze- og sølvmedaljer i FDC-serien, men har endnu til gode at score mesterskabstitlen.

Brøndum-brødrene kan i sagens natur ikke deltage i FDC-premieren. Derimod er far/søn fra Allingåbro: Henrik og Martin Møller-Nielsen spået fornuftige vinder-chancer for generalsejren.


Allingåbro-parret: Henrik og Martin Møller-Nielsen har gode muligheder for en generalsejr
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Henrik og Martin har netop deltaget i det krævende Int. Rallye Monte-Carlo Historique, konstaterer Jørgen Skjøt. - En læsefejl omkring en hastighed betød desværre, at de måtte se et topresultat forsvinde i tågerne over de franske alper. Løbet foregår på de samme snoede og kuperede serpentinerveje, som anvendes til det ”rigtige” VM-rally.

Sønnen, René Castillo Skjøt, får i øvrigt en speciel oplevelse i LMO Erhvervsrevision-løbet: - Jeg skal ud at køre sammen med den mangedobbelte danske og nordiske mester i bilorienterings-kortlæsning (Jan Søndergaard). Det bliver spændende at se, hvorvidt vi kan finde i konkurrencerytmen så hurtigt, at vi kan bejle til et topresultat i vores Honda CRX fra 1986.


I FDC-premieren får René Castillo Skjøt (t.h.) mulighed for at køre old timer-løbet sammen med den flerdobbelte danske og nordiske mester: Jan Søndergaard. Far Jørgen (t.v.) er medtilrettelægger af løbet.
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Læsten Forsamlingshus er centrum for en ottetalsrute, hvor deltagerne først kører mod syd, og herefter vender til en middagspause i Læsten.

- På eftermiddagens ruteafsnit besøger vi Verdenskortet i Klejtrup to gange, forklarer Egon Brøndum. – Vi forventer omkring 45 startende mandskaber, og under deltagernes kaffepause kan publikum studere de fine biler. I øjeblikket er den ældste tilmeldte automobil far/søn fra Vorbasse: Hans og Simon T. Ravn i Hillman Imp (1964).


Startfeltets ældste automobil bliver måske Hans og Simon T. Ravn fra Vorbasse i Hillman Imp (1964) med 875 ccm. under motorhjelmen
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Randers Auto Sport

Åge Keseler Kirketerp